Fenger: Glad for at være tilbage i startopstillingen
I årets to første Superligakampe har Max Fenger været på bænken fra start, da Bashkim Kadrii har været foretrukket som den forreste angriber for OB.
I weekendens udekamp mod SønderjyskE var der dog lavet en ændring i startopstillingen, så det var Fenger, der startede inde, og det var han selv rigtig glad for.
– Det er jo det, man gerne vil. Alle på holdet vil gerne starte inde, så det var en fed oplevelse at få lov til det igen. Resultatet var ikke lige det, man håbede på, når man fik lov til at starte inde igen, men her dagen efter er der ting, man kan tage med fra kampen, som er positivt, men der er også en masse negative ting.
Fenger havde ellers en rigtig god opstart denne vinter, hvor det nogle gange også så ud til, at det var ham, der ville blive satset på, men han endte alligevel på bænken i de to første kampe.
– Det skal man kunne håndtere. Jeg tror, uanset hvor man er henne, at man kommer i perioder, hvor man sidder på bænken, og så handler det om, hvordan man håndterer det. Det er en mental udfordring at sidde på bænken, når man føler, man skal spille. Så det er bare, hvordan man håndterer det, og så skal man prøve at vise træneren noget andet.
Bænkpladserne har også betydet, at Fenger har spillet to kampe for reserveholdet her i foråret, og han har scoret i dem begge. Det er dog ikke på det niveau, han gerne vil spille.
– Man får lidt meter i benene, og får nogle modstandere, der går til den, men det er ikke i nærheden af det niveau, man møder i Superligaen. Det er en blanding af U17 og U19, og så de få der ikke starter inde, så niveaumæssigt er det ikke det samme.
– Der er heller ikke gjort det samme ud af en reserveholdskamp som en Superligakamp. Så det er også en mental udfordring, at når man måske har tabt point og kun fået et kvarter, og er skuffet over det, så ti timer efter skal du stå op og spille kamp igen. Det er nok også meget sundt at komme videre og sætte hovedet op til en ny kamp.
Fenger scorede kampens første mål i 2-2 kampe mod SønderjyskE, og efter scoringen kunne man se, at der kom et ordentligt brøl fra angriberen. Målet betød da også en del for ham.
– Jeg er altid meget begejstret, når jeg scorer. Det synes jeg egentlig altid, jeg er. Men det er også, at vi scorer på den måde, vi gør. Det er noget, vi har øvet hele ugen.
– Det var også min første starter i år, så det var da en stor forløsning, men der er altid stor begejstring fra min egen side, når jeg scorer.
Giver det dig lidt ekstra selvtillid?
– Scoringer giver altid selvtillid, men det handler også om, hvordan man spiller, når man ikke har scoret. Der er også meget mere i spillet end at score mål. Der er også 90 minutter ud over det.
– Selvfølgelig bliver man som angriber bedømt ud fra mål, og når sæsonen er færdig, kigger man jo ikke på, hvor godt man har spillet, der kigger man ofte på statistik. Så det er da rart at få en scoring.
Der er to kampe tilbage i grundspillet, og der er ikke mere snak om top seks. Så hvad handler det om nu?
– Det var selvfølgelig vores mål for sæsonen at komme i top seks, og det har vi ikke gjort. Jeg synes, vi har smidt mange dumme point i mange kampe, men jeg synes også, vi har vist fine takter i mange kampe, ligesom vi har vist dårlige takter i mange kampe.
– Nu kommer vi så i det her nedrykningsspil, men forhåbentligt får vi seks point i de sidste to kampe i grundspillet, og så skal vi have sat en kæde af en masse gode kampe sammen. Det er lang tid siden, vi har vundet to i streg, så det kunne være meget sjovt at prøve.