150 kampe for OB: Thomasen ser tilbage – og lidt frem

Jens Jakob Thomasen er en af OB’s egne drenge. Han har været ungdomsspiller for klubben, inden han fik sit gennembrud på klubbens førstehold.

For nyligt rundede han sin kamp nummer 150 for OB, og det er et punkt, han selv er meget stolt af at have rundet nu.

– Det er en fin milepæl, som jeg nok ikke havde forventet. Det er et eller andet sted en markering af, at jeg har været en del af holdet længe, og det har jeg været glad for.

24. april 2015 fik JJ sin debut for OB i Superligaen, da han var med fra start i en udekamp mod Esbjerg, mens han i den efterfølgende runde spillede sin første kamp på Odense Stadion, da han blev skiftet ind mod Brøndby.

– Jeg fik jo debut i Esbjerg, og jeg må indrømme, at den har nok fyldt mere i mit hoved. Jeg kan godt huske kampen mod Brøndby, hvor jeg kommer ind efter en times tid.

– På det tidspunkt gik det rigtig stærkt. Jeg havde fået debuten i Esbjerg. Jeg gik stadig i skole, og tiden gik lidt stærkt. Jeg var lidt frem og tilbage for at træne med førsteholdet. Jeg blev kastet meget frem og tilbage. Det var en tid, hvor man ikke tænkte så meget, man blev bare kastet ud i det.

– Det var rigtig fedt. Det var spændende, men det var også en svær sæson, så der var noget pres på. Men det var selvfølgelig fedt, og jeg var glad for, der var mange flere kampe efterfølgende.

Hvordan var det at gå fra en ung spiller på akademiet og så op på førsteholdet?

– Jeg fik min første kontrakt som U15, og jeg har fulgt holdet længe. Derfra gik det fremad for hvert år. Jeg kom med omkring førsteholdet og noget U-landshold. Det har været fedt at kunne komme igennem nåleøjet.

– Èn ting er at kunne få kontrakten, noget andet er så at få spilletid og blive fast mand, og så også kunne udvikle sig til en bærende spiller. På den måde synes jeg, at jeg har taget mange naturlige skridt for at få de her 150 kampe.

Da Jens Jakob Thomasen fik sin debut for OB, var det med Ove Pedersen som træner, og tiden under ham husker han som en meget resultatorienteret periode.

– Ove kom jo ind for at ’rydde lidt op’. Jeg havde trænet med mange gange under Troels Bech, men jeg oplevede ham som en, der skulle ind og forsimple gameplanen. Han var enormt afklaret, og vi spillede også meget afklaret.

– Det var en resultatorienteret tid. Vi skulle ud og have nogle resultater, det var det vigtigste. Han var der også kun det halve år, hvor han så var færdig efter sæsonen.

Efterfølgende har du haft Kent Nielsen og Jakob Michelsen som træner i OB. Hvem har været den bedste for dig?

– De har alle sammen på den ene eller anden måde været med til at bidrage til min udvikling. Det er svært at sige, hvem der har været bedst for mig.

– Ove er betydningsfuld, fordi han gav mig min debut selvfølgelig. Kent var vigtig i forhold til den her transition, hvor jeg begyndte at få noget mere spilletid og også i startopstillingen. Jeg fik mange kampe under Kent.

– Jakob har været med til at få lagt et ekstra lag på i forhold til min fysik. De har alle haft en stor andel i, hvor jeg er i dag, så det er svært at sige, hvem der har været bedst.

Det kunne muligvis godt have været blevet til mere end 150 kampe for OB allerede nu, hvis Thomasen ikke havde været ramt så meget af skader, som han har været i hans tid i klubben, men det er ikke noget, han tænker så meget over.

– Det er rigtigt, at jeg har haft nogle skader. De sidste mange skader har været slagskader. Det har ikke været fiber og alt sådan noget. Det har været en skulder, det har været en brækket tå, en brækket læg og sådan nogle ting, der er svære at gøre noget ved.

– Det er klart, det har ødelagt momentum for mig nogle gange, men jeg tror ikke, der er nogle af sæsonerne, hvor jeg har spillet under 20 kampe. På den måde har jeg hele tiden været en del af det, så snart jeg har været klar, på den ene eller den anden måde.

– Det nytter ikke noget at gå og tænke over det, udover man skal være bevidst om, at det er vigtigt for mig at forebygge så meget, jeg kan. Man kan ikke gøre det store hverken fra eller til. Man kan ikke gå og græde over det, der er sket.

Selvom han med sine 24 år stadig er en forholdsvis ung mand, så er Thomasen også en af dem, de unge spillere kan læne sig op af, og det har han det selv rigtig godt med.

– Det har jeg det fint med. Som nævnt før er det også et af de her naturlige skridt. Jeg kan tage lidt mere ansvar både på og udenfor banen, også qua jeg har været igennem akademiet. Jeg kender turen, og ved, hvad de går igennem i den her klub. Det har jeg det fint med, og tager gerne noget ansvar.

Kan du mærke en forskel på OB nu og så dengang, du fik din debut på holdet?

– Der er rigtig mange forskelle. Jeg tror måske, holdet er blevet skiftet ud 3-4 gange i den tid, jeg har været her. Der har været en del udskiftning af den ene eller anden årsag.

– Selvfølgelig er der blevet rykket på en del, og man forsøger hele tiden på at optimere. Den optimering ændrer sig også, afhængigt af hvilke øjne der kigger på det. Da Jesper Hansen var sportsdirektør, havde han jo en retning, han gerne ville skubbe både trænere og kultur i, og nu er Michael der med nogle andre vinkler og andre ting, han presser på med.

– Klubber er jo sjældent perfekte. Jeg tror også, de helt store klubber trænger til fornyelse engang imellem. Man prøver at optimere hele tiden. Klubber er dynamiske.

Midtbanespillerens nuværende kontrakt med OB løber frem til næste sommer, men hvad der så skal ske til den tid, er ikke noget, han bruger meget tid på at tænke over.

– For at være ærlig, så er det ikke noget jeg tænker vildt meget over. Jeg spiller, så meget jeg kan, og så godt jeg kan. Jeg prøver at hjælpe klubben så meget som muligt, og så må den snak komme senere. Det har jeg ikke det store fokus på.

Ved seneste kontraktforlængelse sagde Jesper Hansen, målsætningen var, at du skulle sælges til udlandet indenfor de tre år, du forlængede med. Er der stadig snak om det?

– Det er i hvert fald ikke Jesper, snakken er der med. Et eller andet sted tror jeg da, vi alle sammen drømmer om, at man har præsteret så godt i OB, at det har gjort dig interessant for noget i udlandet, så man på den måde kan lave en fed case.

– Selvfølgelig håber jeg på, at jeg har gjort mig så bemærket, at jeg har gjort mig interessant for udlandet også.

2 Replies to “150 kampe for OB: Thomasen ser tilbage – og lidt frem”

  1. http://bit.ly/3gdNsnp

    Hi! I know this is kind of off topic but I was
    wondering if you knew where I could locate a captcha plugin for my comment form?
    I’m using the same blog platform as yours and
    I’m having problems finding one? Thanks a lot! asmr 0mniartist

  2. bit.ly

    Wow! This blog looks exactly like my old one! It’s on a
    completely different topic but it has pretty much the same page
    layout and design. Excellent choice of colors! asmr 0mniartist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *