OB sikrede sejren til sidst

Selvom kalenderen siger den 11. november, og aftenens kamp mod Esbjerg først blev sat i gang kl. 20.00, så var det faktisk ikke så voldsomt koldt at være til fodbold på Odense Stadion.

OB havde igen Mikkel Desler med på højre back i Ryan Johnson Laursens fravær, og i det centrale forsvar var Marco Lund foretrukket i stedet for Alexander Ludwig.

Den centrale midtbane hed Janus Drachmann, Troels Kløve og Mathias Greve, og udover det var holdet, som det plejer at være.

Kampen startede lidt langsomt og afventende, og der var ikke rigtig nogen af holdene, der ønskede at tage teten. Men allerede efter syv minutter gik det galt for OB. Esbjerg fik hjørnespark, og de plejer at være giftige på deres dødbolde. Det var de også her, da bolden havnede hos en umarkeret Rudolph Austin, der kunne heade bolden ind bag en chanceløs Sten Grytebust til 1-0 til gæsterne.

Efter målet var det OB, der var mest på bolden, og vi bevarede den da også meget på Esbjergs halvdel, men vi spillede os ikke rigtig frem til nogle chancer.

Da der var spillet omkring et kvarter gik lyset på stadion. Det skyldtes en strømafbrydelse, og der var derfor en pause i spillet på små ti minutter.

Da spillet blev sat i gang igen, var det meget det samme kampbillede, som efter Esbjergs scoring. De havde trukket sig lidt længere på banen, og vi kom temmelig nemt op omkring deres felt, men vi havde stadig problemer med at komme til chancer.

Efter 28 minutter var der lidt dramatik i opgøret, da Esbjergs Adrian Petre svingede en albue i hovedet på Marco Lund, der røg til tælling, og også måtte ud forbi sidelinjen og lappes sammen. Efter nogle minutter kom han dog tilbage på banen.

Da den halve time var rundet, kom vi endelig frem til vores første rigtig store chance. Efter lidt spil frem og tilbage i venstresiden førte Troels Kløve bolden ind i feltet, og fik afsluttet, men hans forsøg blev dog reddet ud til hjørne. På det efterfølgende hjørnespark kom Jeppe Tverskov frem til et flot hovedstød, der dog nærmest blev reddet på stregen af en Esbjerg-spiller.

Efter 37 minutter kom udligningen til 1-1 så, da Marco Lund var gået med op på et hjørnespark, som Jeppe Højbjerg gik forkert af, og derfor kunne forsvarsspilleren heade bolden i det tomme mål. Derfor var det helt lige ved pausen.

Hjemmeholdet kom også bedst ud til anden halvleg, og sad klart mest på spillet, men det var stadig svært at komme frem til de store chancer.

OB blev også tvunget til to forholdsvis hurtige udskiftninger efter pausen, da Mathias Greve måtte forlade banen med noget, der lignede en fiber i baglåret efter 52 minutter. Casper Nielsen kom ind i stedet for.

Kort efter måtte Marco Lund også udgå, da han var svimmel, og derfor kom Alexander Ludwig også på banen her til aften.

Den eneste rigtig store mulighed i anden halvleg kom med 20 minutter tilbage, da der var noget klumpspil i Esbjergs felt, og Troels Kløve kom frem til en afslutning, der dog blev reddet til hjørne.

I de sidste minutter lagde OB et stort pres på gæsterne, og i overtiden gav det også pote. Casper Nielsen modtog bolden tæt på baglinjen, og med noget der lignede en blanding af et sløjt indlæg og en tilbagelægning til Højbjerg, fik Esbjerg-målmanden fumlet bolden ind over stregen til 2-1. Det var overhovedet ikke en farlig situation, men målet gælder alligevel.

Dagens sejr betyder, at OB nu ligger nummer fire i Superligaen, og kan derfor holde landskampspause i top seks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *