Casper Nielsen: Sejren var fuldt fortjent

Her til aften hentede OB deres første sejr i mesterskabsspillet, da de hjemme på Odense Stadion vandt 3-1 over FC Midtjylland.

Det var samtidig deres første sejr over midtjyderne siden 2015, og midtbanespilleren, Casper Nielsen, mener, det var en rigtig god kamp.

– Jeg synes, det var en god kamp. Der var god tænding på derinde. Vi havde en god fornemmelse allerede fra starten af kampen. Det var en fed kamp at spille, og en fed kulisse på lægterne. Det er selvfølgelig altid sjovere, når man står til sidst, og har vundet.

Udefra set var det en kamp, hvor OB gennem hele kampen var det bedste hold, og det er også den følelse, man havde inde på banen.

– Ja, det er det. Jeg synes, vi er i kontrol, og det er fuldt fortjent, vi vinder kampen. Vi har en god fornemmelse derinde, og det synes jeg også, man kan se på kampens forløb. Vi skaber også mange ting, og jeg synes, det er en god kamp.

Det var en kamp, hvor der blev brugt en del fysik fra begge hold. Det var dog OB, der kom bedst afsted med det, og fynboerne fightede virkelig røven ud af bukserne.

– Det gør der nemlig. Vi havde snakket om, at fighten er det, der skal komme først hver gang. Når den er der, skal det andet nok komme. Der er også dage, hvor man ikke kan spille op til det niveau, vi ved, vi har, og sådan er det. Så er det satme bare vigtigt, at man kan det andet, og i dag viser vi, at vi har begge sider. Vi kan fighte og spille god fodbold, og det gav pote i dag.

– Vi spiller en god kamp, og jeg synes, vi er bedre end Midtjylland på mange parametre, Jeg synes, vi tager kontrol over kampen, og det er os, der tager teten. Det var en god kamp både på bolden og uden bolden.

Casper Nielsen tegnede sig selv for kampens sidste scoring til 3-1, og den hårdtarbejdende midtbanespiller var glad for at komme på tavlen.

– Det var dejligt. Det er altid rart at få lavet en kasse. Først og fremmest er holdet vigtigst, men personligt er det også dejligt, at den varme venstre også kunne score.

Sejren over FC Midtjylland var OB’s første i mesterskabsspillet i det 7. forsøg, og det er en lettelse endelig at have hentet den sejr.

– Det var tiltrængt. Vi har manglet det sidste. Så har vi spillet en rigtig god halvleg, og så taber vi 4-0 i Parken. Så står man lidt med en lorte fornemmelse. Mod de her hold har man brug for marginaler, og hvis man ikke scorer i sin gode periode, så kan FCK og FC Midtjylland score på en halv chance. Det var vigtigt i dag at komme i front, og derfra var det cruise control.

Midtjyderne har været hårde ved OB i denne sæson, og de fire foregående indbyrdes kampe i sæsonen havde OB ikke vundet. Derfor kom sejren også belejligt.

– Det var selvfølgelig dejligt. De har været hårde ved os. Jeg synes generelt, vi har været gode hjemme, og det var rigtig dejligt, at vi nappede alle tre point i dag. Det var skønt, og der var godt humør på i omklædningsrummet efter kampen.

Med de tre point lægger OB også pres på Esbjerg i kampen om bronzemedaljerne i Superligaen. Fynboerne har nu et enkelt point op til Esbjerg, der dog møder FC Nordsjælland mandag aften, og de to bronzeaspiranter mødes i Odense på fredag.

– Vi spiller hjemme mod Esbjerg, og så har vi Brøndby hjemme i den sidste. Vi må se, hvordan det går med Esbjerg i morgen, men meget af det er også op til os selv, tror jeg. Det er bare fedt, at vi stadig er med, og det er sjovt, at der stadig er noget at spille for. Det gør kampene rigtig interessante, både for os men også for dem der kigger på.

– Vi har hele tiden gået efter det, og nu fik vi de tre point. Humøret er højt, og forhåbentlig smitter det af nu også.

– Vi er for alvor tilbage i bronzekampen, hvis der er nogen, der har meldt os ude. Det er der mange, der er hurtige til rundt omkring i medierne, men det er jo sådan, gamet er. Vi har hele tiden troet på, at der var en mulighed. Vi kender godt vores niveau, og hvis vi spiller op til det, kan vi slå mange hold.

Casper Nielsen trak lidt på foden til sidst i kampen, men det er ikke noget alvorligt, og det skulle helst ikke få betydning for kampen på fredag.

– Jeg fik et lille slag på læggen. Ikke noget vildt, men da jeg løb, kunne jeg mærke, min muskel hoppede lidt. Der var nok en krampe på vej, men det skal vi nok få gjort klar til på fredag.

14 Replies to “Casper Nielsen: Sejren var fuldt fortjent”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *