Barrett: Tager stolt OB-trøjen på

I en alder af kun 18 år tog Jacob Barrett et stort spring i sin karriere. Han skiftede AaB ud med den italienske storklub, Juventus, hvor han havde vist sig frem til prøvetræning. Han skrev under på en kontrakt med italienerne, hvor han skulle spille for klubbens Primavera- hold.

Barrett tog springet uden at have fået sin Superliga-debut for AaB, som han havde repræsenteret, siden han var 14 år, men han havde ikke nogle betænkeligheder ved at tage det store skridt uden at have spillet i Superligaen.

– Det tænkte jeg egentlig ikke så meget over. Det som det handlede om for mig, det var at udvikle mig på det forsvarsmæssige plan, og det er et af de bedste steder i verden at gøre det. Det vat det, jeg tænkte, og det gjorde mig ikke så meget, at jeg ikke havde spillet Superliga, siger Barrett til OBstruktion.

Efter kun et enkelt år i klubben valgte  han at søge væk fra Juventus. Efter at have trænet med i både OB og den hollandske klub, Excelsior, faldt valget på OB, der først hentede ham på en lejeaftale, og efterfølgende på en permanent aftale.

Barrett vil ikke sige, at han er skuffet over, at det ikke endte med at blive til mere i Juventus, han erkendte bare, at der var for lang vej til førsteholdstruppen, og sådan en savnede han at være en del af.

– Det kunne jeg selv have valgt, jeg kunne bare være blevet der ( Havde stadig kontrakt i 2 år, red.). Jeg havde lyst til at prøve, hvordan det var at være i en førsteholdstrup, så jeg ville ud og prøve noget andet, og det var derfor, jeg valgte at smutte. At gå fra U21-holdet til førsteholdet i Italien, der er lang vej, for de har mange rigtig dygtige spillere. Jeg valgte derfor at tage til Holland for at prøve, men efter jeg havde været der i en uge, fandt jeg ud af, at jeg nok trængte til at komme lidt hjem. Jeg var stadig i en ung alder, og så var jeg så heldig, at det blev OB.

Da han ankom til klubben, var det Troels Bech, der var træner. Han blev dog fyret, og erstattet af Ove Pedersen, og nu er det altså Kent Nielsen, der er træner. Barrett kan godt se en forskel på de tre trænere, og han kan bedst lide at spille under Kent Nielsen.

– Ove kom jo for at hjælpe os med at redde klubben, der var vi nede i en bølgedal. Det var ikke så meget det offensive præg, Ove satte på holdet, det var mere at få den defensive struktur på plads. Kent vil rigtig gerne have, at vi spiller bolden langs jorden. En gang imellem skal der også være noget dybde i det, men forskellen på de to er, at Kent er mere en spillende træner frem for Ove P, det er lidt mere lange bolde. Det er lidt sjovere at spille under Kent, for de fleste spillere på holdet er bedst ved jorden, så det er umiddelbart den forskel, der er.

– Troels og Kent ligner meget hinanden på nogle punkter, så den store forskel er nok på de to og så Ove, på den måde de hver især vil gøre tingene på.

Barrett fik sin Superliga-debut i en kamp mod FC Vestsjælland, og kampen efter mod Viborg var han med fra start. Det blev dog ikke den kamp, han havde håbet på, da han efter en time måtte bæres fra banen på en båre efter et alvorligt sammenstød. 

Få kampe senere var den så gal igen, denne gang mod FC Vestsjælland. Her brækkede Barrett anklen, og skaderne har været meget frustrerende for ham.

– Kampen mod Viborg var min første fra start, og vi spiller 60 gode minutter, indtil det så desværre sker. Så er jeg allerede med mod Brøndby kampen efter, hvor jeg kommer ind, og får de sidste par minutter, og to kampe efter brækker jeg så desværre anklen. Det har været rigtig frustrerende, fordi jeg aldrig rigtig har kunne komme ordentligt i gang. Det er ikke lige det, man går og håber på.

Det er fire år siden, Barrett kom til OB, og der kan ske mange ting i en fodboldklub i løbet af den tid. Han mener da også selv, at han kan se en udvikling på holdet gennem de år, han har været der.

– Ja, det kan jeg. Vi har fået ny træner, og han har selvfølgelig sat sit præg på det. Flere af de spillere der er med fra start nu, er vokset meget i forhold til i starten, der var ikke så meget rutine. De fleste af de unge spillere har spillet mange kampe nu, og vi begynder at finde en rytme, men der er selvfølgelig stadig ting, vi skal arbejde med, ellers havde det været kedeligt. Vi er kommet et godt stykke, og vi bliver ved med at arbejde hårdt for det.

Lige nu er Barrett sikker mand på holdkortet i OB, og som vi ser det, spiller han lige nu det bedste fodbold, vi har set i hans tid i OB. Det er han også selv meget enig i.

– Det er jeg helt bestemt. Det handler om at finde tilbage i sporet, og jeg har selvfølgelig været utrolig presset på min selvtillid i form af, at så har jeg fået en skade her, og så har jeg fået en skade der. Når man ikke føler, man er inde i en god rytme, så er det også sværere at finde tilbage til det niveau, man gerne vil have. Det går den rigtige vej nu, og jeg arbejder selvfølgelig med de mangler, som jeg har, hver dag på træningsbanen, men det går helt sikkert den rigtige vej, og det er jeg utroligt glad for.

I kampen mod Randers scorede Barrett sit første mål, og det var et rigtig godt et af slagsen. Han fulgte op med endnu en scoring i den seneste kamp mod Hobro, men hvor kommer de mål fra lige pludselig?

– Det er et godt spørgsmål. Når selvtilliden kommer deropad, så hjælper det selvfølgelig også på nogle af de ting, man ikke ville have gjort før. Når man har selvtillid, gør man nogle ting, som man ikke ville have gjort, hvis man ikke havde selvtillid. Lige nu har jeg selvtillid, og spiller fint fodbold, så det er dejligt at score to mål også.

Som OB-fan kan man godt lide, at det betyder noget for spillerne at spille for klubben. Barrett slår da også fast, at det betyder noget for ham at trække i den stribede trøje.

– Det betyder meget. Nu har jeg været her i nogle år efterhånden, og nu er jeg endelig begyndt at finde ind i det hele i form af, at jeg nu kan holde skaderne lidt på afstand, i hvert fald de store skader. Jeg har været utrolig uheldig i al den tid, jeg har været her , i forhold til hvordan jeg har haft det før i tiden. Selvfølgelig betyder det utrolig meget for mig at spille i OB-trøjen. Det er her, jeg har fået min Superligastart, og det er noget, det betyder utrolig meget for mig. At jeg så også har kunne hjælpe klubben ved at score i de to seneste kampe, det betyder selvfølgelig endnu mere. Jeg tager stolt OB-trøjen på hver weekend.

Den unge venstre back har kontrakt med OB frem til 2019. Han kunne være en god mand at beholde i klubben i længere tid, og han kunne da også godt forestille sig at blive længere end til 2019. Men lige nu er det ikke det, han har fokus på.

– Ja, det kunne jeg da godt. Lige nu er det bare vigtigt for mig at tænke i fodbold. Lige nu har vi en målsætning, vi skal nå, og det arbejder vi stenhårdt på, så lige nu går mine tanker ikke så meget på, hvornår jeg har udløb. Jeg ved, at jeg har til sommeren 2019, og så må vi tage den, når det kommer lidt tættere på. Lige nu koncentrerer jeg mig fuldt ud om, at OB skal nå deres målsætning, og gerne mere til.

Barrett tog som bekendt til Juventus i en ung alder, og vendte forholdsvis hurtigt hjem igen. Det betyder dog ikke, at han vil blive i Danmarkr resten af hans karriere. Hanhar mod på en tur mere til udlandet, hvis chancen byder sig.

– Selvfølgelig har jeg det. Det er min drøm at komme til at spille i en stor klub i udlandet, og jeg tror, at mange spillere i den her klub har den drøm. Lige nu koncentrerer jeg mig dog kun om OB, og jeg vil blive ved med at tanke selvtillid, og så skal vi bare blive ved med at hamre point ind på kontoen, så vi kan nå vores mål.

Hvis han selv kunne bestemme, så har han da også en klub, der er den ultimative drømmeklub for ham.

– Selvfølgelig har jeg det. Drømmen er Real Madrid.

Barretts mål i kampen mod Randers, kunne godt minde lidt om de to mål, Jens Jakob Thomasen scorede tidligere på sæsonen mod hhv. Horsens og Fremad Amager. Vi spurgte derfor Barrett efter Randers-kampen, om det var noget, han havde lært af JJ. Han svarede, at han havde set ham gøre det, og mente derfor ikke, det kunne være så svært. Derfor var vi nødt til at spørge, hvem der har scoret det bedste mål i sæsonen indtil videre.

– Der er ikke meget drilsk over det spørgsmål, det har jeg selvfølgelig gjort.

Inden Hobro-kampen havde vi fat i JJ, så han kunne forholde sig til, at Barrett ikke mente, det var så svært at score de mål. JJ mente, at det kun var nemt for Barrett, fordi han var en lærling, der havde lært af den bedste. Det ville vi selvfølgelig også have Barrett til at forholde sig til.

– Mente han, at han havde fået en lærling? Forskellen på ham og mig er, at jeg har gjort det med begge fødder, så hvem der er lærling her, den kan du give ham tilbage igen, slutter Barrett med et grin.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *