6 dage tilbage: Ryan Johnson Laursen vil spille mere frit

Vi tæller for alvor ned til den nye sæson, og der er seks dage til, vi spiller den første kamp oppe i Vendsyssel. Hele denne uge bringer vi et nyt interview hver dag, mens vi tæller ned til søndag.

Det første interview er med Ryan Johnson Laursen, og han er ikke i tvivl om, hvad han glæder sig mest til ved den nye sæson.

– Til at spille om noget igen. At få den der hverdag op at stå med, at der er kamp i weekenden, og der er point på spil. Det er fint nok med træningskampe, men det er sjovere at spille en kamp i turneringen.

OB’s fans har været hårdt prøvede de seneste syv sæsoner, men hvad kan fansene egentlig se frem til i den kommende sæson?

– De kan nok forvente, at vi kommer ud med et udtryk, der er lidt mere aggressivt og arbejdsomt, hvor vi nok ikke er for fine til at smide nogle flere bolde i bagrummet og presse op derfra, krydret med mange af de samme måder at spille op på. Vi vil gerne blande det lidt mere, så vi ikke bliver for nemme at læse og for nemme at spille imod.

Johnson Laursen mener, at stemningen i omklædningsrummet er rigtig god, nu hvor spillerne har haft mere tid til for alvor at lære hinanden at kende.

– Den er rigtig god. Nu er vi efterhånden en gruppe, der har været sammen i lang tid, og vi begynder at kende hinandens måde at være på og spille på, og det synes jeg også, smitter af både i træningen, som er på et højt niveau, og i de træningskampe vi har haft, som også har været på et højt niveau, så der er god stemning.

Forsvarsspilleren har ikke sat noget mål om, hvor mange mål eller assists han skal lave i den kommende sæson, det er noget andet, der er vigtigt for ham.

– Jeg har ikke sat antal kampe eller assist/mål op for mig. Det vigtige for mig er, at jeg går ind til en sæson, hvor jeg ikke spiller for, at jeg ikke bliver skadet. Jeg har spillet lang tid nu, hvor jeg hele tiden har tænkt, ‘Jeg skal ikke blive skadet, jeg skal ikke blive skadet’, så nu vil jeg gerne opnå noget. Jeg vil gerne vise mig frem, uden jeg skal have min krop i baghovedet hele tiden. At spille en smule mere frit er mit store mål i denne sæson.

Når han skal pege på, hvilken spiller man skal holde et ekstra godt øje med i den kommende sæson, så mener Ryan, at den nyeste mand kan blive vigtig.

– Jeg synes, Alexander Ludwig er startet rigtig godt. Han kommer med noget power i forsvaret, og har vel ikke tabt en duel i kampene endnu. Det ser positivt ud med ham.

Der er seks dage til, vi spiller den første kamp oppe i Vendsyssel, og han mener, det bliver en svær opgave, som vi dog skal være i stand til at trække os bedst ud af.

– Jeg forventer, at det måske ikke bliver den mest velspillede kamp. Det gør det sjældent i den første runde, hvor der er noget spænding, der skal rystes af, og samtidig er det deres første Superligakamp nogensinde, så de vil gøre alt for at komme med en god præstation. Vi skal ud og være cool, og så har vi også niveauet til at slå dem, men det bliver rigtig svært, det er jeg helt sikker på.

Ryan går ind til den nye sæson med en god følelse i kroppen, og han mener, at vi skal tage det i små etaper, da der går lang tid, før det bliver afgjort.

– Det er en god følelse og optimisme. Ikke så mange tanker på alt det her med top seks, nu tager vi bare én kamp ad gangen. Der er lang tid til, det bliver afgjort, så vi tager det bare uge efter uge, og så går det også godt, tror jeg.

Du vil måske også kunne lide...