Tverskov: Vil gerne på en højere hylde

Kort inden dagens træningskamp mod Hvidovre blev det offentliggjort, at OB har forlænget kontrakten med Jeppe Tverskov, så den nu gælder frem til sommeren 2020.

Hverken Kenneth Emil Petersen, Sten Grytebust eller Rasmus Festersen var med fra start, og det betød, at Tverskov fik lov til at fejre den nye kontrakt med at bære anførerbindet.

Han nåede dog ikke engang at spille en hel halvleg, da han måtte lade sig udskifte med fem minutter til pausen, men det er ikke noget alvorligt.

– Jeg havde en sprint her op ad linjen, hvor jeg mærkede lidt i balden. Nu har vi lige kigget på det, og det er ikke noget slemt, men det er noget, vi lige skal have styr på de næste par dage, men det er ikke noget alvorligt, siger Tverskov til OBstruktion.

Tverskov er glad for sin nye kontrakt i OB, og han mener, det ser spændende ud med det nye trænerteam, der står i spidsen for holdet.

– Det er jeg glad for. Jeg er glad for, at jeg skal spille her i et år mere i hvert fald. Jeg synes, det er spændende med et nyt trænerteam, og jeg glæder mig til at se, hvad de har, når sæsonen for alvor går i gang. Nu har det jo set fint ud i træningskampene, så jeg håber, vi kan fortsætte noget af det, vi har gjort godt.

Der er blevet lagt et år oveni den aftale, han allerede havde med OB, og det virker måske af lidt, men Tverskov har det fint med, at han nu er på kontrakt i to år endnu.

– Det er jo et år oveni det ekstra år, jeg allerede har, så det er jo minimum to år, kontrakten løber. Når jeg så har været der i den tid, har jeg jo brugt mere end halvdelen af min karriere i OB. Jeg synes ikke, det er kort tid, og jeg er glad for, at jeg er med på den fremtidige rejse, vi har med holdet her, og så må vi jo se, hvad der sker.

Han vil ikke lukke døren for, at han kan blive i OB længere end 2020, men Tverskov lægger heller ikke skjul på, at han gerne vil prøve sig af et større sted.

– Det må vi jo se. Jeg håber selvfølgelig, at jeg eksponerer mig selv så godt, at jeg en dag kan komme videre på en højere hylde. Min kontrakt er blevet forlænget, så det både skal være godt for mig, men også for holdet her i OB. Både træner, sportsdirektør og jeg er tilfredse, så det var en samlet god pakke.

Du vil måske også kunne lide...