Efter fortjent pause på bænken: Frøkjær vil gøre sig fortjent til mere

OB havde torsdag aften muligheden for at spille sig op på Superligaens 7. plads, da de hjemme i Odense havde besøg af Viborg, men sådan gik det dog ikke.

Det blev til et enkelt point, da kampen sluttede 1-1, og det betyder, at OB stadig er nummer otte med et enkelt point op til Viborg, men den ubesejrede stime fortsatte, da det var OB’s kamp nummer ti i træk uden nederlag.

Mads Frøkjær var med fra start for OB, og han mener egentlig, at OB havde fortjent at få mere end det ene point med fra kampen.

– Jeg synes, vi kommer godt ud til første halvleg. Vi kommer med en masse energi og har mange halve chancer og et par hele chancer. Vi har det lidt svært nogle gange i presset, men jeg synes egentlig, vi lukker dem okay ned.

– Så scorer de et lidt ærgerligt mål, og så kommer vi hurtigt tilbage igen. Vi viser noget af den moral, der har været, efter vi er røget ned i det her kvalifikationsspil.

– Det bliver meget tilbage til U19-fodbold, fordi det er så meget frem og tilbage. Jeg synes egentlig, vi spiller en god kamp, og vi kunne godt have fortjent tre point, hvis vi var lidt skarpere på de chancer, vi får skabt.

Hvad synes du om din egen præstation?

– Jeg synes, det gik godt. Der er selvfølgelig nogle fejl i ny og næ, men jeg synes generelt, at de sidste to uger, efter jeg fik en fortjent pause på bænken, har været med pil opad.

– Igen i dag synes jeg, at jeg gør mig fortjent til mere, og jeg får også 80 minutter, det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har fået, det er i hvert fald ikke på den her side af jul. Jeg synes, det gik fint.

Var der nogen særlig grund til, at det ikke blev til 90 minutter?

– Jeg går ud fra, at Andreas syntes, jeg var træt, eller syntes, andre gjorde det bedre. Jeg ved det ikke, det er også fint nok. Vi er mange gode offensive spillere, og vi roterer også meget. Alle får meget spilletid, og det er ikke fordi, vi taber, uanset hvem der spiller. Så det er fair nok, selvom man i momentet er frustreret, og gerne vil spille videre.