Adelgaard ser frem til Brøndby-kamp

Den nye sæson i Superligaen startede sidste weekend, hvor første runde blev afviklet, og her spillede OB 2-2 på hjemmebane mod Randers.

Her var Aske Adelgaard med fra start, og den unge back er glad for, at der er kommet gang i sæsonen igen, så der skal spilles kampe.

– Nu har vi været i gang lidt tid med både preseason og første Superligakamp, og det er selvfølgelig dejligt at spille kampe. Det er vores job.

Han var ikke tilfreds med det ene point i den første kamp mod Randers, hvor gæsterne fik scoret det udlignende mål på kampens sidste spark.

– Nej. På hjemmebane vil man gerne have tre point, og især når de scorer med fem sekunder tilbage af kampen. Det var ligesom at tabe, men et point er bedre end ingenting.

I denne runde skal OB på besøg hos Brøndby, og her er der lagt op til en vanskelig opgave mod et af de hold, der vil spille med i toppen af ligaen.

– Det bliver fedt. Brøndby på udebane, mange tilskuere og god bane. Det ser jeg frem til.

Det er Brøndbys første hjemmekamp i sæsonen, og derfor kunne man godt forestille sig, at de kommer stormende ud fra første fløjt foran deres egne fans.

– Det skal vi også selv gøre. Vi har nogle planer, og så må vi se, om vi kan stå imod. Vi kommer også selv med fuld power.

Hvad skal vi være gode til for at få noget med hjem?

– Vi skal gøre det, vi har trænet. Vi skal stå godt i kæderne, og vi skal være dygtige, når vi har kuglen. Vi skal skabe nogle gode muligheder på omstillinger.

Det er vel også vigtigt, at der ikke bliver så stor forskel på første og anden halvleg?

– Ja, vi havde en god første halvleg mod Randers, og så havde vi en noget dårligere anden halvleg, men det skal vi lære af. Vi er et nyt hold, og vi lærer hver dag.