Grubbe er glad for spilletiden – og håber på endnu mere

Tidligere på sommeren kunne OB præsentere Gustav Grubbe som ny mand i truppen. Helt ny i Ådalen var han dog ikke, da han havde spillet i OB før, og bare havde været væk i tre år, hvor han havde været i RB Leipzig.

Den 19-årige Grubbe sad på bænken uden at komme på banen i de fire første kampe i Superligaen, men i de seneste to har der været spilletid til ham.

I nederlaget på 2-0 til Brøndby kom han ind efter pausen, og spillede hele anden halvleg, og i den seneste kamp mod Horsens, som OB vandt 1-0, spillede han de sidste 24 minutter. Han er selv glad for, at det er blevet til spilletid i de seneste kampe.

– Det har været godt at komme ind, og kunne mærke det lidt. Jeg vil selvfølgelig gerne hige efter noget mere, så jeg håber på, det kommer.

I kampen mod Brøndby blev Grubbe sat ind på midtbanen, og i kampen mod Horsens var det på højre back. Han er da heller ikke selv i tvivl om, hvor han, og klubben, ser ham selv.

– Umiddelbart synes jeg selv, og det tror jeg også, de synes i klubben, at det er højre back, jeg skal spille. Jeg har en rigtig god konkurrent på den plads i Mickelson, som gør det godt. Der er ikke så meget andet at gøre, end at vise mig frem til træning, og når jeg så kommer ind på højre back, skal jeg også vise, at det er mig, der skal spille. Jeg ser mig selv på højre back, og det er også det, klubben ser mig som i fremtiden.

Er det ikke betryggende for dig at se, at du kan være med både tempomæssigt og fysisk?

– Jo, det er det også. Nu lavede jeg ikke mit bedste indhop i sidste kamp, men jeg har fået den der følelse af, at jeg godt kan være med, også efter kampen mod Brøndby selvom det var på midten, og vi ikke havde bolden så meget, så følte jeg stadig, jeg kunne komme med lidt. Det er også det, jeg skal. Jeg skal komme med det, jeg er god til.

Hvor tæt føler du, at du er på at komme endnu mere ind på holdet?

– Det er svært at sige. Nu har jeg jo fået noget spilletid i de sidste par kampe, så man kan håbe på, at det fortsætter i den retning. Det er altid det store spørgsmål i fodbold, og der er altid konkurrence.

– Det er altid svært at sætte et bestemt tidspunkt på, hvornår man kommer til at spille meget. Men jeg gør alt, hvad jeg kan for, at det kommer til at ske snarest muligt.

Sejren over Horsens var OB’s første i denne sæson, efter de kun havde hentet et enkelt point i de første fem kampe. På stemningen i omklædningsrummet har man også kunne mærke, at man havde brug for den sejr.

– Der har været god stemning efter sidste kamp. Det var virkelig noget, vi trængte til. Byen og fansene trængte til det.

– Det gav rigtig meget til os, at de viste deres støtte, efter de præstationer vi leverede i de første kampe. Det gav virkelig meget. Det kan godt være, det ikke var vores bedste fodboldkamp mod Horsens, men udtrykket var der, og det er det, vi har manglet lidt. Det skal vi køre videre på.

– Jeg tror også, at når vi skal spille mod Silkeborg, så bliver det med en lidt anden frihed og spilleglæde, efter vi har tre point i lommen fra sidste kamp. Vi håber, vi kan tage op og få point deroppe, selvom det er et godt hold, vi skal møde. Det bliver en svær kamp, men jeg tror på, at vi kan komme med noget gejst og noget godt spil.

Hvordan bliver det at komme op og spille på deres kunstgræs?

– Det er selvfølgelig et andet spil. Det går hurtigere. Vi træner på græs her i Ådalen, og nu må vi se, om vi kommer til at træne lidt på kunst, det er jeg i tvivl om. Det er ikke noget, vi normalt gør os i, så det vil være en fordel for Silkeborg, når de altid spiller på den, når de spiller hjemme.

– Der er også mange af os, der har været vant til at spille på kunst i fortiden, specielt os der har spillet i OB, så jeg tror ikke, det bliver en forhindring for os, for vi er også dygtige boldspillere. Vi skal bare ind og tage det som en udfordring.

2 Replies to “Grubbe er glad for spilletiden – og håber på endnu mere”

  1. slotsite

    I’m writing on this topic these days, slotsite, but I have stopped writing because there is no reference material. Then I accidentally found your article. I can refer to a variety of materials, so I think the work I was preparing will work! Thank you for your efforts.

Comments are closed.