Stribede Legender – Preben ‘Tordenskjold’ Knudsen

Så er vi klar til at tage hul på endnu et kapitel i vores Stribede Legender. Denne gang har vi snakket med Preben ‘Tordenskjold’ Knudsen, der bl.a. fortæller om, hvordan han fik sit kælenavn, om hvordan det var at have Richard Møller Nielsen som træner, trofæerne med OB og meget andet.


Hvordan havnede du i OB?

– Dengang jeg var yngre, spillede jeg jo i Marienlyst, og der havde man noget, der hed landklubberne, man havde Odense Alliancen og en masse andre hold. Jeg spillede indendørs fodbold for et udvalgt hold ude i Idrætshallen, hvor vi spillede mod OB, 9’erne og 13. Det var faktisk der, jeg lærte dem at kende. Det var Peter Halvorsen, Kaj Nøttrup og sådan nogle, og de spurgte mig så, om jeg ikke havde lyst til at komme ned og spille i OB.

– Jeg havde haft tilbud om at komme herned inden den tid. Der havde OB Jack Johnson som træner, og han havde spurgt mig, om jeg ville derned, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg ventede, til lille Kaj Hansen blev træner, han passede bedre til mit temperament på det tidspunkt. Jack gjorde det jo godt dengang, men den måde han var træner på, var ikke lige min stil. Jeg havde jo mødt mange af OB’erne som ynglinge og junior, og havde set, hvordan han opførte sig. Det var ikke lige min kop te på det tidspunkt.

Dit kælenavn var Tordenskjold, hvor kom det fra?

– Det fik jeg jo i en pokalsemifinale oppe i Aalborg i 1974. Som 2. divisionshold var vi oppe og spille mod AaB, og jeg var rimelig god deroppe. Vi vandt 4-0 over AaB, og kom i finalen, og jeg spillede nok min bedste kamp for OB nogensinde. Så mente de, jeg lignede manden på tændstikæskerne, og så havde vi jo også ‘Diskotek Tordenskjold’, hvor vi kom engang imellem. Så det var derfor, jeg blev kaldt det.

Lille Kaj var træner, da du kom til OB. Hvordan var det at arbejde sammen med ham?

– Hvis man ser professionelt på det, så trænede vi sikkert for lidt og for let på det tidspunkt. Han var en super behagelig mand og en super træner, men det var ikke hårdt nok. Han var jo skolelærer, og det er jeg også selv, og vi har jo nogle forcer, men til gengæld har vi også nogle bagdele omkring sådan noget. Han var sgu nok for flink.

Du får debut i efteråret 1973. Hvordan husker du det?

– Det husker jeg rigtig fint. Det var oppe i Horsens mod ‘Den gule fare’, og jeg kom ind på midtbanen i stedet for Roald Poulsen, kan jeg huske, og jeg tror, vi fik uafgjort deroppe.

Hvordan var det at være en del af det 74-hold, der skulle spille klubbens første pokalfinale?

– På det tidspunkt havde OB så mange gode spillere, så 2. divisionsholdet kunne godt tabe til Danmarksserieholdet til en almindelig træning. Vores Fynsseriehold var også fantastisk. I 74 prøvede jeg at spille både på førsteholdet og helt nede på Fynsserieholdet, det afhang lidt af, hvordan man opførte sig, og hvordan man spillede. Jeg prøvede så også at blive rykket fra Fynsserien op til førsteholdet igen. Det var til en pokalkamp mod Vejle ude på stadion, inden den kamp mod AaB, hvor Allan Normann og en mere blev syge, og så blev jeg hentet op fra Fynsserien som 12. mand. Jeg var måske nok nede på Fynsserieholdet af disciplinære årsager.

Vi tabte pokalfinalen i 1974 med 5-2 til Vanløse. Hvor stor var skuffelsen over det nederlag?

– Det var en meget stof skuffelse, for vi havde chancerne til at komme komfortabelt foran. Vi førte jo 2-1, og vi skulle være kommet foran endnu mere. Der sker så bare det, at de havde nogen, der kunne kaste et langt indkast og to lange rør i Pettersson-brødrene. Vi havde Rune på mål, der ellers var en super målmand. Vi kaldte ham ‘Katten’, fordi han var hurtig på mållinjen, men han var jo ikke ret stor, så han havde lidt svært ved at gå ud, og de havde nogle tårnhøje spillere. De havde nogle dygtige spillere, men hvis vi ser det mand for mand, så var vi bedre end dem. I vores første pokalkamp sæsonen efter møder vi jo også Vanløse igen, og slår dem med 4-0.

– Det var da en stor kamp, for det var vi jo ikke vant til. Vi var kun vant til at spille i 2. division. Da vi skulle spille semifinalen mod AaB, der blev vi da fløjet derop til den aftenkamp, så det var da fint.

I 1975 ankommer Richard Møller Nielsen. Var det et kulturchok at få ham som træner?

– Ja, det var det. Vi havde jo gået og haft det godt, var jeg lige ved at sige. Vi var jo mange unge spillere, og så får vi Richard. Så var der helt andre boller på suppen med mange ting. Der var mange flere træningspas og en helt anden indgangsvinkel til det forskellige.

– Richard var en dygtig træner med mange ting. Han sagde tit, at han ikke var psykolog, men det var han jo. På et tidspunkt fik jeg fodboldbrok, og skulle opereres på Faaborg Sygehus, og det var Richard, der kørte mig derned. Der var ikke så meget der. Det kom han lige, og gjorde.

Hvordan var Richard Møller Nielsens metoder i forhold til Lille Kajs?

– Hvis det var fint vejr om sommeren, så når vi kom til træning, så løb vi 2-3 gange rundt, og lavede lidt, og så spillede vi tit 11 mod 11. Det skete ikke så tit under Richard, han trænede mere individuelt med mange ting og kollektivt med nogle andre. Dengang havde man nogle stænger, der stod ligesom nogle galger, hvor man havde hængt en fodbold op, og jeg var ikke så god til at heade, så jeg blev sendt derover for at heade, og der var nogen, der blev sendt over for at skyde med inderside på et sparkebræt. Det var noget helt andet, og træningen var meget hårdere.

De andre vi har snakket med, nævnte allesammen, at de var ude og kaste op i hækken efter den første træning med Richard. Var du også det?

– Nej, det var jeg ikke. Jeg har aldrig været ude og kaste op til en træning, men det var piv hårdt. Jeg har aldrig røget, men jeg har da drukket bajere, og det måtte jeg så stoppe med, da vi fik Richard. Så var det slut med det. Jeg har altid været i god træning, og jeg er stadigvæk i god træning. Jeg fylder 65 her til sommer, men jeg er rimelig fit efter min alder. Jeg dyrker fodbold, og så har jeg idræt ude på skolen og sådan nogle ting.

I den første sæson med Richard Møller Nielsen rykker vi op i 1. division. Hvordan oplevede du den sæson?

– Der spillede jeg ikke så meget på førsteholdet. Jeg var ikke blevet seriøs nok til det. Det var først for alvor fra 1977, hvor min søn bliver født, at jeg bliver seriøs nok til det. Ikke at jeg ikke kom til træning og sådan noget, det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg havde det sådan dengang, at der var også andre ting, der skulle passes.

– Det viste sig jo, at det var en forventet oprykning, for da vi fik Richard, kom vi jo i så god træning, at når modstanderne ikke kunne mere efter en time, så kunne os hernede løbe endnu.

I sæsonen efter skal vi så spille i 1. division. Hvad var dine forventninger til den sæson?

– Jeg havde ikke så store forventninger til det på det tidspunkt. Jeg var mere udskiftningsspiller, hvor jeg kom op, og fik en 12. mand, og spillede en kamp eller to, og så var jeg nede igen.  Jeg spillede mest for Danmarksserien på det tidspunkt.

– Jeg var tit med som 12. mand, og kom ind, men hverken i 75, 76 eller 77 var jeg blandt de 12 mest spillende, men havde vi haft en trup på 20 mand, som de har i dag, så havde jeg været med hver gang. Jeg spillede meget for Danmarksserien, og jeg var bl.a. med til at vinde Danmarksmesterskabet for Danmarksserien, jeg tror, det var i 78.

Vi sluttede som nummer fem i sæsonen 76. Gjorde det dig til optimist forud for sæsonen i 77?

– Ja, det gjorde det da. Som jeg fortalte, så havde vi på det tidspunkt en super trup på både 1. holdet og 2. holdet, og 3. holdet i Fynsserien var også et super hold i de år. Vi lå i toppen af Danmarksserien, og det ene år vandt vi først semifinalen ovre i Gladsaxe Hero med 6-2, tror jeg, det var. Jeg spillede på den ene kant, Uffe P. spillede på den anden, og store Johnny Andersen var inde i midten. Så mødte vi Hjørring i finalen, og der vandt vi 6-0, og de rykkede op i 3. division. På det tidspunkt havde vi et hold, der godt kunne have klaret sig i både 3.- og 2. division.

Vi lå godt til efter forårssæsonen i 77. Havde du der troen på, at vi kunne gå hele vejen og blive dansk mester?

– Ja, det troede jeg da helt sikkert. Vi lå jo i toppen hele tiden, og tabte ikke ret mange kampe. Vi havde jo en stamme på 12 mand, der var med hver eneste gang, og vi havde ikke ret mange skader. Mogens Christiansen, Vilhelm Munk og jeg, vi var nummer 13, 14 og 15 på det tidspunkt. Jeg tror, jeg spillede ti kampe det år.

I de sidste seks kampe kommer Mogens Therkildsen hjem, og hjælper os. Hvordan var det at få ham som holdkammerat?

– Mogens er jo en fantastisk dygtig målmand, og det er han stadigvæk. Hvis du går over, og ser ham spille, når han spiller for de gamle, kan du jo godt se det. Mogens er jo en målmand, som ikke smider sig, hvis det ikke er nødvendigt, fordi han har den der fodboldforståelse, hvor han står det rigtige sted. Samtidig er han en mand, der kan en utrolig masse vittigheder, og altid er i godt humør. Det var fantastisk at få ham hjem, men jeg tror da, vi var blevet mestre med Lars Høgh på mål alligevel. Men det er godt at have sådan en rutineret mand dernede i de rigtige kampe.

Vi vinder det første mesterskab i klubbens historie. Hvor stort var det for dig at være en del af det?

– Jamen det var da stort, men min kone fødte vores søn i 77, så det gik jeg egentlig mere op i med mange ting. Til gengæld blev jeg efterfølgende meget mere seriøs med at spise rigtigt og alle de der ting.

– Det var da stort at være en del af det med festligheder rundt omkring, så jeg husker det da som noget stort.

Hvor stor andel havde Richard Møller i mesterskabet?

– Træneren er jo utrolig vigtig, men han kan jo ikke gøre noget, hvis han ikke har spillerne til at spille. Han havde da en kæmpe andel i det. Richard var jo en dygtig taktisk træner, og han forstod jo at sætte de rigtige spillere på de rigtige pladser. Det var ikke altid, det var de bedste fodboldspillere, der var på pladserne, men han fik jo sat et hold sammen. Ham og Jonna var jo helt fantastiske. Når vores piger kom på stadion, havde Jonna sørget for, at der skete noget for dem derude, og efter kampene gik vi ned, og fik en øl nede bagved, hvor pigerne også var med. Jonna tog sig af dem, og Richard tog sig af os. Man kan ikke sige, vi var én stor familie, men det var sgu tæt på. Jeg ville gøre meget for at vinde for Richard. Jeg har ikke altid været enig med ham, og det har da også kostet en plads en enkelt gang, når der har været noget, men han var jo ærlig, og han var reel, og når han havde sagt noget, så var det sådan, det var, og det var uanset, om du hed Per Bartram, Preben, Allan Nielsen eller Allan Hansen. Alle har prøvet at få en balle, og alle har prøvet at blive sat af.

Er du overrasket over, at den stamme fra pokalfinalen i 74, stod som danske mestre i 77?

– Næh, det var jeg ikke. Vi kunne jo se i pokalfinalen, at vi var gode nok. Vi skulle lige have lidt rutine, og en træner der var hårdere, end lille Kaj var.

– Jeg kom som sagt ude fra Marienlyst, og der var lidt andre forhold hernede. Ikke at det ikke var godt derude, for Marienlyst havde bygget et klubhus med varmt vand og sådan noget. Hernede var der ordnede forhold, og Richard sørgede for alt. Tøjet blev vasket, og støvlerne blev pudset, det var så godt nok Svend, der sørgede for vores støvler. Tøjet var klar, når vi kom herned, vi skulle bare tage det på.

– Richard har sgu da endda kørt en stor gummiged ude fra Ovre Holluf herned for at rydde stenmelsbanen for sne, så vi kunne komme til at træne.

I 78 stod OB’s første Europa Cup-kampe for døren. Hvor meget glædede du dig til at spille de kampe?

– Det glædede vi os meget til. Det var det år, vi var i Bulgarien og spille mod Lokomotiv Sofia. Der var jeg heller ikke så meget på, men jeg var da med i truppen, og glædede mig til det. Vi var også med i udlandet, da vi spillede TOTO Cup, så vi havde da prøvet meget på det tidspunkt. Fra 77 til og med 83 hvor det bliver til to danske mesterskaber, en sølvmedalje, en bronzemedalje og en pokalfinale, hvor vi vinder, det står da for mig som de bedste år. Der var jeg også blevet så gammel, at jeg havde den rutine, der skulle til, samtidig med at jeg var indstillet på at yde det, der skulle til.

– Det var lidt ærgerligt, vi ikke gik videre mod Lokomotiv Sofia. Vi var selvfølgelig pressede dernede. Det var jo top professionelle fodboldspillere, vi mødte, når vi spillede mod de østeuropæiske hold. De var jo enten ansat i hæren eller i flyvevåbnet. Men vi var virkelig tæt på, og det er måske nok noget af det tætteste, jeg har været med til, når vi har spillet Europa Cup. Vi førte jo også 2-0 ude på stadion, hvor de scorer til 2-2 lige til sidst.

I 80 bliver vi nummer tre. Hvor glad var du for den bronzemedalje?

– Den var jeg da glad for. I lang tid var vi jo med helt fremme. Det var min første medalje, for jeg fik ingen guldmedalje i 77, når jeg ikke var med blandt de 12 mest spillende. Der var kun 12 medaljer. Vilhelm, Mogens og jeg nåede ikke at få. Poul Verner fik, fordi han var 12. mand, og havde spillet meget. Der var kun 12 medaljer på det tidspunkt.

Vi bliver mestre for anden gang i 82. Det hele bliver afgjort på sidste spilledag, hvor vi vinder 5-1 hjemme mod B1901, mens AGF spiller 2-2 mod B93. Hvordan oplevede du den vanvittige afslutning?

– Vi lå jo faktisk nummer et en overgang, og den smed vi ved at tabe 2-1 til Lyngby på Odense Stadion. Så vinder vi den næste, og så skal vi spile herude mod B1901, og AGF skal over til B93. Vi vidste godt, at B93 ikke var noget nemt hold at spille mod på det tidspunkt. De spillede med tre stoppere inde i midten, og det var nogle store nogen, Keld Christensen og sådan nogen. De var rigtig svære at spille imod, og så havde de et par fantastiske driblere oppe foran, så vi var godt klar over, at AGF ville få det svært. Samtidig vidste vi også godt, at vi skulle lave mange mål ude på stadion for at blive mestre, hvis det glippede for AGF.

– Man kunne godt følge lidt med. Der kom ikke noget i højtalerne, men vi kunne godt se på tilskuerne, at der skete et eller andet i København, og det var så B93, der udlignede til 2-2. Det var kæmpe stort. Bagefter var det helt vildt.

Hvordan var det at være med til at blive dansk mester anden gang i forhold til første gang?

– Det var endnu større, fordi jeg ikke var så meget med første gang. Jeg blev først rigtig seriøs, efter vi fik vores første barn.

Hvilken fest var den bedste?

– Dem begge to sgu da. Vi har altid haft det sjovt her i OB, når vi holder fest. Det har altid været godt, og Richard og Jonna har altid sørget for vores afslutningsfester. Vi har altid holdt super fester, men det der var selvfølgelig rigtig lækkert. Jeg tror, vi var ude i Ovre Holluf forsamlingshus, og Arne Lundemann kom.

Efter mesterskabet i 82 møder vi Liverpool i Europa Cuppen. Hvordan var det at spille mod så stort et hold, og spille på Anfield Road?

– Herude på stadion var det jo godt nok, for der var vi lidt med. De strammede ikke skruen helt, og jeg skulle have scoret. Jeg havde en chance, som jeg burde have scoret på. Derovre var vi chanceløse. Jeg tror faktisk ikke, vi havde mere end et skud på mål, og det havde jeg selv, fordi jeg skød 40 meter udefra. Helt ærligt, vi var chanceløse. De var så gode, og jeg kunne forestille mig, de var verdens bedste hold på det tidspunkt. De vandt jo så 5-0, og kunne sagtens have slået os større. Det var da stort at være derovre, men det var ikke pisse sjovt at spille, det var det altså ikke.

Du var med til at vinde pokalfinalen for første gang i klubbens historie i 83, som så samtidig var The Double. Hvilken følelse havde du, da pokalen var i hus?

– Der var vi rigtig, rigtig glade. Specielt jeg var, for det var jo min sidste sæson i OB. Jeg havde gjort op med mig selv, at når sæsonen var forbi, var jeg blevet så gammel, og vi fik ikke store summer for at spille fodbold, og jeg var blevet færdig med lærereksamen, og havde fået job. Det passede ikke med at spille i OB og træne fem gange om ugen, og da de ikke tilbød mig et ordentligt beløb for at spille fodbold ved siden af min lærergerning, så valgte jeg at blive træner i TPI i stedet for.

Du har både vundet guld, sølv, bronze og pokaltitel i din tid i klubben. Hvor stolt er du af det, du har opnået i OB?

– Jeg er meget stolt. Men det er jo ikke noget, man kan gøre alene. Det var den årgang 53, der var bærende på det hold. Poul Andersen og Allan Nielsen var jo fantastiske, Mogens Christiansen også. Der var Uffe, jeg og Jørgen Madsen. Vi udgjorde jo en stamme, og vi var lige i vores bedste alder der fra 77 til 83.

Du stoppede på toppen efter 83 sæsonen. Hvornår besluttede du dig for, at det skulle være din sidste?

– Det gjorde jeg, da vi begyndte at forhandle, og jeg ikke mente, de tilbød mig penge nok. Jeg synes selv, min sæson i 83 var en af mine bedste for OB, og jeg synes selv, jeg kunne bidrage med mere. Det viste sig jo også, at de kom året efter, og tilbød mig en kontrakt igen, mens jeg var træner for TPI, men den var stadigvæk for lav. Jeg forhandlede med dem, men jeg skulle jo have været gået ned i tid som lærer, og så skulle der have været nogle ekstra penge ind, men det var de ikke villige til.

– Jeg snakkede jo med min kone, og vi havde børn, der skulle passes og sådan noget, så jeg valgte at blive fodboldtræner i stedet for. Jeg har været træner fra 83 og lige til nu. I dag giver jeg så lidt tilbage, for jeg er kommet herned som Serie 2-træner, og vi skulle gerne have en seniorafdeling op at stå igen, og det har jeg sagt ja til at hjælpe til med.

Hvordan og hvor meget følger du OB i dag?

– Jeg var på stadion i går (Mod SønderjyskE), men jeg har jo et fuldtidsjob som skolelærer, hvor man skal være der 37 timer om ugen. Nu har vi godt nok fem flextimer, hvor man kan arbejde hjemme. Jeg har mit trænerjob hernede i OB, hvor vi træner to gange om ugen, og spiller kamp i weekenden, og jeg har et barnebarn, som jeg elsker overalt. Så når jeg har tid til det, men jeg gør ikke alt for at komme på stadion. Jeg kommer herned engang imellem, og går ud og ser lidt træning, når jeg har tid til det, og så kører jeg på stadion, når jeg har tid.

Hvordan kom det i stand, at du skulle være træner for Serie 2 hernede?

– Det kom i stand på den måde, at vi spiller oldboys, og så siger Morten Møller, at han er blevet træner for vores Serie 2-hold hernede, sidste år i efteråret. Der træner jeg så Allested, og jeg har en aftale med Patrick Pedersen, der er gammel 1. holdsspiller i Marienlyst, om at han skulle overtage holdet i Allested, når jeg stopper. Det skulle først være her til sommer. Så skulle jeg være cheftræner indtil da, og så skulle han hjælpe til, og bagefter skulle det så være omvendt, hvor han skulle være cheftræner, og jeg skulle hjælpe til. Så sker der det, at Poul Andersen spørger mig hernede, om jeg kunne tænke mig at blive træner, og så snakker jeg så med Allested, og spørger, om det ville være i orden, for Patrick gør det faktisk allerede så godt, at han kan gå ind og overtage holdet, og der er jo ingen grund til at have to trænere og betale mig en trænerløn for at køre til Allested og stå at kigge.

– OB stod, og manglede en hernede, så jeg snakkede lidt med familien, hvad de sagde til det. Der er ikke så langt at køre, og det er min gamle klub. Hvis de havde sagt ude i Allested, at det kunne jeg ikke, så havde jeg selvfølgelig taget det her halve år med, men de vidste jo også godt, at det var min gamle klub, og det kørte, som det skulle derude, så det fik jeg lov til, og derfor er jeg træner hernede i dag.

Kribler det ikke lidt i dig for at være med?

– Jeg spiller jo stadigvæk fodbold. Jeg skal spille på mandag nede i Assens for OB’s Grand Old Masters, eller hvad vi hedder nu. Jeg har været spillende træner i mange år, men jeg kan ikke være med her, er du sindssyg mand. De unge mennesker løber fra mig. Jeg var faktisk udtaget til Danmarksserien, da jeg var 40 år. Jeg spillede Serie 1, til jeg var 47. Jeg kunne godt gå ind og spille på Serie 2-holdet i 20 minutter. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg kunne ikke finde på det, men jeg kunne godt finde på at skrive mig selv på som 14. mand, for det er sgu ikke altid så for spillerne at være med som nummer 14.

Du vil måske også kunne lide...