Formiddagstræning fredag d. 21. juli

Vi var til stede til træningen i dag kl. 10.00 i Ådalen, og der var stort set fuldt hus på Bane 1. Den eneste der manglede, var Janus Blond, ellers var alle mand samlet.

Barrett trænede dog for sig selv, men han kom lige med en hurtig kommentar om, at han er ved at være klar igen.

Spillerne blev hurtigt delt op i to grupper, hvor Bredahl tog sig af den ene, og Kent tog sig af den anden. Kent havde tolv spillere med sig, og der blev spillet 4 mod 4 i en firkant, med 4 jokere på hver sin side, og her var der faktisk ganske pænt med tempo på.

Det var lidt af det samme, der blev spillet ovre ved Bredahl, og det så ud til, at de fleste af spillerne fik pulsen op. Dog var der af og til nogle ret fæle smuttere i afleveringerne.

Herefter var der en øvelse, hvor der skulle laves nogle afleveringer op af banen, hvor en spiller skulle løbe til baglinjen og slå et indlæg. Den eneste modstander var målmanden og et par ‘dukker’, og selvom det ikke lyder så frygtindgydende, så var der op til flere, der formåede at aflevere lige i fødderne på ‘dukken’, og mange af de indlæg der kom, var altså ikke noget at råbe hurra for.

Da der skulle spilles på to mål, handlede det mest om det offensive, så der blev sat et hold op, der skulle angribe, og et der skulle forsvare. Samtidig blev der sendt nogen ned og skulle lave skudtræning.

Til den øvelse var der en del lyd på Kent, der havde travlt med at fortælle spillerne, hvordan de skulle flytte bolden ud på venstrekanten, når der skulle angribes, og generelt fortalte han meget, hvordan bolden skulle op af banen. Der var en enkelt episode, hvor Yao gik lidt hårdt på kroppen af Jens Jakob, men det var vist kun os ude på sidelinjen, der så den.

Efter det skulle der spilles 5 mod 5 på mindre bane, så hvert hold blev delt i to, og skiftedes så til at spille. Der var ret godt tempo på, og her blev vi en lille smule overrasket over Helenius, der hurtigt fik sparket et par bolde i kassen, og generelt var det den bedste træning, vi har set med ham.

Du vil måske også kunne lide...