Bernat glæder sig til pokalfinalen: Specielt i min første sæson

Lige siden OB slog SønderjyskE ud i semifinalen har folk ventet på det, der sker i morgen eftermiddag. Her spiller OB nemlig mod FC Midtjylland i pokalfinalen på Brøndby Stadion.

Her til eftermiddag kørte bussen afsted mod Brøndby, men kort før afgang fangede vi Hans Christian Bernat til en snak om hans forventninger til oplevelsen.

– Det bliver fedt. Forhåbentligt har vi et godt resultat på vej hjem i bussen også. Vi tager derover for at vinde, og vi tager derover for at levere en god præstation.

Hvordan lader man op til sådan en kamp?

– Det tænker jeg, der er forskellige måder at gøre på. Som trup har vi haft en lille uges tid til at forberede os på kampen, og hvordan vi har tænkt os at spille kampen.

– Personligt tager jeg det stille og roligt, og når man rammer kampdagen, begynder jeg at have fuldt fokus på, hvad der skal ske.

Den unge målmand er en af de få på holdet, der har prøvet at vinde en titel, da han var med til at vinde DM med U19-holdet, men det her bliver noget helt andet.

– Der er stor forskel. Én ting er, hvad der sker i U19-ligaen, og så hvad der sker i Superligaen. Det pres der er fra tilskuerne, er noget helt andet, og det interne pres der er i klubben og i truppen, at vi nu har chancen for at vinde noget, det er markant større, end det var, da vi var U19.

– Da det spidsede til på U19, begyndte der selvfølgelig også at komme noget pres, men det er markant større her, og det er trods alt også markant vigtigere end en U19-kamp.

Bernat er stadig i gang med sin første sæson som førstemålmand i OB, efter han tog over for Oliver Christensen, der blev solgt til Hertha Berlin, og det er specielt for ham at stå i en pokalfinale allerede nu.

– Det er nogle af de tanker, jeg har gjort mig, at det er lidt specielt. Det er ikke alle, der får lov til det i sin første sæson som senior, så det er specielt, og det kommer det også til at være i morgen.

– Vi bliver nødt til at give den alt, hvad vi har, og så tager vi pokalen med hjem.

Som målmand kan man ende med at komme til at stå i en hovedrolle i en finale, hvis den ikke bliver afgjort i ordinær spilletid. Ender finalen i straffesparkskonkurrence, er der meget fokus på målmanden, men det har Bernat ikke tænkt så meget over.

– Selvfølgelig kan man komme i en straffesparkskonkurrence, men jeg tager det stille og roligt. Det er ikke fordi, vi har haft det store fokus på straffesparkskonkurrencen, for det er så stor en mental opgave, at det har ikke noget at gøre med, hvor god man er til at sparke straffe, det kan lige så vel være, om man er god i de her situationer med et massivt pres på en.

Som en ekstra ting blev Bernat i går udtaget til U21-landsholdet frem mod de kommende kvalifikationskampe, og det er han selvfølgelig også rigtig glad for.

– Jeg er sindssygt glad for at få muligheden for at komme ind og vise, hvad jeg kan derinde også. Tingene har været lidt op og ned på det sidste, men jeg er glad for, at de kan se det potentiale, jeg har, og jeg kan forhåbentligt også få forløst det, når jeg kommer med på U21-landsholdet.

– Det er selvfølgelig et kæmpe boost frem mod finalen, at jeg bliver anerkendt på den måde, så det bliver dejligt.

2 Replies to “Bernat glæder sig til pokalfinalen: Specielt i min første sæson”

  1. OKBet

    Great article! I found your insights helpful. I recently wrote a comprehensive guide on this; your readers would find it valuable too. You can check it out at OKBet. Keep up the excellent work!

Comments are closed.