Festlig fight gav et point

Der var lagt op til en festdag i Odense i dag, da den nye Richard Møller Nielsen-Tribune skulle indvies. På banen skulle OB op imod Brøndby, og rammerne var sat til et rigtigt brag.

Den nye tribune var fyldt op, og der var rigtig god stemning. Da det var på sit højeste, var det som at gå på stadion for 8-10 år siden, og lige før kampstart var det lige så hårene rejste sig på armene, og man fik gåsehud.

Vi kom ganske fornuftigt ud til kampen i de første minutter, og det var tydeligt at se, at vi ville frem af banen og forsøge på noget. Det lovede godt, og starten af kampen blev spillet i et højt tempo.

Det gav da også pote allerede efter seks minutter, hvor Izunna bragte os foran 1-0 på et rigtig godt skud fra distancen, som Rønnow ikke havde chancen for at nå ud til.

Efter den scoring sad man med følelsen af, at det her kunne blive rigtig godt. Solen skinnede, stemningen på lægterne var god, og OB var foran.

Tre minutter efter sin scoring satte Izunna dog en tackling ind bagfra på Teemu Pukki, og det kostede ham et rødt kort, hvilket betød, at der nu var udsigt til at skulle spille 10 mod 11 i 80 minutter.

Kampen var bestemt ikke kedelig, og efter 13 minutter måtte Frederik Tingager en tur i græsset efter et sammenstød med Grytebust, og han lå der et stykke tid, og der blev egentlig også signaleret, at han skulle skiftes ud.

Jeppe Tverskov stod da også klar til at komme ind, men Tingager havde ingen planer om at lade sig skifte ud, og kom tilbage på banen igen, og spillede faktisk en rigtig god kamp i dag.

Efter Izunnas udvisning var det lidt op af bakke, og Brøndby havde et naturligt overtag i spillet, men de blev ikke for alvor farlige, og kunne heller ikke rigtig få deres spil til at fungere. Deres indlæg fungerede ikke rigtigt, og når de endelig kom frem til en chance, var de uskarpe foran målet.

Sådan var det i resten af 2. halvleg. Vi trak os automatisk lidt længere tilbage, og Brøndby kom længere frem, men de formåede dog ikke rigtig at få noget ud af det.

I 2. halvleg kom Brøndby bedre ud, og lagde et tungt pres fra starten af. Vi fik ikke lov til at have bolden ret meget, og efter 57 minutter gik det så galt, da Brøndby udlignede til 1-1.

Med det samme efter scoringen lavede vi en defensiv udskiftning, da vi satte Tverskov på banen i stedet for Greve, og så skulle det ene point forsvares hjem.

Spillerne kæmpede bravt, og der blev forsvaret med alt, hvad vi kunne, men vi kunne ikke holde Brøndby fra chancer. De spillede sig frem til mange chancer i 2. halvleg, men det blev dog ved den ene scoring, da Grytebust spillede en fremragende kamp i målet.

Han diskede op med tre meget afgørende redninger i løbet af 2. halvleg, og man kan også godt sige, at han sikrede os et enkelt point igen, og blev også meget fortjent valgt til Man Of The Match.

Når man spiller 10 mod 11 så længe, som vi gjorde, så er det altså lidt op af bakke, og så må et enkelt point betegnes som en lille sejr. Spillerne kæmpede godt, og gjorde, hvad de kunne. På en dag som i dag ville tre point selvfølgelig have været glasuren på lagkagen, men man kan godt glæde sig over det ene point.

Du vil måske også kunne lide...