KEP: Skal bygge en relation med Marco Lund

En time før kampstart mod SønderjyskE var startopstillingen blevet meldt ud, og vores anfører, Kenneth Emil Petersen, skulle selvfølgelig spille fra start.

Kort før kampstart kunne man da godt komme i tvivl, da han humpede rundt oppe omkring midterlinjen, og det så i et øjeblik ret alvorligt ud, men det fik dog ikke betydning for hans startplads.

– Jeg kom lige til at skrabe min ankel ned mod jorden i et spark, et knoldespark kalder man det. Det var den, jeg havde en skade i her for lidt tid siden. Den fik lige et riv, og det gjorde lidt ondt, men det kunne løbes væk, siger KEP til OBstruktion.

Inden kampen mod SønderjyskE havde OB tabt tre kampe i træk, og det var derfor en tiltrængt sejr på 2-1, der blev hentet hjem. KEP mener da også, at det var en vigtig sejr.

– Den var da vigtig. Ikke så meget pga. de tre nederlag, men mere fordi vi skal i sikkerhed i en hulens fart, og i forbindelse med det var det vigtigt.

Jeppe Tverskov var rykket op på midtbanen, og det betød, at KEP og Marco Lund spillede sammen i det centrale forsvar. Anføreren mener, det er et samarbejde, der skal bygges lidt på.

– Det var okay. Der er stadig nogle ting, der skal arbejdes på. Marco har været vant til at gøre tingene på én måde, og vi gør det måske lidt anderledes her. Det er et samarbejde som alle andre, som der skal arbejdes på, og der skal bygges en relation, så man får noget tryghed.

SønderjyskE’s mål blev sat ind på straffe, som de havde fået, efter der var blevet dømt hånd på mod KEP. Han synes måske, det var lidt hårdt dømt, men han er glad for, at det ikke kostede point.

– Det er svært at sige. Jeg synes altid, det er svært, om det er arm til bold eller bold til arm. Jeg synes egentlig ikke, min arm er i en unaturlig position. Nogle gange bliver den dømt, og andre gange bliver den ikke, men heldigvis fik vi stadig de tre point i dag.

Sejren betyder, at OB fik en god start på gruppespillet, og hvis holdet vinder igen i den kommende kamp, mener KEP, at man kan begynde at snakke om, at man er sikret.

– Jeg synes, vi står godt. Nu har vi en udekamp mod Lyngby på lørdag, og der skal vi have tre point. Kan vi få tre point der, tror jeg også, vi kan begynde at snakke om, at vi er reddet.