Alexander Juel: Vi kommer hamrende mod Brøndby

Nu har opstarten varet længe nok, og nu er der ikke mange dage til, det for alvor går løs i Superligaen igen.

OB ligger nummer ni, og der er seks kampe til at spille sig op blandt de seks bedste, så fynboerne kan komme med i mesterskabsspillet.

OB har leveret nogle fine resultater i træningskampene denne vinter, og Alexander Juel mener da også, at opstarten har været god.

– Det er sådan en klassisk, ’Hvad er status efter opstarten?’. Alle synes jo nok, de har gjort det rigtig godt, hvis man spørger dem. For mig har det handlet om at få bygget lidt ovenpå efteråret, og jeg synes, det har været udmærket. Vi har haft en del nye spillere, der skulle køres ind, og det har været det primære.

– Vi har selvfølgelig fået nogle fine resultater, men det ligger vi ikke så meget i. Vi har forsøgt at gøre rigtig meget for at få alle til at passe ind i systemet og få dem til at føle sig hjemme, og det er i hvert fald gået godt. Det tror jeg, er det vigtigste.

Er vi kommet i god fodboldform?

– Ja, det synes jeg. De fleste spillere kender sine egne kroppe, og kan mærke, hvor langt de er fra. Det er også svært at sige for mig, men jeg føler mig i hvert fald fit, og det er en start. Jeg vil håbe, de alle sammen er der, når det virkelig gælder på søndag.

Januars transfervindue er blevet brugt på at sælge lidt ud af truppen og hente en håndfuld nye spillere ind, og de er kommet godt på plads i truppen.

– Der har været lidt stor udskiftning, som måske er lidt atypisk på det her tidspunkt. Men det er gået fint. Alle gutterne er åbne, og har vist, at de rigtig gerne vil være her. Jeg kunne også selv mærke, da jeg kom, at det er en trup, der er god til at tage imod, og det har jeg også selv prøvet at hjælpe til med.

– Det var også kærkomment, at vi havde den træningslejr, hvor vi ligesom kunne være rigtig meget sammen og bruge rigtig mange timer på træningsbanen. Det tror jeg, vi har nydt godt af.

OB starter 2020 med en kamp på hjemmebane mod Brøndby på søndag, og her vil man se et OB-hold, der kommer ud, og jagter de tre point.

– Der kommer til at være fuld smæk på. Man kommer nok til at se to hold, der virkelig kommer ud for at tage de tre point. Det gør vi i hvert fald helt sikkert. Vi skal holde os til de ting, vi har gjort godt her i opstarten, og så skal vi også vise, at vi kan slå til, når det virkelig gælder.

– Vi har hjemmebanefordelen, og vi kommer til at jagte det 100%, men det gør de sikkert også. De har mistet deres to største profiler, men vi har også mistet vores topscorer. Det er nok meget lige, men vi kommer i hvert fald hamrende, det er helt sikkert.

Hvor vigtig er kampen i forhold til vores top 6 muligheder?

– Alle kampene er vigtige. Det er en direkte konkurrent. Der er en god sjat point at spille om i foråret, men det handler om at komme godt i gang, og det vil vi forsøge på.

– Der er ikke noget, der er afgjort, uanset om vi vinder eller taber, men vi vil sætte os selv i en væsentligt bedre situation ved at vinde, og omvendt sætte rigtig meget pres på os selv, hvis vi taber. Men der er ingen grund til at begynde at forudse ting, for det er der ingen, der kan. VI skal bare sørge for, at vi rammer vores niveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *