Tverskov inden Vejle-kamp: Det handler om at holde fast

OB har indtil videre spillet tre kampe i Superligaen, og her er det blevet til en sejr over FCK, uafgjort mod FC Nordsjælland og et nederlag til AGF.

Kigger man på statistikker for de enkelte kampe, så burde OB stå med mere end de fire point, og det er også den følelse, Jeppe Tverskov har, når man spørger ham ind til starten på sæsonen.

– Det har været blandet. Pointmæssigt i hvert fald. Jeg synes måske, vi havde fortjent lidt flere point. Jeg synes også, vi har haft nogle gode præstationer, og nogle af de nye har indgået godt.

Hvad med din egen start?

– Også lidt blandet. Man har jo været en del af de gode præstationer, og det er også fint, men der er også lukket en del mål ind, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt.

– Når man spiller en kamp mod AGF, som man egentlig føler, man har okay styr på, og de så scorer fire mål udenfor boksen, så kan det godt være, man går lidt frustreret i seng efterfølgende, fordi man ikke havde den fornemmelse, at de var kommet frem til så mange chancer. Det er sådan, fodbold er nogle gange.

I de første tre kampe i sæsonen har OB lukket syv mål ind, og Tverskov mener da også, at det er for mange.

– Vi kigger lidt mere nøgternt på det omkring de enkelte mål og hvordan og hvorledes, og lige i kampen mod AGF må man også bare i nogle tilfælde sige, at de fik den hamret op i krogen udenfor feltet, og det er typisk lidt sværere at gøre noget ved. Men det er klart, at syv mål er for mange, hvis man kontinuerligt skal have point over en længere periode. Så det skal vi til at gøre noget ved.

I denne sæson er der blevet ændret system, så man nu spiller 4-3-3 i stedet for 3-5-2, og selvom det har ændret på Tverskovs rolle, så har han det helt fint med den nye formation.

– Det er egentlig fint nok. Jeg tror, de fleste midterforsvarere har spillet i en firebackkæde på et eller andet tidspunkt, så det er lidt ligesom noget, man har prøvet før, og man kender også rollen. For mit vedkommende er jeg nok lidt mindre med i det opbyggende spil, end da vi havde en trebackkæde, hvor jeg havde en lidt mere flydende rolle fra midtbane til forsvar. Jeg er kommet lidt mere i den forsvarende rolle.

Søndag eftermiddag skal OB igen i kamp, denne gang på hjemmebane mod Vejle, og det er et hold, som man skal have respekt for.

– Det bliver helt sikkert en svær opgave, og vi skal helt sikkert have respekt for dem. Det kan godt være, de er oprykkere, men de har nogle spidskompetencer, hvor de er rigtig gode på bolden, og er dygtige offensivt. De har også nogle individualister, som vi skal holde lidt øje med.

– Det er en meget kompetent oprykker, der er kommet op, og vi har kunne se de sidste par kampe, at når de udfolder sig, så er de gode.

Men når vi møder en oprykker på hjemmebane, så er det vel en af de kampe, der skal vindes?

– Ja, det er klart. Det går vi da 100% efter, ligesom vi også har gjort i de andre kampe. Men det er klart, at nu er der lidt mere pres på, og hvis vi kan komme op på syv point efter fire kampe, er det vel trods alt en okay start. Taber man kampen, skal man selvfølgelig begynde at kigge en anden vej, og der er nogen, der begynder at løbe afsted. Det er nu, det handler om at holde fast.

Transfervinduet er åbent lidt endnu, frem til midnat mandag aften, og vi ville gerne have Tverskov til at garantere, at han også er OB-spiller på tirsdag.

– Det tror jeg ikke, man kan garantere, men der er ikke noget lige oppe over, det kan jeg da godt sige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *