Drachmann: Går den rigtige vej

OB har spillet seks kampe i Superligaen, siden turneringen startede igen efter coronaen, men anfører Janus Drachmann har ikke spillet den store rolle i de kampe.

Faktisk har han kun spillet nogle få minutter, da han blev skiftet ind i den seneste kamp mod Lyngby, men han fortæller selv, at det begynder at se bedre ud for ham.

– Det går den rigtige vej. Jeg håber på, at jeg kan få noget mere spilletid her de næste par kampe, og forhåbentlig være klar til de afgørende playoff-kampe, der venter os.

Hvor langt er du fra at være i spil til startopstillingen?

– Det ved jeg ikke. Det kræver lige nogle flere minutter i benene for lige at mærke efter. Der er jo ikke nogle træningskampe eller reserveholdskampe, man lige kan prøve sig af i, og træningen har været begrænset, men vi har prøvet at få så meget ud af det som muligt, selvom vi ikke har været så mange på banen til at træne, når de andre har restitueret.

Drachmann har derfor siddet på tribunen og set, at holdet løb ind i en ordentlig snitter ovre i Silkeborg, og siden har rejst sig flot og vundet tre kampe i træk.

– Det har været frustrerende at sidde udenfor, men det har været fedt at se den måde, folk har grebet det an på. Det er ikke nemt at komme tilbage, efter man har tabt 6-0 i Silkeborg, men den kæmpe ros skal folk have. Det har været meget de samme spillere, der er trukket veksler på. Det har været nogen, der ikke har spillet så meget. Nogle unge spillere har fået chancen, og man må bare sige, at de har gjort alle kritikere til skamme. Det viser hvilket godt sammenhold, vi har i truppen, at vi kan komme tilbage og lukke den her to runder før, for det kunne hurtigt komme til at se lidt grimt ud.

De sidste to kampe har vi vundet efter at have været bagud. Hvad siger det om os som hold?

– Det er den der mentale tilstand, som folk har. I den sidste kamp mod Lyngby skulle vi aldrig have været bagud. Det var meget utur med et afrettet skud, hvor de næsten ikke havde været over midten. Det viser en del om vores mentale tilstand, at vi kan slå tilbage, og en tro på det vi gør, er det rigtige.

Lørdag aften spiller OB mod SønderjyskE i Haderslev. Selvom OB som sådan ikke har noget på spil i det opgør, kommer vi til at se et hold, der går på banen for at give den hele armen.

– Vi skal gribe den an, som vi griber alle andre kampe an, også med respekt for ligaen. Der er to hold, der kæmper om det, og man kan ikke bare gå ud og sløse det væk. Vi skal ud og forsøge at holde gang i det momentum, vi har gang i. Der venter os nogle spændende kampe, og derfor skal vi ud og fortsætte det spil, vi har haft gang i, og vi skal ud og jagt sejren, som vi gør i alle andre kampe.

– Det betyder meget for selvtilliden, at vi kan fortsætte og holde gang i hjulene. Jeg forventer, at folk går ud, og leverer 110%, som de har gjort i alle de andre kampe. Vi kan spille mere frit, men det skal ikke være på bekostning af, vi kommer til at mangle nogle procenter i dueller, nærkampe og spil med bolden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *