1 dag tilbage: Jakob Michelsen: Vi er svækket på den korte bane

Sidste sommer blev Jakob Michelsen præsenteret som ny træner i OB, da man fyrede Kent Nielsen, og efter en rigtig dårlig sæsonstart fik han sat skik på holdet.

OB kom med i top seks for første gang i otte år, og i den sidste spillerunde var der stadig noget at spille om, men fynboerne måtte nøjes med en femteplads i Superligaen.

Det er altså den anden sæson, Michelsen tager hul på i OB, og ofte siger man, at det er den sværeste. Det kan han også godt nikke genkendende til.

– Ja, for der sker nogle gange noget med selvforståelsen, når man klarer sig rigtig godt. Derfor kan den anden sæson godt nogle gange være sværere. Det ser man også tit for en oprykker, hvor det lige pludselig bliver hverdagskost, og det skal man passe på med. Indstilling og ærgerrighed kommer frem for alt, og også realisme. Det er rigtig vigtigt, når man snakker evnen til at kunne præstere.

– Der er ingen tvivl om, at vi går ind til den her sæson med optimisme, men også med realisme.

Hvor tilfreds har du været med træningsopstarten?

– Jeg tror ikke, du finder en Superligatræner, der ikke har været helt vildt godt tilfreds med sin opstart, og er vanvittig optimistisk. Jeg synes, vi har haft en fin opstart, vi er kommet igennem det, vi skal. Vi står på et andet sted nu i forhold til sidste år, i og med trænerteamet er det samme. Vi kender spillerne, og vi har et fundament at arbejde ud fra. Vi har desværre været lidt for meget ramt af skader her i opstarten, hvilket vil sige, der er nogle spillere, der ikke er 100% der, hvor de skal være endnu. Men det er der heldigvis mulighed for at råde bod på.

– Vi er der, hvor vi skal være fysisk. Der er selvfølgelig nogle spillere, der har et efterslæb, i og med de har misset dele af opstarten, men grundlæggende er vi, hvor vi skal være. Man ved godt, at man som regel skal spille 3-4 kampe i Superligaen, før man rigtig er der, men det er ens for alle hold, men fysisk og mentalt er vi klar til at give den gas fra dag ét.

OB har spillet tre rigtige træningskampe her i opstarten mod SønderjyskE, Holstein Kiel og Roskilde, og Michelsen er udmærket tilfreds med det, de har fået ud af dem.

– Ja, under de forudsætninger vi har haft, synes jeg, vi har fået det ud af det, vi skulle have. Det gælder om, at vi rent spillestilsmæssigt ved, hvad det er for et udtryk og så klargøre det overfor hinanden, og det samme rent formmæssigt. Vi er der, hvor vi skal være, og vi glæder os til en vanvittigt spændende sæson, som bliver brutal.

Den første kamp i denne sæson er mod de forsvarende mestre fra FCK på hjemmebane, men Michelsen vil ikke snakke om, at det er et godt tidspunkt at møde dem på.

– Jeg tror aldrig, der er et godt tidspunkt at møde FCK på, for uanset hvornår man møder dem, så er de vanvittigt stærke. Nu har vi efterhånden mødt dem fire gange sidste år, hvor det ikke lykkedes at tage point fra dem, men vi kommer forhåbentligt tættere på det tidspunkt, hvor vi tager point fra dem, og det kan forhåbentlig allerede være på søndag.

Hvordan tror du, kampbilledet bliver?

– Det er svært at spå om. Jeg synes egentlig, der har været vidt forskellige kampbilleder, de gange vi har mødt dem. Vi er blevet sønderbombet i Parken, hvor vi tabte 6-1 og 4-0, og vi har også følt, at vi var med langt hen ad vejen, da vi spillede hjemme, og tabte 1-0.

– Det er tidligt at spå om, for alle kampe har deres eget liv, uanset om du møder FCK eller Viborg. Der er ingen tvivl om, at FCK bliver en hård nød at knække, for det er et vanvittigt stærkt fodboldhold, også internationalt set.

I starten af ugen blev det meldt ud, at det bliver Oliver Christensen, der vogter målet i kampen, og selvom det er en meget ung målmand, der kun har én Superligakamp i bagagen, så bliver der som sådan ikke gjort noget ekstra for at gøre ham klar.

– Vi snakker med alle vores spillere, herunder også Oliver. Det er også derfor, vi meldte ud til begge målmænd for over en uge siden, at det er Oliver, der står, for at han kunne selv forberede sig og give ham ro til at vide, at uanset hvordan han stod mod Roskilde, så ville han spille mod FCK.

– Vi ved godt, at vi har mistet Superligaens bedste målmand, og der er ingen, der forventer, at Oliver fra dag ét gør det lige så godt som Sten Grytebust. Det ville være naivt at tro. Der er ingen tvivl om, at Sten er Superligaens bedste målmand, og det er der ingen, der kan erstatte.

Til fredagens træning så det umiddelbart ud til, at Michelsen kan vælge frit, når han skal stille hold til kampen mod FCK, men sådan er det alligevel ikke helt.

– Det er rigtigt, at i dag var den første dag i hele opstarten, hvor alle spillere var på træningsbanen. Derfra og til at alle spillere er i en sådan forfatning, at de kan spille mod Danmarks bedste hold, der er alligevel et stykke vej. Så helt frit valg på alle hylder er der ikke.

Vil du sige, at vores trup er svækket, som den ser ud nu?

– På den korte bane er vi svækket. Vi mister Superligaens bedste målmand, og får en ung uprøvet målmand ind, og vi mister Casper Nielsen, som var en vigtig spiller for os. Vi har fået Moses Opondo ind, som ikke er der, hvor han skal være rent fysisk endnu, og så har vi byttet Helenius med Sander Svendsen. På den korte bane er vi svækket, men omvendt så de to spillere vi har fået ind, plus Oliver Christensen, det er spillere på 20-21 år, som har fremtiden foran sig.

Til sidst skal vi lige have svar på, hvad målsætningen er til den kommende sæson, og det er den samme målsætning som så mange andre klubber.

– Målsætningen er top seks, ligesom den er for rigtig mange andre hold. Nu kom vi i top seks, for første gang i otte år, sidste år, og hvis vi kan gøre det to år i træk, så vil det være fantastisk.

Du vil måske også kunne lide...