Troels Bech: OB er mere Frem Valby end FC Nordsjælland

Da klokken var 15:00 i eftermiddags, kunne OB præsentere Troels Bech som deres nye sportsdirektør. Han tager over efter Björn Wesström, der i morges modtog en fyreseddel.

Det er fjerde gang, Troels Bech bliver ansat i OB, de tre foregående gange har det været som træner, og efter pressemødet fik vi muligheden for at spørge ham, om fjerde gang er lykkens gang.

– Det er i hvert fald et privilegie som ingen andre i hele verden har, nemlig at kunne trække på sine erfaringer fra klubben indefra, fra byen hvor jeg har boet i mange, mange år, som jeg har tænkt mig at bruge.

– Om det er lykkens gang, det tror alle mennesker hver gang, og jeg har sjovt nok en tro på, at det er det denne gang.

Det blev meddelt på pressemødet, at Troels Bech vil have travlt med møder både i dag og i morgen, hvor han skal møde staben, men hvad har han på tapetet?

– Jeg skal have skabt mig en masse indblik, lige fra kontrakter der udløber, hvem der har klausuler, og dem der til min store ærgrelse har travlt med at fortælle medierne om, hvad de ønsker, eller ikke ønsker at gøre. Det skal vi have overblik over.

– Men alt det er jo de lavthængende frugter. De helt vigtige er, hvordan vi får optimeret på den hverdag, som skal give os en stærkere kultur og en stærkere klub.

– Jeg kan ikke sætte en finger på, hvad der i alle ender og kanter er gået galt, men ud fra det arbejde jeg har været en del af nu i en uge eller halvanden, kan jeg i hvert fald se, at der skal strammes op på kulturen i Ådalen.

Hvad synes du, er vigtigt i forhold til at have en god kultur?

– Jeg kunne have mange elementer, men et af dem er, at vi har et fælles billede af, hvad vi gør, når der er modgang. Hvordan håndterer vi, at de andre scorer, eller at vi taber en bold? Eller i den store skala når vi rykker ned. Vi skal finde ud af, hvad det er for nogle handlinger, der gør, at vi rykker sammen.

– Jeg kan ikke love, at jeg kan holde mund, når jeg er ude og se træninger, for hvis der er nogen, der taber bolden, og ikke straks er over den i genpres som et rasende dyr, så synes jeg, vi har et problem, der rækker langt ud over det ene øjeblik. Det er reaktioner på modgang, jeg synes, er det helt afgørende i kultur.

– Vi kan have masser af ideer om, hvad vi skal gøre, når det går godt, det kommer som regel af sig selv. Men det at håndtere de små bump, der kommer, uanset hvor hurtigt vi kører, det skal vi have et fælles rum for.

Kan du trække på din tidligere tid i klubben for at fremme kulturen i det nuværende OB?

– Ja, det tror jeg godt, jeg kan. Men ikke ved at prøve at kopiere noget, der var engang. Jeg kan også konstatere, at da jeg to af de tre gange blev fyret, så er det ikke alles vurdering, at den kultur jeg var med til at skabe dengang, var god nok, og det kan jeg godt forstå.

– Jeg synes, der er noget, der tyder på, at der er ting, der lægger meget dybere end den her nedrykning eller et par fyringer i OB. Niels Thorborg sagde, at hvis syltetøjsglasset er sat skævt på fra start, så er det svært at få af, lige meget hvor hårdt man prøver, så er det bare skævt.

– Hvor lang tid har det så været skævt? Jeg kan konstatere, at i 50 år er der ikke en træner, der har forladt OB opad. Ikke engang Richard Møller. Han måtte til 9’erne, og undskyld til dem men det er satanedeme et skridt nedad. Og hvor mange spillere har forladt klubben opad? Hvis det er tilfældet, at det ikke er ret mange, så er det her problem større end den nedrykning, vi har i år, og det er det arbejde, vi skal i gang med.

Troels Bech fortalte selv, at planen er, at Søren Krogh også er cheftræner for holdet, når de møder ind igen efter sommerferien, men han har endnu ikke haft mulighed for at tale med træneren.

– Nej, det har jeg ikke i al den stund, at jeg først er trådt ind i jobbet nu her, og Björn har haft jobbet. Jeg har på ingen måde ville træde ind på en anden mands territorium, så jeg er først kommet i virke nu, som vi står her, og snakker. Der er rigtig mange, jeg skal snakke med, og Søren bliver den første.

Har du noget kendskab til Søren Krogh i forvejen?

– Jeg kender Søren fra Pro-Træner uddannelsen, hvor jeg har været tovholder for snart 40 dygtige danske trænere, og udenlandske i øvrigt. Flere af dem er i Superligaen. Søren har været en af dem, og jeg ved, han er en bragende dygtig træner.

– Så er der jo det med, hvordan man håndterer hverdagen, og der har jeg jo ikke det indblik, som i måske har. Det har Søren, og det skal jeg have ham til at fortælle mig lidt om, for det er grundlæggende min overbevisning, at min opgave som sportsdirektør er at styrke den til enhver tid siddende træner, og det er Søren.

– Jeg kan godt forstå, emnet er spændende. For betyder det så, at Søren er sikret i en måned, et år eller ti år? Nej, det gør det ikke. Det betyder bare, at det er intentionen og planen, og alle planer skal opgraderes, jo mere viden man får, og jeg har brug for mere viden, end jeg har.

– Jo mere vil man undervejs kunne opgradere sin plan, men jeg kan ikke sige andet, end at Søren er for mig at se den træner i OB, der også skal hjælpe os det næste stykke vej.

Det er ti år siden, Troels Bech senest havde et job i OB, men hvad er forskellen på ham, der var der dengang, og ham der kommer til klubben nu?

– Du kan se noget af den jo (Viser sine grå hår frem). Jeg vil da bilde mig ind, at hvis jeg for ti eller 25 år siden vidste, hvad jeg ved i dag, så havde jeg haft større chancer for at levere et godt stykke arbejde.

– Der er noget af det, jeg har brugt min tid på siden, f.eks. de sidste ti år, hvor jeg ikke har været i OB, det er bl.a. at øve mig i at være sportsdirektør, og jeg har også brugt de sidste fire år, hvor jeg har haft min egen forretning, på at udvikle mit og andres lederskab. Det tænker jeg lige så godt, vi kan tage i brug, når vi skal i gang med det arbejde her.

Hvis vi snakker spillestil, foretrækker du så en boldbesiddende spillestil, eller er det de gode gamle OB dyder, hvor man slår sig, når man spiller mod OB?

– Jeg kommer jo med mine egne præferencer, og de gange jeg har været i OB, har jeg nok prøvet at skabe noget, der var mere tiki taka, end godt er. Nu er der andre, der skal være med til at sige noget om det her end mig, men jeg har nok efterhånden indset, at OB er mere Frem Valby, end det er FC Nordsjælland.

– Det synes jeg godt må gå igen, og derfor tænker jeg, inden vi får bolden til at glitre af guld, så må den gerne glitre af sved og knokkelfedt. Blod er også okay, især hvis det er de andres. Hvis man må sige det.

– Når jeg ser akademiholdene, og når jeg hører Tonny Hermansen tale om det, så er det også noget med, at man skal kunne knokle, og man skal kunne løbe. Så tænker jeg, at de fleste hold har behov for at løbe meget, og det skal vores hold også kunne.

– Inden jeg begynder at stå her og gøre mig til talsmand for noget arbejde, der ligger foran os, så vil jeg sige, at jeg tror også, vi skal genbesøge, om vi skal spille tidens fodbold, eller om vi skal spille OB’s fodbold, og jeg synes, det sidste er det, der skal identificere os.

– Jeg kan huske et citat, Lars Høgh altid sagde. ”OB er en stor klub, og har en stolt tradition, og har en særlig kultur. Nu skal vi bare have fundet ud af, hvad det egentlig er”.

Som sportsdirektør sidder Troels Bech selvfølgelig også med det store ansvar forud for det kommende transfervindue, og han regner med, at det bliver et travlt et af slagsen.

– Ja, det gør jeg. Og det er selvom, jeg altid har troet på, at det er bedre at undgå to forkerte end at få fem rigtige. Dermed sagt at vi helst ikke vil have så stor en omsætning af spillere, og det ser også ud til, at det har været svært at håndtere den store udskiftning, man har haft her.

– Men vi kan blive presset ud i det. Hvis det ender med, at der er for mange, der ikke skal være her, så skal vi have nogle andre til at være her. Der håber jeg meget, og det gør jeg sammen med Jimmi Nagel og Tonny Hermansen, at vi kan finde de rigtige spillere udefra, der kan supplere de unge spillere, der skal have kortere vej til førsteholdet.