Transfervinduet er lukket

Da onsdag blev til torsdag, lukkede transfervinduet, og der er ikke længere mulighed for at købe nye spillere. Jeg tror, at mange andre ligesom mig regnede med, at det skulle blive et stille og roligt transfervindue i Ådalen. Ikke fordi jeg håbede på det, men jeg regnede med det. Sådan blev det dog ikke.

Allerede et par dage inde i det nye år var Frederik Tingager og Izunna væk, og det lavede hurtigt om på de forventninger, jeg havde til transfervinduet. Salget af Tingager gav i hvert fald nogle mio. i kassen, men det betød ikke, at pengene kunne bruges på nye spillere. Som jeg hører det, har vi haft meget lidt penge at købe spillere for.

Som erstatning for Izunna hentede vi André Rømer i FC Midtjylland. Om det er op eller ned i forhold til Izunna skal jeg ikke gøre mig klog på endnu, men han skal da i hvert fald have chancen. Det er ikke en mand, vi har givet mange penge for, og han har da trods alt spillet, noget der ligner 150 kampe for midtjyderne.

I stedet for Tingager er Marco Lund kommet ind fra Esbjerg. Det er i hvert fald ikke en 1:1 erstatning, og jeg tror ikke, der er ret meget tvivl om, at han er hentet ind som backup, og så skal Tverskov spilles mere fast ind i det centrale forsvar. Så der skal man måle Tverskov op imod Tingager, og der er Tingager nok foran på point, efter som han har været fast mand på pladsen, og Tverskov har været kastet lidt rundt mellem forsvaret og midtbanen, når han har spillet.
Jeg synes dog, vi har set glimrende takter fra Tverskov til træning her i opstarten, og i træningskampen mod Vejle (Der er den eneste, jeg har set), der var jeg faktisk meget imponeret over ham. Han opførte sig som en leder på banen, og havde ikke nogle problemer med at dirigere med holdkammeraterne. Han er stadig ung, og hvis han kan fortsætte den stil, kan det blive rigtig interessant med ham.

Udover det har vi hentet Troels Kløve ind, og det tror jeg faktisk også, kan blive rigtig spændende. Han må være en mand, man satser på, siden man betaler for at få ham ind nu, når man allerede havde en aftale med ham til sommer. Selvfølgelig kunne man have frygtet, at vi havde endt med at få en mand, der kom ude af form, fordi SønderjyskE ikke ville have brugt ham resten af sæsonen, men jeg tror, han er hentet ind med en plan om, at han skal spilles ind i startopstillingen hurtigt.

De tre nye spillere er ikke nogen, jeg falder på halen over, men på hver sin måde synes jeg godt, de kan forsvares. Dog blev jeg tabt ved Fellah. Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor han er hentet ind. Han har spillet meget lidt det seneste års tid, og han dækker pladser, hvor vi er godt besat i forvejen. Jeg ved godt, han nok ikke koster os alverden, men ærligt talt, så forstår jeg det ikke. Vi melder endda ud, at han ikke lige er tiltænkt en rolle lige med det samme, men at det er en, der skal arbejdes på. Hvis han på et tidspunkt kommer i nærheden af noget, der ligner kampform, så skal han også først vise, at han er bedre end det andet, vi har. Jeg kunne nemt forestille mig, at han efter de seks måneders leje måske har fået et par enkelte indhop, og så er han væk igen.

Der har været en del spekulationer om, hvad der skulle ske med Joan, og det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i den sag. Nu er det dog sådan, at han ikke kom væk i første omgang, selvom der skulle have været konkret interesse fra en dansk klub. Vi var åbenbart ikke interesseret i at sælge ham til en anden klub i Superligaen, og det forstår jeg ærlig talt ikke. Han kom ikke med på træningslejren, fordi man mente, han var umotiveret, fordi han ville væk. Nu har vi så nægtet at sælge ham, så ikke nok med at vi nu skulle stå med en umotiveret spiller, så har vi også at gøre med en spiller, der er sat bagud i forhold til de andre, fordi han ikke var med på træningslejr. Jeg tvivler på, at Joan kommer til at spille for OB igen. Han kommer ikke tilbage på holdet, det er der allerede ødelagt for meget til, og så kunne vi lige så godt have solgt ham til den danske klub.

Der er dog stadig lande, hvor transfervinduet er åbent, så et salg kan stadig være en mulighed. Her gælder lidt af det samme for Jönsson. Der var lidt historier om, at Helsingborg ville have ham hjem, og det svenske transfervindue er åbent længe endnu, så det er stadig muligt.

Både Joan og Jönsson har kontraktudløb til sommer, og om de bliver, eller forlader klubben tidligere, det er svært at spå om. Dog kommer Jönsson nok til at spille en rolle, hvis han bliver, i modsætning til Joan.

Det er også stadig muligt for os at hente spillere en på fri transfer, men det ser jeg sådan set kun som en mulighed, hvis begge spillere smutter i nærmeste fremtid. Vi har rigeligt med spillere, der dækker deres pladser.

Jeg har set mange, der mener, at OB har haft et dårligt transfervindue, og jeg vedkender mig da også gerne, at der ikke er hentet spillere ind, hvor man har tænkt ‘wow’. Men i forhold til hvor lidt penge vi har at gøre med, så synes jeg faktisk ikke, det har været så forfærdeligt. Jeg tænker ikke, det har været godt, men jeg tænker heller ikke, det er dårligere, end hvad jeg havde forventet.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *