Søren Krogh: Der er masser af lys i OB

OB kan ikke længere selv afgøre deres skæbne i Superligaen. Der er én runde tilbage, og her er der flere ting, der skal gå op, hvis OB også skal være at finde i Superligaen i den kommende sæson.

Hvis det skal lykkes, så skal OB selv vinde deres egen kamp i Viborg, mens Hvidovre skal vinde på hjemmebane mod Lyngby. Så vil OB grundet en bedre målscore blive oppe til fordel for Lyngby.

Det bliver derfor ret svært for OB at blive oppe, men til trods for det er der stadig godt humør og god gejst i truppen, fortæller Søren Krogh.

– Den er god. Vi fik lige en mavepumper, da Viborg ikke kunne gøre noget ved Lyngby. Det gav lige en dæmper, men vi er der. Vi har planen klar, og det har vi haft de sidste tre kampe, som skulle vindes.

– Jeg synes, vi træner godt. Det der er lidt træls, det er, at vi ikke selv kan afgøre det, men vi skal nok sørge for at få det gjort færdigt selv, og så må vi se, hvordan det kommer til at gå i den anden kamp.

– Vi skal vinde. Der er ikke noget med, hvad der står i den anden, vi skal bare vinde, og så må vi se, hvordan det ser ud i Hvidovre.

Senest spillede OB en rigtig god kamp hjemme mod Randers, hvor det blev til en sejr på 2-0, som også var den første sejr på hjemmebane i denne sæson.

Det var især nogle af de unge spillere, der trådte i karakter her, og det var også den kamp, der giver noget tro på, at der er noget at bygge på i fremtiden.

– Det er det, der har givet os som klub noget perspektiv. Jeg startede inde med fem gutter fra akademiet, og lige meget hvad der sker, så er der masser af lys i OB og i klubben. Det er dejligt. Det giver en god følelse.

– Lige meget hvad der sker, om vi skal ned og vende, så er der noget power i den her klub fra akademiet og de unge drenge. Det skal der bygges på.

Skulle de unge spillere have været bragt tidligere i nedrykningsspillet?

– Der er meget bagklogskab. Inden det blev der snakket om, at jeg ikke gav nok snor til de etablerede spillere. Det er bagklogskabens lys, der taler der, men det er selvfølgelig også en refleksion, jeg selv har haft, om vi skulle have lavet et større skifte tidligere både på personale og spilformation.

Men du må også være stolt over at se de unge gutter gå ind og brænde igennem på den måde?

– Ja, klart. Særligt den sidste hjemmekamp kommer til at stå meget tydeligt i min erindring med et helt stadion, der koger.

– Når jeg tænker tilbage på min karriere som spiller, så var det sådan, et OB-hold så ud, og det var fedt.

– Vi var i fremdrift på alle måder i den kamp, og det var godt at se. Det er vigtigt, lige meget hvad der sker, at vi har sådan en oplevelse. Det er fedt for vores ungdom.