John Bredal: Manden i baggrunden

Der er vist ikke mange af os, der ikke ved, at John Bredal er assistenttræner for Kent Nielsen i OB. Livet som assistent kan til tider godt være lidt anonymt, og det er ikke meget, vi vidste om manden, udover han havde været i FC Nordsjælland i 14 år, inden han kom til OB.

Bredal plejer altid at være garant for godt humør og en kæk bemærkning, når man støder på ham i Ådalen, og derfor ville vi finde ud af lidt mere om ham. Når man søger på internettet, kan man finde ud af, at han blev Danmarks yngste slagtermester, sa han var 19 år, men udover det var det lidt begrænset, hvad der kunne findes af oplysninger.

OBstruktion valgte derfor at sætte ham i stævne i Ådalen til en snak om lidt af hvert. Først kunne vi godt tænke os at vide, hvordan man går fra at være slagter til at blive fodboldtræner.

– Det gør man forbi, man har en voldsom stor interesse for fodbold allerede inden, man blev slagter, og var vel i bund og grund et halvstort talent som ungdomsspiller, men det døde lidt, da jeg kom i lære som slagter. Så var tiden ikke til det, for der er jo lange arbejdstider og 45 timers arbejdsuge, så det kneb med at nå sin træning, så da epoken var overstået med at være lærling og også selvstændig slagtermester, der var jeg 25-26 år. Så ville jeg gerne genoptage min fodbold, og startede egentlig bare med at spille noget serie-fodbold – Serie 1, Københavnerserie, Danmarksserie -, og blev så træner ved et tilfælde i min barndomsklub, B93.

– Jeg startede uden den store baggrund, jeg havde jo ikke spillet på landsholdet eller været professionel i udlandet, som Kent har, så jeg blev træner for B93’s 2. hold i Danmarksserien. Det havde jeg så i tre år, og så fik jeg smag for det. Jeg tog derfor alt, hvad der var af DBU-kurser for at have min baggrund i orden. Jeg har også P-Licens, verdens højeste træner-licens, den tog jeg i 2008.

Efter nogle år i B93 tog Bredal til FC Nordsjælland, hvor han oplevede en del ting, inden han efter 14 år i klubben besluttede sig for, at det var på tide at prøve noget nyt.

– Jeg var med fra den næstbedste række, og var med til at føre dem op i Superligaen. Først fik vi bronze, og så havde vi nogle svære år, som vi har lært utrolig meget af, hvor vi lå i nedrykningsregionen tre år i træk, hvor vi virkelig kæmpede med næb og klør for at blive hængende. Det var hårdt, men utrolig lærerigt, og så kender i jo historien med, at vi begynder at få fat, kommer to gange i pokalfinalen, vinder den to år i træk, og bliver mestre. Kommer i Champions League, og spiller masser af Europa. Baggrunden for, at jeg egentlig valgte at skifte, det var, at Kent havde haft bud efter mig en gang før, og dengang kunne det ikke lige lykkedes. Det der så sker, det er, at der er stor udskiftning i trænerstaben i Nordsjælland, Kasper Hjulmand ryger til Mainz sammen med Flemming Petersen, så set-uppet var pludselig meget anderledes. Det gjorde så, at jeg følte, at nu var det sgu tid til at prøve noget nyt. Hele det fundament, der havde været der, det var ligesom væk, og derfor valgte jeg at sige ja tak, til at komme til OB.

Han valgte som bekendt OB som sin nye arbejdsgiver, da han blev assistent for Kent Nielsen. Men hvorfor valgte han egentlig lige at skifte til OB?

– Det gjorde jeg, fordi jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med Kent, og det var ham, der havde spurgt mig, om jeg havde lyst til at komme herover. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er indfødt B93’er, og jeg stadig betaler min kontingent i klubben. Jeg blev meldt ind i 1971, så jeg står snart til at skal have 50-års nålen. Jeg kommer stadig i klubben to gange om året, når der er ‘reunion’ for de gamle, som jeg så desværre er blevet en del af. Dengang havde vi OB som venskabsklub, og jeg kan huske, jeg havde nogle dejlige tider dengang. Der var ikke nogen bro, så vi skulle sejle, og det var en dagsrejse at komme til Odense, og så boede vi privat hos de her spillere, uanset om det var lilleput eller miniput. Så boede vi hos dem, og jeg kan huske, jeg spillede en forkamp på Odense Stadion til en 1. Divisionskamp, og vi havde så de samme OB’ere ovre hos os. Jeg har gode minder fra det her, men jeg synes også, at OB er en storklub, landets tredjestørste by, og det var meget attraktivt at komme til OB for mig, synes jeg.

Der er måske ikke så stor forskel på at gå fra den ene Superligaklub til den anden, og når Bredal skal pege på de største forskelle, så er det da også faciliteterne og ungdomsarbejdet, han har fokus på.

– Den største forskel er, at jeg synes, faciliteterne halter en lille smule efter. Ungdomsarbejdet i Nordsjælland har også i en længere periode end OB været bedre struktureret. Da jeg startede her for lidt mere end to år siden, sagde jeg til folk, at OB var otte år efter Nordsjælland rent ungdomsarbejdsmæssigt. Jeg har så også sagt til alle, der gider at høre på mig, at tager vi den dag i dag, så har OB indhentet fire år på Nordsjælland. Der bliver lavet et godt stykke arbejde i ungdomssektoren, og det skal vi være glade for. Alt andet lige, hvis man følger med i fodbold, så kan man jo godt se, det giver rigtig god mening at opdrage så mange unge spillere, fordi nogle af dem bliver solgt, og giver gode penge, der gør, at man kan bygge de faciliteter, man har lyst til, og det har man gjort i Nordsjælland.

Faciliteterne i Ådalen har været genstand for en del kritik igennem noget tid, men Bredal peger udelukkende på, at det er banerne, der skal være gode for at gøre spillerne bedre, og så fortæller han lidt om, hvordan de gjorde for at forbedre faciliteterne i Nordsjælland.

– I bund og grund skal man huske, at lige meget hvordan faciliteterne og omklædningsrummene er, så bliver vi ikke dygtigere af at have et flot omklædningsrum. Det der gør os bedre, det er, hvis vi har en god bane, og vi har nogle gode træningsfaciliteter. Vi har jo haft en periode, hvor vi ikke rigtig kunne træne på kunstbanen, og så måtte vi tage til Tarup og andre steder, og det er det jeg mener, hvis vi kunne optimere det. Vores styrkefaciliteter er måske heller ikke de mest optimale. Der hvor Nordsjælland har været dygtige, og heldige, det er, at i Farum Park der ligger et hotel, og under det hotel der ligger en kæmpe stor Fitness World. Da jeg var der i mange år, der administrerede jeg 70 kort, dvs. at man gik ind af døren, så var der en trappe ned, og så var der et fuldkomment færdigt Fitness World, hvor alle spillerne fik et kort, og så kunne de bruge det. Men det var Nordsjælland ikke tilfredse med, de ville også have det i deres omklædningsrum, så der fik man det mest essentielle. Der gjorde man det, at man sagde, næste gang vi sælger en spiller til mere end 10 mio. kroner, så bruger vi en mio. på det. Det var et mål, man satte sig, og før den spiller var solgt, skete det ikke. Så solgte man en spiller, jeg tror, det var Bjelland til Twente, og da de penge kom ind, så havde man øremærket nogen til det. Det er en sund politik, at man siger, man ikke bare bruger penge, vi ikke har. Men der kunne man gøre det. Man skulle ikke spørge nogen. Man skulle ikke spørge kommunen. Jeg har forstået, at det hernede i Ådalen er kommunalt fredet, så man kan ikke bare gøre, som man vil, og det skal vi respektere. Strengt taget kunne man jo tage en pavillon og lave om til træningscenter. Jeg siger ikke, det er det, der står først for, men jeg vil stadig sige, at OB har rykket sig i den tid, jeg har været her, det kan jeg mærke, fra jeg kom og så til nu. Der er velvillighed, der er venlighed, der er åben debat, man snakker, og det er et skridt i den rigtige retning. Det er også derfor, jeg siger, at da jeg kom var ungdomssektoren der, hvor Nordsjælland var for otte år siden, for der havde vi også svære tider. Jeg har selv været med til, at vi ikke kunne skrive kontrakter med de unge spillere. Allan K. Pedersen kom ind med en pose penge, og reddede klubben, og han sagde, at det første vi skulle have styr på, var førsteholdet. For var der ikke noget førstehold, så havde vi ikke noget fundament. Det med økonomien nedad, det måtte vente. Så begyndte der at komme styr på førsteholdet, så begyndte man at kigge lidt bredere, og det næste var så U19. Så fik vi styr på dem. Så kigger vi på U17. Så havde vi også styr på dem. Så skulle vi også se på fødekæden fra U15, og så også Farum Boldklub. FC Nordsjælland er en klub og Farum Boldklub en anden. Her hører jeg så Tonny, vores talentchef, snakke om, at vi har rimelig godt styr på U17 og U19, og U15 og U13 kører også, så nu skal vi have fat i U9 til U12, og det synes jeg er vanvittigt hurtigt og godt gået, at man nu er helt dernede, og prøver at strukturere det. Det viser bare, hvor meget OB har rykket sig i den tid, jeg har været her.

I hans tid i FC Nordsjælland var Bredal assistent for bl.a. Morten Wieghorst og Kasper Hjulmand, mens han i OB arbejder sammen med Kent Nielsen. Han mener, det er tre meget forskellige trænere, der dog alligevel er ens i deres tilgang til spillet.

– Jeg vil sige, det er tre vidt forskellige personligheder. Alle har store kvaliteter, de er bare forskellige. De gør tingene meget forskelligt. Wieghorst kom direkte fra prof-livet i Celtic, så rundede han Brøndby, sluttede der, og gik så over, og blev træner. Hjulmand har jo ikke spillet ret meget på højt niveau. Han er meget dygtig taktisk og teoretisk, og har en god karisma. Det er som at lave en trekant, hvor man kan sige, at de tre er meget forskellige. Wieghorst og Hjulmand er dem, der ligner hinanden mest, men der er stadig stor forskel. Gode personer, og frem for alt vil alle tre spille fodbold. Hvis man ser på deres tre hold i dag, så er det vil de tre hold, hvor man siger, det er dem, der spiller fodbold i Superligaen. Brøndby gør det også, men de gør det så på deres måde. Sådan lidt nyskabelse med pres over hele banen, og alt respekt for det, det er fandme flot, men de tre personer, det er fodboldspillende hold, de har.

Da han kom til klubben i 2015, skrev Bredal under på en kontrakt frem til sommeren 2017. Den er blevet forlænget i mellemtiden, så den nu udløber næste sommer. Han kan dog sagtens forestille sig at blive endnu længere.

– Ja, det kunne jeg godt. 14 år er måske lige lidt voldsomt, men jeg kan sagtens se mig blive hængende længere. Jeg synes, vi har gang i et projekt, som langt fra er færdigt, og jeg lagde mærke til, da jeg startede her, den sommer for godt to år siden, der havde OB de fire foregående år ligget nummer 10, 10, 8 og 9, altså hvor man skulle passe på ikke at rykke ud. Jeg kunne forstå, at man også havde brugt en del penge, og der skulle vi om ikke halvere budgettet, så i hvert fald skære ned på det, og samtidig skabe nogle resultater. Der vil jeg sige, at det første år gik vel egentlig okay. Vi skar ned på budgettet, solgte nogle spillere, og vi kom højere op i tabellen. Det var år 1. Sidste år fik vi en meget skidt start, som jeg synes, vi fik repareret. Ikke så det var tilfredsstillende, men vi fik i hvert fald repareret den. Så nu skal vi altså videre opad. Derfor er vi der, hvor vi pointmæssigt simpelthen skal gøre det bedre. Det vil jeg utrolig gerne være en del af.

Bredal har efterhånden været i gamet i mange år, men har aldrig prøvet at være cheftræner i en klub. Han fortæller dog også, at det ikke nødvendigvis er noget, han skal prøve.

– Den store ambition går jeg ikke rundt med i maven, og det har noget at gøre med, at jeg lidt føler, de Superliga-trænere vi har, det er for 2/3 vedkommende tidligere storspillere og landsholdsspillere, der har været professionelle i udlandet. De har en utrolig god ballast. Jeg selv og Hjulmand modbeviser måske lidt, at det er svært at komme frem, hvis du ikke selv har spillet topfodbold. Det at være cheftræner i en Superligaklub er næsten et brand, hvor man er en Wieghorst, en Ståle Solbakken. Man har spillet selv, og man har skabt sig det her medie, der gør, at man er den her store person. Der kommer jeg ikke, medmindre jeg går ned i 1. divison, og bliver cheftræner der, og selv bygger noget op. Skulle det ske, at jeg fik det tilbud – der har været følere ude, så sent som i vinters -, så skal det også være en klub, hvor der er nogle visioner. Min egen barndomsklub, B93, i 2. division, kæmper stadig med økonomien, ligesom de gjorde for 20 år siden, da de var med i Superligaen, hvor de kan lave otte kontrakter på førsteholdet til maks. 4.000 kr. om måneden, eller noget i den stil. Det er bare et kæmpe bjerg at bestige. Så vil jeg lige så gerne have den rolle, jeg har nu, som jeg har haft i 15-20 år, hvor jeg er den tro væbner for en cheftræner, jeg har respekt for. Har jeg ikke respekt for personen, kan jeg love, at så er jeg der ikke. Jeg har for meget kant, siger nogen, til, at jeg kan acceptere at være et sted, hvor jeg ikke har respekt for cheferne.

Dygtig og vellidt blandt spillerne.

Når man ser, og snakker med, Bredal i Ådalen, så er man ikke i tvivl om, at det er en mand, der ved, hvad han snakker, og er dygtig til sit arbejde. Det virker også til, at han er meget vellidt blandt spillerne. De ting får vi også bekræftet, da vi spørger Kenneth Emil Petersen ind til assistenttræneren.

– Han er en fodboldfaglig og dygtig fyr. Han står oftest for vores dødbolde, og det er vel egentlig et af de områder, hvor vi har haft nogle problemer, fordi vi ikke har haft så meget højde på holdet indtil for nyligt, hvor vi nu spiller med Helenius, Tingager og mig selv. Han er en god fyr.

– Han er det her bindeled, som der skal være. Han er en, som godt kan lide at snakke. En københavner. Meget snakkesalig, og en man sagtens kan gå til og sige, hvis der er nogle ting. En flink fyr og en snakkesalig mand. Han sætter meget humør på. Han er en god person, og han er, som en assistenttræner skal være. Man kan joke med ham og lave noget fis og ballade, men omvendt er han også dybt seriøs og meget ærekær omkring sin fodbold og sin trænergerning, lyder det fra Kenneth Emil.

Du vil måske også kunne lide...