Er transfervinduet lukket i OB?

Der har ikke været den helt store aktivitet i OB i dette transfervindue. Emmanuel Sabbi kom ind på en fri transfer, efter han for snart længe siden havde skrevet under på en forhåndsaftale, og udover ham så er den islandske angriber, Sveinn Aron Gudjohnsen kommet ind på en lejeaftale.

Transfervinduet er stadigvæk åbent. I hvert fald en kort stund endnu. Ved midnat mandag aften lukker det, og så er det ikke længere muligt at købe spillere igen før 1. januar. Men er OB færdige med at handle?

Flere nye spillere?

Lige umiddelbart er der ikke så meget, der tyder på, at der kommer flere nye spillere ind. Der er ikke rigtig nogle rygter eller noget, og det er flere gange blevet meldt ud, at kontinuiteten er noget af det vigtigste nu.

Der har dog alligevel været lidt snak i krogene om, at man muligvis ser sig lidt om efter en venstre back, men det bliver ikke rigtig sagt højt som noget, man helt konkret går efter.
Jørgen Skjelvik sidder tungt på venstre backen nu, men det er tyndt med garderinger på pladsen, og nordmanden er også kun på en lejeaftale, der udløber ved årsskiftet. Meget tyder dog på, at der er en form for aftale, så han fortsætter længere end det.

Flere spørgsmålstegn

Hvis man ser antalsmæssigt på vores trup, så har den nok også en pæn størrelse, men der er alligevel nogle ubekendte faktorer, der spiller ind.

Janus Drachmann har efterhånden trænet fuldt med i et stykke tid, men han er endnu ikke klar til at spille kamp. Afhængigt af hvor længe der går, før han bliver det, så kan det godt være, midtbanen kommer til at se lidt tynd ud. Der skal i hvert fald ikke komme mange skader, før det kan blive problematisk.

Alexander Juel pådrog sig også en skade i kampen mod FC Nordsjælland, efter han lige var kommet tilbage fra en anden skade, og han sidder da også ude i minimum et par måneder.
Den unge Christian Vestergaard kæmper stadig med at komme tilbage fra en skade, og der kommer nok også til at gå noget tid med ham, og hvornår Tarik Ibrahimagic kan gøre sig gældende, vides heller ikke.

Man kan også hurtigt glemme den hollandske angriber, Mart Lieder. Han er ude med en skade, som han ikke ønsker at melde ud, hvad er, men fakta er, at han i hvert fald ikke har været i nærheden af træningsbanen i lang tid, og et gæt er i hvert fald også, at der kommer til at gå lang tid, før han kan spille en rolle.

Daniel Obbekjær og Rasmus Nissen er også i truppen, men de ligner ikke nogen, der for alvor er i spil til at komme på Superligaholdet, som det ser ud lige nu.

Så selvom truppen ikke ser så smal ud antalsmæssigt, når man lige skimmer ned over den, så er der i hvert fald en håndfuld spillere, der i hvert fald ikke kommer til at gøre sig gældende på holdet på den korte bane.

For mange angribere?

Der er mange angribere i truppen, og det kunne måske også godt se ud til, at der er for mange. Udover Rasmus Nissen der ikke har været i truppen til en kamp i denne sæson, så har der i de sidste to kampe været siet en angriber fra til sidst.
I kampen mod FC Nordsjælland gik det udover Mikkel Hyllegaard, og i kampen i dag mod Vejle var det Sander Svendsen, der endte på tribunen.

Den norske angriber var holdets topscorer i sidste sæson, men det har ikke givet ham lang snor. Tværtimod er han raslet ned i hierarkiet, og der er vel efterhånden en håndfuld andre foran ham.
Der har været forskellige rygter om Sander Svendsen, der har sat ham i forbindelse med skifte til Championship i England eller MLS i USA, og det ser også ud til, at han skal væk fra OB, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at spille fast fodbold.

Lige præcis et skifte for Sander Svendsen kunne godt ligne det mest realistiske, der kan ske i OB, inden transfervinduet lukker. Det er dog langt fra sikkert, at det sker, men eller åbner transfervinduet igen om tre måneder, og så er muligheden der igen, hvis situationen ikke ser anderledes ud.

Inden eftermiddagens kamp mod Vejle kom OB med en ‘teaser’ på Twitter, og der var nok en del, der havde håbet på, at det var en ny spiller, men det viste sig at være en forlængelse men Troels Kløve, som selvfølgelig også var en vigtig en af slagsen.

Der er efterhånden ikke så mange timer tilbage af transfervinduet, og der kan selvfølgelig stadig nå at ske lidt, men samtidig vil det heller ikke være en overraskelse, hvis der ikke gør.

Vi ville gerne have spurgt sportschef, Michael Hemmingsen, hvad han forventer af den afsluttende del af transfervinduet, men det har ikke været muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *