Jakob

Blog: Hej til en træner – Farvel til en kammerat

Mandag formiddag da klokken var omkring 10.30, satte Jakob Michelsen sig ind i sin sorte Audi, forlod Ådalen, og satte turen mod Århus. Den tur har han taget mange gange, men denne gang skulle det blive den sidste.

Mindre end en time tidligere, var det blevet meldt ud af OB, at han var blevet fyret som træner for klubben efter søndagens nederlag til Brøndby.

Michelsen var i Ådalen mandag formiddag, hvor han takkede af med spillere, stab, medarbejdere og lign. Han tog sig også lige tid til at takke af med os, inden han satte næsen hjemad.

Man kan mene meget om fyringen af Jakob Michelsen. Er den rigtig eller forkert? Men det kommer jeg ikke til at bruge tiden på her.

Forud for den sidste køretur hjem til Århus var gået to år og ni måneder som træner i OB, og vi starter med at skrue tiden tilbage til den 29. maj 2018. Her tikkede der en invitation ind i vores mailbox.

Den dag var man klar til at præsentere Jakob Michelsen som ny træner i OB. Det foregik på Odense Stadion, hvor der var indkaldt til en kort presseseance. Det var en solskinsdag, humøret var godt hos de fremmødte, og både Jesper Hansen og Jakob Michelsen var i snakkehumør.

Her på OBstruktion havde vi også et rigtig fint forhold til Kent Nielsen, som vi også gerne snakker med, når vi mødes, men den dag på Odense Stadion var der bare en helt fremragende kemi mellem os og Jakob Michelsen fra første møde.

Lige fra starten viste han stor interesse for vores arbejde, ligesom han også spurgte ind til, hvad vi syntes om kampene osv. Jakob stillede altid op til interviews, og der blev hurtigt udviklet en gensidig respekt, så vi også nemt kunne snakke med mikrofonen slukket.

Vi har haft rigtig mange gode snakke med Jakob både om spillet på banen, fodbold generelt og alt muligt andet, der ikke havde noget som helst med det at gøre. Han er endda også kommet med idéer til vores arbejde. Vi har godt nok også givet ham en masse gode idéer til hans, specielt til taktikken, men der tror jeg for det meste, han bare har lyttet lidt høfligt (Indsæt selv smiley her).

Vi har aldrig haft nogle problemer ang. de ting, vi gerne ville lave, mens Jakob var træner. Der kom hurtigt en fælles forståelse for, at vi nærmest måtte lave alt det vi ville på video, men når der var gang i den taktiske træning, blev kameraet selvfølgelig slukket.

Vi har oplevet en træner, der har inddraget os i de interne drillerier, der nu engang er på et fodboldhold, og vi kom til at føle os som en del af holdet med Jakob som træner. Vi har haft en følelse af, at vi har vidst det meste omkring holdet, selvom vi selvfølgelig nok ikke har gjort det.

At vi er blevet ‘lukket lidt mere ind’, end vi tidligere var vant til under den foregående træner, har selvfølgelig også betydet, at vi har fået et meget nært forhold til Jakob Michelsen.

For efterhånden lang tid siden indførte han selv ‘Mandagsspørgsmålet’. Hver mandag kunne vi stille ét spørgsmål, som han skulle svare 100% ærligt på. Det har han holdt, selv når vi har gjort, hvad vi kunne, for at gradbøje reglerne til vores fordel. Hvis han tror, det er slut nu, kan han også godt tro om. Der vil tikke en sms ind til ham hver mandag fremover.

Når man har så godt et forhold til træneren, og holdet generelt, kan det både være godt og skidt. Det gode er selvfølgelig, at man kan skabe en tillid der gør, at spillere og trænere føler sig godt tilpas, når man sidder, og laver interviews og lign. På den anden side kan det også være lidt skidt, for når der så sker det, som skete i går, så kan sådan en træning selvfølgelig også påvirke os. Jeg skal da ærligt indrømme, at gårsdagens nyhed ramte hårdt, selvom man måske et eller andet sted havde forberedt sig lidt på den.

Herfra skal der i hvert fald lyde en stor tak til Jakob Michelsen. Både for indsatsen på banen, men i mindst lige så høj grad også for den person, han har været for os udenfor banen.

Den 29. maj 2018 sagde vi hej til en ny træner – i går formiddags sagde vi farvel til en kammerat.

One Reply to “Blog: Hej til en træner – Farvel til en kammerat”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *