Slotsager: Har ingen ord for anden halvleg
For 13. gang i 13 forsøg i denne sæson gik OB fredag aften fra banen uden at vinde på hjemmebane, da man havde besøg af Viborg, og gæsterne tog alle tre point med en sejr på 3-1.
En times tid efter kampen fangede vi Tobias Slotsager, og den følelse han stod med, var heller ikke specielt sjov at være i.
– Følelsen bliver altid lidt bedre som tiden går, men selvfølgelig er den lidt tung at sluge, og det bliver den i hvert fald også resten af aftenen og i morgen. Så handler det bare om at komme videre derfra.
Var resultatet fair nok?
– Ja ja, det er helt klart fair nok, at Viborg vinder. I første halvleg føler jeg, at vi gør de ting, vi har snakket om, og vi står i en midtblok, og forsvarer os derfra. Vi får scoret okay tidligt, men det ødelægger lidt momentum, at de så får det mål så hurtigt efter.
– Første halvleg føler jeg egentlig, at vi kan være nogenlunde tilfreds med i forhold til det, vi kan kalde OB-standard, men anden halvleg har jeg ingen ord for. Det er utroligt ringe.
Hvad er det, der er galt derude?
– Hvis jeg havde svaret, så tror jeg ikke, vi havde tabt. Jeg ved det sgu ikke lige, vi gav omstillingerne for let væk, og til sidst skal vi satse, så det er, hvad der kan ske, at de løber ned, og scorer der. Før det skal vi prøve at holde kampen åbent så længe som muligt, og det føler jeg ikke, at vi lykkes med, vi giver alt for meget nemt væk, og skaber også for lidt selv. Jeg tror ikke, vi har noget i anden halvleg overhovedet, så vidt jeg husker, så på den måde var det utroligt skidt.
– Der er ingen af os, der går ud på banen, og ikke vil det 100%. At folk bliver trætte i løbet af kampen, det kan ske, men jeg tror ikke, der kan sættes navn på en eneste, der ikke giver alt for, at vi ikke får tre point.
Efter kampen blev OB-spillerne samlet i en rundkreds ude på midterlinjen, men det var der egentlig ikke det store i.
– Vi aftaler egentlig bare, at vi lige skal gå ned til fansene og sige tak for støtten, og så går vi samlet i omklædningsrummet, og runder af.
Hvad tænker du om vores situation nu?
– Selvfølgelig ser det overhovedet ikke godt ud. Vi har været ærlige fra start om, at vi er med i den her nedrykningskamp, og i dag viser det endnu en gang, at det er det, vi er. Hvis Vejle vinder på søndag, så er vi under stregen, så det ser bestemt ikke godt ud på nogen måde.
– Der er syv kampe endnu, og så længe vi tager point fra dem, der ligger under os, så burde vi være safe, men det er ikke et sted, vi ønsker at ligge.
– På hjemmebane har det været utroligt ringe, og det skal vi have vendt hurtigst muligt, og jeg ved, det er muligt med den her gruppe, men jeg har ikke svaret på, hvad der er galt på hjemmebane, men vi skal have løst det hurtigst muligt.