Thomasen: Vi skal være på dupperne mod Silkeborg

OB kom lidt ned på jorden igen efter den store sejr over Vejle, da de i sidste weekend spillede hjemme mod Randers, og tabte kampen med 2-1.

Søndag eftermiddag gælder det så en kamp på udebane mod Silkeborg, og det er et hold, klubbens anfører, Jens Jakob Thomasen, har respekt for.

– Jeg tror bestemt, det bliver en spændende kamp, og vi er hoppet på kunst for at være så godt forberedt som muligt til den opgave. Det er selvfølgelig anderledes. Silkeborg spiller godt. De spiller hurtigt, og specielt på deres kunst. Vi skal være på dupperne.

Da de to hold mødtes på Odense Stadion tidligere i denne sæson, endte kampen 1-1, og Thomasen regner også med, at det denne gang bliver en tæt affære.

– Jeg tror, det bliver rimeligt lige, men Silkeborg gør også en stor dyd ud af at have meget possesion, og nogle gange må man acceptere det, og andre gange skal vi også selv have gode perioder på bolden, så forhåbentligt bliver det rimeligt lige fordelt.

Hvad skal vi være gode til for at ramme dem?

  • Vi skal være enormt disciplinerede, og så skal vi være skarpe, når de laver fejl. Vi skal også stresse dem til at lave fejl, for det kan de godt blive stresset til. Vi skal også selv være gode.

Er du overrasket over, at de som oprykkere er så stærke?

– Nej. Det er jeg ikke, fordi jeg synes, man ser sæson på sæson, at oprykkerne har en vindende formular, som de har trænet på, og har haft stor succes med i 1. division, og i og med at der også er forholdsvis få hold i Superligaen, så er der også ‘Superligahold’ i 1. division mål på kvalitet og størrelse.

– Jeg er ikke overrasket over, at de kommer med den kvalitet, som de gør. Men jeg synes også, de er bedre end almindeligt. De har virkelig haft tur i den, men ting kan også gå hurtigt i fodbold. Det kan hurtigt gå op og ned.

Jens Jakob Thomasen kender Silkeborgs træner, Kent Nielsen, rigtig godt, da han tidligere har været træner for OB, og han fortæller lidt om, hvad det er, han kan.

– Han er meget tydelig i den spillestil, han gerne vil have, og han er rigtig god til at få mange til at se det samme kampbillede, så holdet er sikker på, hvad det er for nogle løsninger, de skal finde i de forskellige situationer, så jeg f.eks. ved, hvad venstrekanten tænker, og gør. Han er lidt den gamle skole og en meget autoritær person, og en som man lytter til, og har meget erfaring at dele ud af.

One Reply to “Thomasen: Vi skal være på dupperne mod Silkeborg”

Comments are closed.