Barrett: Pisse ærgerligt at stå uden point

I den seneste kamp i Superligaen ude mod Brøndby måtte Jacob Barrett forlade banen med en skade, og det betød også, at han ikke var med i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland tidligere på ugen.

I dag var han lidt overraskende tilbage på banen igen, da han spillede fuld tid i OB’s nederlag på 1-0 til FCK, og det er da også gået hurtigere, end han selv havde regnet med.

– Ja, for jeg fik at vide, det var et åbent brud i Brøndby. Så ja, det er gået hurtigere. Jeg fik fire sting, og så har det egentlig bare været det der med at kunne holde til at spille, sparke og sådan noget. Jeg fik at vide, der ikke var noget, jeg skulle være nervøs for i forhold til stingene, og når der ikke var noget, jeg skulle være nervøs for, så handler det egentlig bare om lige at komme i gang, og når bolden først ruller, så glemmer man det.

– Jeg fik sat sådan en pude rundt om såret, som lige skulle tage det værste, og så fik jeg to piller i pausen. Så var det fint.

OB kom ud som lyn og torden, og fik en fremragende start på kampen, hvor man i kampens første minutter kom frem til et par gode chancer. Det var også det, der var planen.

– Ja, selvfølgelig var det da det. Vi tabte 6-1 derovre, så vi skyldte at vise, vi var blevet et bedre hold, end sidst vi mødte dem, og det synes jeg også, vi viser i dag. Jeg synes, det er pisse ærgerligt, vi står her uden point. Jeg synes, vi havde fortjent mere.

I første halvleg spillede OB fremragende, og dominerede kampen. Hjemmeholdet fik også spillet sig frem til en del chancer, og Barrett mener da også, at man skal slå til, når man får muligheden mod et hold som FCK.

–  Det var sådan, det nu en gang var. Når man har så mange chancer mod et godt hold som FCK, så skal man fandme slå til, når man har dem. Det gjorde vi ikke i dag, men det må vi sige, de gjorde.

I anden halvleg kommer FCK bedre med, og samtidig ser det ud til, at OB går en smule ned i niveau. Det er der ifølge Barrett også en naturlig årsag til.

– FCK kan selvfølgelig godt se, det ikke går at blive ved med at spille sådan, som de gør i første halvleg med 4-4-2. Det blev svært for dem, fordi vi gjorde det svært for dem, så de lavede et systemskifte. Det gjorde selvfølgelig, at de kom lidt bedre med i kampen. Vi skifter så over til 4-4-2, og der synes jeg egentlig, vi får teten igen, så det er bare pisse ærgerligt.

Generelt var OB godt med i kampen, og fynboerne viste igen, at de kan være med mod de bedste hold i Danmark. Barrett mener også, at de havde fortjent at få noget med fra kampen.

– Ja, helt bestemt. Jeg ville da lyve, hvis jeg stod, og sagde, det var fortjent, at FCK vandt. Jeg synes ikke, de har særlig meget, og i første halvleg skulle vi have scoret på det, vi havde. Det gør vi ikke, og så får de et pisse irriterende mål, blandet med noget held, og så må man sige, at Dame N’Doye er skarp, når han kommer ned foran kassen.

Du vil måske også kunne lide...