Barrett: Vi skal nyde den her sejr

I årets første kamp i Superligaen løb OB ind i et meget smertefuldt nederlag på hele 6-1 mod FCK i Parken, og her led stoltheden et gevaldigt knæk.

Her til eftermiddag kom Vejle så på besøg på Odense Stadion. Her blev det til en fynsk sejr på 1-0, og Jacob Barrett Laursen mener, at hjemmeholdet fik vist en reaktion efter kampen mod FCK.

– Ja, selvfølgelig gjorde vi det. Vi burde skamme os efter den indsats, og med alle de fremmødte fans, var det en helt forfærdelig oplevelse for os. Vi skulle videre, på trods af den gjorde ondt, og det synes jeg, vi fik vist i hvert fald i første halvleg i dag, at vi er. Vi burde også have været foran med mere i første halvleg.

OB kom egentlig ud til kampen med et rigtig fint udtryk, og den hurtige wingbacks eget indtryk af kampen er da også, at det så rigtig godt ud i første halvleg.

– Sindssyg god første halvleg. Vi spiller super godt, og vi kommer ud med en masse energi. Anden halvleg bliver lidt som de der 1-0 kampe. Vejle smider en masse frem, og det bliver lidt noget forsvaren, hvor der ikke er så god ro på kuglen, men vi holdt ved hele vejen, og det er selvfølgelig rigtig dejligt.

Du synes ikke, vi mangler lidt tempo af og til?

– Nej, det synes jeg ikke. Jo måske i anden halvleg, men det er typisk de der 1-0 kampe, hvor de kaster en masse frem, og vi kun spiller med en oppe foran osv. Der går måske lidt uro i det hele, men alt i alt synes jeg, det var en fortjent sejr.

Efter 12 minutter blev OB snydt for et klokkeklart straffespark i en situation, hvor billederne på storskærmen viste, at der var klart hånd på omkring et indlæg, der blev rettet ud til hjørne.

– Vi kan ikke rigtig tackle det på andre måder, end at vi råber, som vi gjorde, men dommeren vælger at lade være med at dømme den, og så er det jo sådan, at vi bliver nødt til at komme videre derfra, men der var uden tvivl kæmpe straffespark.

Det var også Barrett, der tegnede sig for kampens eneste mål, som blev serveret på fornem vis af Jens Jakob Thomasen.

– Det var JJ, der var på en solotur ude i højre side, og en af de fordele vi har ved at spille med wingbacks, er, at vi kan gå helt med i feltet, og så søgte jeg egentlig bare, at den kom indover, og det gjorde den heldigvis.

Sejren over Vejle var den første i Superligaen i 2019, og selvom målsætningen er at komme med i mesterskabsspillet, så skal denne sejr også nydes.

– Den er rigtig vigtig. Der er ikke nogen tvivl om, at vi går efter top seks, men lige nu skal vi nyde, at vi fik en sejr, og at vi er ovenpå igen efter FCK-kampen, og så skal vi holde snude i sporet hele næste uge i forhold til Horsens.

15 Replies to “Barrett: Vi skal nyde den her sejr”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *