Det nye år er i gang i Ådalen

OB har for alvor tager hul på det nye år med heftig aktivitet på transfermarkedet, men i dag var der for første gang i år rigtig gang i Ådalen, da Superligaspillerne vendte tilbage fra ferie.

Som det hører sig til, så startede året med en 1000 meter test på Atletikstadion, og her var det Julius Eskesen der satte tempoet, da han viste sig hurtigst af dem alle.

Efter testen blev truppen delt op i to. De ti spillere der skal spille KMD Cup i morgen aften tog ud i hallen for at træne sammen med Henrik Hansen, mens resten af truppen gik ud og trænede på kunsten i Ådalen.

Det blev en let gang træning, der startede med lidt løbeøvelser, så blev der spillet lidt kant, og man sluttede af med en gang spil på to mål.

Oliver Christensen er afsted med U21-landsholdet, mens Hans Christian Bernat var ude i hallen og træne, så det var den unge Marcus Alstrup, der var oppe og stå på kassen sammen med Sayouba Mande.

Den nye islænding, Aron Elis Thrandarson, var selvfølgelig med til træningen, men det var svært at danne sig en mening om ham, da træningen på banen var kort.

Jeppe Tverskov og Bashkim Kadrii trænede ikke sammen med holdkammeraterne, men trænede sammen med Janus Blond. Det tyder dog ikke på, at der er noget særligt i det. Tverskov fortalte i hvert fald, at hans fysik var fin, han skulle bare stille og roligt i gang igen efter ikke at have trænet i noget tid.

Janus Drachmann deltog ikke i hverken 1000 meter testen eller træningen, men var i stedet i fitness. Han døjer lidt med en skade, han har været plaget af i et stykke tid.

Sportschef Michael Hemmingsen stod på sidelinjen og overværede træningen til at starte med, inden han forsvandt ind i klubhuset igen, da regnen tog til.

I morgen står den på Bip test i Ådalen, og i morgen aften deltager OB i KMD Cup i Jyske Bank Arena.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *