Barrett: Jeg har forlænget med OB

Kent Nielsen nåede at få tre år som træner i OB, men da der ikke blev levet op til forventningerne, blev han fyret efter sidste sæson.

Som ny træner valgte klubben at ansætte Jakob Michelsen, og han er kommet med et noget andet syn på tingene end sin forgænger.

Jacob Barrett er en af de spillere i truppen, der har været i klubben i længst tid, og han ser også en forskel på Jacob Michelsen og Kent Nielsen.

– Forskellen på de to er nok, at jeg synes, Jakob er lidt mere ungdommelig i forhold til, han er lidt mere nede på vores niveau. Kent var meget gammeldags. Samlet set er det to dygtige trænere, som hver har deres input til, hvordan vi skal spille. Nu har Jakob haft god mulighed for at se de sidste par sæsoner med os, og jeg synes, vi har fundet frem til en god måde at spille på her de sidste par kampe, så alt i alt handler det mest om, at der er lidt mere ungdom i Jakob i forhold til Kent.

Hvordan har det været for dig personligt at få Jakob Michelsen som træner?

– Nu har jeg fået en anden position i et nyt system, men udover det synes jeg ikke, der har været den store forskel på den front. Det er dejligt, der er kommet noget nyt ind med nogle andre øjne, som kan give mig nogle andre input, end Kent kunne, og så er det bare at arbejde videre.

Barrett har ramt et pænt niveau i starten af den nye sæson, og han føler også selv, at han er rigtig godt tilpas i det nye system.

– Det gør jeg helt sikkert. Det er også et system jeg er godt kendt med fra min tid i Italien, hvor vi også spillede på den måde. Vi har lidt større muligheder frem ad banen i det, at vi kommer længere op, så det er en god position både for mig og Ryan.

OB fik en dårlig start på sæsonen, og indtog også sidstepladsen i nogle runder, og Barrett fortæller også, at han blev påvirket af den elendige start.

– Ja selvfølgelig. Jeg tror, det påvirkede os allesammen. Men det jeg synes, har været stærkt, det er, at selvom alle medier og fans gerne ville svine os på alle parametre, velfortjent, så har vi stadig formået at holde snuden i sporet, og det synes jeg, har vist stærk mentalitet, og nu er det begyndt at gå den rigtige vej.

Er det noget, der tog hårdt på omklædningsrummet?

– Både og. Selvfølgelig har man været skuffet dagen efter, men når vi så har set video af vores spil, har vi også kunne se, at vi har gjort rigtig mange gode ting, vi har bare manglet nogle marginaler i sidste ende. Det har vi arbejdet sindssygt hårdt på ude på træningsbanen, og det har givet gode resultater de sidste par kampe, og senest mod FC Nordsjælland synes jeg også, vi skulle have haft alle tre point, hvor vi i sidste ende manglede marginaler. Vi er på vej den rigtige vej.

I hjemmekampen mod FCK måtte Barrett udgå tidligt, da han blev ramt af en hovedskade. Det er noget, han har prøvet nogle gange i hans tid i OB, og det er da også noget, han tænker lidt på, selvom han er klar over, at det er en del af spillet.

– Ja det påvirker mig da lidt, når man er så uheldig. Det skal også siges, at den her gang var det ikke så slemt med hovedet, som det var sidste gang. Den her gang døjede jeg meget med min nakke, og døjede også med min ryg i et langt stykke tid, så det har primært været det, vi skulle have styr på, for at jeg kunne komme hurtigt tilbage, og der har jeg heldigvis haft en dygtig fysioterapeut, og jeg har været ved en dygtig kiropraktor også, der kunne hjælpe, og det var også det, der gjorde, at jeg kunne spille den efterfølgende kamp allerede. I min tid her i OB har jeg været ramt af rigtig mange små ting, og det har selvfølgelig været hårdt, men man skal også huske, at det er en del af gamet, at man skal lidt ned, før man kan komme højere op, så det er det mentale, man skal stå inde for der.

Efter den dårlige sæsonstart har resultaterne ændret sig lidt, hvor det er blevet til fem point i de sidste tre kampe, og i de sidste to har vi ikke lukket mål ind. Barrett mener da også, det fungerer godt for os lige nu.

– Jeg synes, at det system vi er begyndt at spille, der sørger vi for at få lukket godt ned for hinanden, og vi ved, hvor vi har hinanden. Det har været rigtig vigtigt, for det har været noget af det, vi måske manglede lidt i starten. I det defensive ved vi, hvor vi har hinanden, og vi sørger for at få lukket rummene ned, og når man kan det, så kan man også begynde at koncentrere sig om det offensive. Der er kommet ro på i forhold til, at vi har spillet det system her i nogle kampe nu, og det har været rigtig godt.

I sidste uge skete der en ændring, da Janus Drachmann overtog anførerbindet fra Kenneth Emil Petersen, og det er der blevet taget godt imod i truppen, mener Barrett.

– Det er der blevet taget fint imod. Det var en svær situation, klubben og Kenneth Emil stod i. Jeg har ikke så meget at sige omkring det. Det var en situation mellem Kenneth Emil og trænerstaben, og den synes jeg, de fik løst rigtig fint. Kenneth Emil er super professionel, så der er ikke så meget mere at sige. Det er en ny anfører, og Janus er en rigtig god leder for os, så det er fint.

Er det nemt nok at have samme respekt for Drachmann, selvom han er ny i klubben?

– Ja, selvfølgelig er det dét. Vi har en rigtig god trup, hvor der er mange, der byder ind, men Janus han kender gamet, og har været i det i rigtig mange år. Han kommer fra en stor klub i FC Midtjylland, og har en masse erfaring, så jeg synes uden tvivl, det er den rigtige leder, vi har fået på holdet.

I sommerens transfervindue blev der hentet seks nye spillere udefra, og de nye ansigter har været med til at holde spillerne i truppen skarpe.

– Der er rigtig god konkurrence nu. Jeg synes, det har løftet niveauet i truppen. Man skal give alt til træning for at beholde sin plads, fordi der er rigtig mange gode spillere i den trup her, så det synes jeg, har givet rigtig godt. Det skærper hver enkelt spiller på de forskellige parametre, og det synes jeg, er fedt.

Din egen kontrakt udløber efter denne sæson. Er det så på tide at prøve noget nyt, eller kunne man forestille sig, at den blev forlænget?

– Jeg har faktisk forlænget. Det er faktisk noget tid siden, og hvorfor det ikke er blevet offentliggjort, er lidt svært at svare på, men jeg har faktisk forlænget med et år. Det er breaking news.

Er det lang tid siden?

– Det var inden SønderjyskE-kampen. Det er lang tid siden, men jeg tror, det er grundet, der er sket så mange ting her i klubben, at vi måske ikke har fået resultaterne, og at vi skulle koncentrere os om det. Det er også derfor, jeg ikke selv har sagt noget. Jeg er selvfølgelig super glad for, at vi fandt frem til en løsning, der gjorde, at jeg kunne forlænge med et år mere, men i sidste ende har det jo handlet om, at vi skulle ‘back on track’, så jeg tror egentlig, det er derfor, den er blevet pakket lidt væk.

Du vil måske også kunne lide...