Michelsen: Skal nyde hvor vi ligger

OB fik en forfærdelig start på sæsonen i Superligaen, men det er holdet for alvor ved at lægge bag sig efter de seneste præstationer på banen.

Hvis man tæller de to pokalkampe mod Thisted og Hobro med, så er OB nu oppe på ni kampe i træk uden nederlag, efter de søndag aften slog Esbjerg med 2-1 hjemme på Odense Stadion.

Gæsterne kom ellers foran efter kun syv minutter, men alligevel kom vi tilbage i kampen, og fik alle tre point. Klubbens træner, Jakob Michelsen, er da også rigtig godt tilfreds.

– Jeg synes, vi spiller en rigtig god første halvleg, hvor Esbjerg reelt kun er farlige på de hjørnespark, de fik, og så et enkelt frispark. Vi spiller fin fodbold, jeg synes, vi kreerer de chancer, der skal til, og bør vel ret beset føre ved pausen. Vi lod og ikke slå ud af at komme bag ud og af en strømafbrydelse. Jeg synes egentlig, vi bevarede rytmen både inden deres scoring og efter deres scoring, og inden strømafbrydelsen og efter strømafbrydelsen.

– Vi spiller en rigtig fin første halvleg, men anden halvleg bliver mere jævnbyrdig, og bliver præget af fejl fra begge sider. Det var ikke nogen skønhedsforestilling i anden halvleg. De har en enkelt stor chance efter et hjørnespark, og Kløve har en enkelt stor chance, hvor deres keeper redder flot. Vi havde de små marginaler til sidst, hvor Esbjergs vel bedste i sæsonen laver en fejl, der koster dem sejren, og det er vi selvfølgelig glade for.

Det kunne godt se ud som om, at det var svært for os at dæmme op for Esbjerg på deres hjørnespark, og Michelsen mener da også, at gæsterne ver farlige på deres standarder.

– Der er ingen tvivl om, at Esbjerg er dygtige på standarder, og det var de også i går, til trods for at Joni Kauko ikke var med. De har både nogle gode servere, og nogle rigtig gode spillere til at modtage boldene. Der var både de og vi farlige, jeg synes også, vi var stærke på offensive standarder i går. Vi scorer selv på det, og har vel også to yderligere chancer på standarder, så generelt var begge hold bedre på offensive end defensive standarder i går.




Hvis man sammenligner de kampe, vi spiller nu, med de kampe vi spillede i starten af sæsonen, så er det tydeligt at se, at vores bundniveau er blevet hævet meget.

– Vi har i hvert fald fået en vis form for substans i holdet, hvilket et nederlag i 14 kampe også indikerer. Jeg lod mig også fortælle, at det er første gang i to år, at OB vinder en kamp efter at have været bagud, så det viser også, at der er ved at komme en vinderkultur, og at der er noget substans i vores fodboldhold.

 – Jeg synes egentlig, der har været tilløb til det et par gange. Mod SønderjyskE og AGF kommer vi fra 0-2 til 2-2, og vi forsøger også mod Vendsyssel og Hobro, hvor vi godt nok taber. Mod Midtjylland kommer vi tilbage, og får et point, så vi har jo haft flere gode comebacks, og vi har ikke rigtig smidt nogle føringer endnu. Når vi først er kommet foran, har vi som regel også vundet, så det er jo en god tendens at kunne vende fodboldkampe, for det sker jo, at de andre scorer. Det var dejligt, og jeg synes overall, at det var en fortjent sejr, primært på baggrund af vores første halvleg.

– Så skal vi også huske, at det er en vanvittig tæt række, og der er stort set 8-9 hold placeret indenfor én kamps margin, så vi skal nyde der, hvor vi ligger nu og her, men det kommer til at ændre sig 100 gange endnu.

Da Michelsen kom til, havde han en plan om, at der skulle spillet 3-5-2, og den seneste tid har det også virket til, at spillerne er blevet mere og mere fortrolige med den spillestil.

– Det er igen det med tiden. Tiden arbejder for alle fodbold hold. Et ord som proces er jo et fyord i fodbold, men der er noget rigtigt i, at når man har en gruppe mennesker, der arbejder sammen, og man spiller på en anden måde, så tager tingene lidt tid. Desværre tog det lidt længere tid, end vi havde håbet på i forhold til vores start, men det er stærkt af spillerne, at vi er kommet tilbage, og er med sammen med ni andre klubber i et stærkt felt. Vi var egentlig sat af på et tidspunkt, så det er stærkt.



Det afgørende mål i kampen mod Esbjerg fik Casper Nielsen først sat ind i dommerens overtid, efter et temmelig stort drop af Jeppe Højbjerg i Esbjergs mål, og træneren er glad for, at vi også kan vinde en fodboldkamp på den måde.

– Det var en kæmpe lettelse og en kæmpe jubel. Man var hele følelsesregisteret igennem. Det var stærkt. Det er sjovt at score i overtiden, men det er også en forfærdelig følelse, når de andre gør det, så vi skal huske at nyde det, når det går den rigtige vej.

– Man ved, hvor ondt det gør, og derfor skal man også glæde sig over det. Nu kan man lige få lov til at trække vejret efter en hektisk uge med tre kampe på ni dage, og i det hele taget et hektisk kampprogram med fem kampe på 20 dage. Her efter et par dage hvor vi rent mentalt træner videre, men lige kan hvile hovedet, så fra på mandag sætter vi fuldt fokus på FC Nordsjælland og sidste etape med de fire kampe.

Med sejren er vi nu på fjerdepladsen i Superligaen, og dermed kan vi selv sørge for, at vi slutter i top seks efter grundspillet. Det er dog ikke noget, der er fokus på.

– Vi fokuserer sgu ikke så meget på top seks. Det handler om at tage en kamp ad gangen, der er jo stadig ti tilbage. Der kan nå at løbe meget vand gennem åen på den tid. Det nytter ikke noget at fokusere på den tabel, det handler om at tage en kamp ad gangen, og lige nu skal vi over og spille på en vanvittigt svær bane ovre i Farum, og det bliver svært nok i sig selv.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *