Tverskov: Ærgerlige over resultatet i Farum

OB har ikke fået den bedste start på foråret i Superligaen, da det sidste weekend blev til 0-0 på hjemmebane mod Randers, og fredag aften ventede en svær udekamp i Farum mod FC Nordsjælland.

Her måtte OB tage hjem uden point, da det blev til et nederlag på 4-2, og det var noget, der ærgrede holdets anfører, Jeppe Tverskov.

– Først og fremmest er vi lidt ærgerlige over resultatet, men også kampforløbet. Jeg synes, vi kommer lidt for langsomt i gang, og så synes jeg også, vi får lidt fat i det, inden de scoret efter en periode, hvor jeg egentlig synes, vi har haft okay fat i det.

Det virker til, at vi først kommer rigtigt i gang efter deres første mål?

– Ja, det er det, vi ærgrer os lidt over i forhold til kampforløbet.

Inden pausen fik Mads Frøkjær udlignet til 1-1, og samme Frøkjær havde også en stor chance for at bringe OB foran kort før pausen, så måske var hjemmeholdet lidt heldige med ikke at være bagud efter de første 45 minutter.

– Vi har en stor chance lige inden pausen, hvor Frøkjær kan score, men de har også haft lidt selv. Uafgjort ved pausen er nok fair nok, men vi havde en stor chance, så vi kunne være foran. Hvis vi havde været foran, og kunne have nogle lidt længere perioder på bolden mod dem, havde vi været godt med.

Emmanuel Sabbi fik et mål underkendt for offside meget kort inde i anden halvleg, hvor det ellers kunne have været en rigtig god start på anden halvleg for OB.

– Det var egentlig en okay periode op til deres mål til 2-1, og derfra bliver det lidt mere tjubang. Det her lidt vilde og halve omstillingsfodbold passer dem bedre. De har nogle hurtige gutter og nogle meget offensive backs, hvor vi skal gøre lidt mere for at opbygge vores angreb.

– De har det her spil, men de laver også nogle fejl, og det er også det, vi scorer vores mål på.

Det var i stedet FC Nordsjælland, der kom foran med 2-1, og så faldt OB lidt sammen, og så stod der lige pludselig 4-1 til hjemmeholdet, inden et selvmål fik reduceret til 4-2 for OB lige inden slutfløjtet.

– Kampforløbet bliver lidt mere til FC Nordsjælland, og der er nogle ting, der falder fra, og man skal være nødt til at tage nogle risici. Det er det, vi gør, og der kommer så nogle situationer, hvor det bliver mere en mod en, men vi giver ikke have et kampbillede, hvor det er, vi ikke kommer frem til noget.

Nederlaget til FC Nordsjælland betyder, at OB ikke længere er i top seks i Superligaen, og der er kun tre kampe tilbage i grundspillet til at komme tilbage, hvilket godt kan se lidt svært ud.

– Får vi alle ni point, er jeg sikker på, vi nok skal komme i top seks, men det kan jo ændre sig lidt for hver kamp, der bliver spillet i Superligaen, så det er svært at sige. Men vi er selvfølgelig ikke glade for at stå med ét point efter to kampe.