Oliver Lund: Vi skal følge op på præstationen mod FCK

OB kom godt fra land i den nye sæson i Superligaen, da de vandt 3-2 over FCK hjemme på Odense Stadion i den første kamp.

Det er ikke hverdagskost, at OB henter tre point, når de møder FCK, og det har da også betydet, at stemningen i truppen har været rigtig god i denne uge, kan Oliver Lund fortælle.

– Den har været opløftet. Det var en god sejr, og specielt i første halvleg sprudlede vi jo. Vi fik mange af vores profiler i gang, så det var en god kamp.

Sejren blev grundlagt efter en rigtig god første halvleg, hvor OB kunne gå til pause med en føring på 3-0, men det var ikke overraskende for Lund, at spillet var så godt i de første 45 minutter.

– Jeg tror, alle har gået med en god fornemmelse her i opstarten, og på trods af resultaterne i træningskampene så har vi hvilet meget i den måde, vi har spillet fodbold på, og vi har haft tro på hinanden og tro på det, vi lavede. Jeg tror, vi tog den gode fornemmelse med, og selvfølgelig var det overraskende at vinde over FCK, men det var ikke overraskende, at vi spillede en god kamp.

På søndag spiller OB igen hjemme på Odense Stadion, denne gang mod FC Nordsjælland, og Lund ved også godt, hvad han forventer sig af det opgør.

– De har enormt mange unge ærgerrige spillere, de har hurtige kantspillere, de er gode i possesionspillet, så det bliver nok en kamp, hvor Nordsjælland har bolden mest, og vil prøve at komme ned i vores bagrum. Så en kamp hvor vi skal prøve at stå imod det og spille vores eget spil. Vi skal prøve at følge op på den gode præstation, vi lavede mod FCK.

Efter den flotte kamp og sejr over FCK er det så en skuffelse, hvis det ikke bliver til tre point mod Nordsjælland?

– Jeg synes, man skal se hver kamp for sig. Kampen mod Nordsjælland kommer til at have sit eget liv. Vi håber da på, vi kan opbygge noget momentum, men omvendt havde Nordsjælland også en god halvleg mod Brøndby. De viste sig at være farlige, som de altid er, og vi skal komme ud med en vis portion respekt for dem, men ikke så meget at vi bliver tynget af det.

I sidste sæson fik Oliver Lund bolden i kassen mod FC Nordsjælland, men der blev ikke dømt mål, selvom bolden tydeligt var over stregen, så han har en scoring til gode på søndag.

– Det kunne da være rart. Nu er der kommet VAR, så mon ikke de bliver dømt inde fra nu af. Det kunne da være rart at få lidt revanche på den front, men jeg er sgu egentlig ligeglad med, hvem der scorer målene, så længe vi vinder kampene. Det er trods alt det vigtigste.

Den sæson der lige er blevet taget hul på, er også den sidste sæson af Oliver Lunds kontrakt med OB, og han er ikke i dialog med klubben om en forlængelse.

– Jeg har ikke hørt noget endnu, så jeg har ikke noget at forholde mig til. Men Hemmingsen er velkommen til at tage fat i mig.

14 Replies to “Oliver Lund: Vi skal følge op på præstationen mod FCK”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *