4 dage tilbage: Drachmann: FCK har brugt hele vores budget på to uger

Nedtællingen til Superligapremieren fortsætter, og den første kamp kommer tættere og tættere på. Der er i dag kun fire dage til sæsonens første kamp mod FCK.

I dag har vi haft en snak med vores anfører, Janus Drachmann, og han glæder sig til at komme i gang med Superligaen igen.

– Vi glæder os allesammen til at komme i gang, og vi glæder os til at spille om point igen. Vi glæder os til at få lidt mere intensitet ind i kampene, og til at opleve vores fantastiske stadion med en masse mennesker.

I den kommende sæson kan fansene forvente et OB-hold, der spiller positivt fodbold, og han håber på, at de kan skabe glæde på hele Fyn.

– De kan forhåbentlig forvente det samme som i store dele af sidste sæson. Et stabit OB-hold, der gerne vil være chanceskabende, spille fremad og skabe en masse glæde på Fyn.

Hvordan er stemningen i omklædningsrummet forud for sæsonstart?

– Den er god. Man kan godt mærke i denne uge, at folk er endnu mere koncentrerede, end de har været i de foregående uger, hvor der har været lidt mere fysisk træning, og nu er det lidt mere taktisk, og folk er begyndt at forberede sig mentalt på den opgave, der venter søndag.

Når snakken falder på, hvad succeskriteriet er i den kommende sæson, så er anføreren ikke i tvivl om, hvad han skal pege på.

– Man siger altid, man skal gøre det bedre end i sidste sæson, så et succeskriterie vil helt klart være at komme i top seks endnu en gang, og så kan alt jo ske. For mig personligt er det at fordoble min måltotal. Det burde kunne lade sig gøre, det er jo kun to mål.

Hvilken spiller i truppen skal vi især holde øje med i den kommende sæson?

– Der er mange spændende spillere. Tverskov havde en blændende sæson sidste år, og jeg har store forventninger til, at han kan gøre det igen. Jeg glæder mig også til at se vores nye angriber, Sander Svendsen, han har forhåbentlig nogle mål i støvlerne, og kan skabe noget glæde på stadion.

Sæsonens første kamp er en hjemmekamp mod de forsvarende danske mestre fra FCK, og han mener, at OB har haft godt styr på dem på hjemmebane.

Vi starter med en hjemmekamp mod FCK, hvad bliver det for en kamp?

– FCK har hentet mange nye spillere. De har jo brugt hele OB’s budget på to uger i transfervinduet. De er regerende mestre, og det bliver også spændende at se, hvor de står, det er altid spændende i en premierekamp. Jeg synes, vi har haft godt styr på dem på hjemmebane. Bortset fra slutresultatet har vi gjort mange ting rigtige. Det bliver en kamp med masser af nerve og masser af dueller, chancer og godt spil.

Hvordan er din generelle følelse forud for den nye sæson?

– Den er god. Man havde en lidt øv-følelse, da vi sluttede hjemme mod Brøndby, men jeg synes egentlig, at indholdet af kampen var rigtig godt. Det kan man selvfølgelig ikke bruge til så meget, for det er resultatet, der tæller, men jeg er optimistisk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *