Hyllegaard er helt udenfor truppen: Det er sur røv

Det er ved at være nogle uger siden, OB valgte at skifte ud på trænerposten, hvor Jakob Michelsen blev fyret, og Michael Hemmingsen ansat som manager.

Når der kommer en ny træner, skal der gerne være nogle forskelle på træningsbanen, og det mener Mikkel Hyllegaard også, der har været.

– Ja, det har der helt sikkert. Vi er begyndt at træne længere. Vi har mere intensitet i træningen. Vi spiller mere. Vi har en masse små spil. Vi er begyndt at få nogle kombinationer på, i forhold til noget vi altid kan holde fast i, hvis det ikke kører for os i kampene.

Har du personligt kunne mærke forskel?

– I forhold til at træningen er ændret lidt, så har det jo også ændret noget for mig på den måde. Man kan godt mærke, at man lige skal vænne sig til, at træningen er det hårdere. Kroppen skal vænne sig til det.

– Men ellers er der måske ikke så meget, der er ændret endnu. Der er ikke særlig mange, der er skadede, og der er mange dygtige spillere i truppen. På den måde ved jeg egentlig ikke, om der er ændret så meget.

Hyllegaard har ikke været på banen for OB siden nederlaget til Vejle for lidt over en måned siden, og i de seneste kampe har han slet ikke været i truppen. Han mener dog alligevel ikke, der er så stor forskel på den rolle, han har på holdet nu.

– Jeg oplever det egentlig ikke anderledes, end det var for to måneder siden. Forskellen er, at jeg ikke har været udtaget til kampene det sidste stykke tid. Der har også været lidt problemer med min krop, men ellers har jeg ikke været udtaget det sidste stykke tid, men min rolle er ikke ændret af den grund.

– Jeg er stadig den samme person og spiller. Bare fordi det ikke lige går ens vej, er det ikke fordi, det ændrer sig fuldstændigt.

Men hvordan er det, når man har været vant til at være med, og man så lige pludselig ikke er med?

– Selvfølgelig er det aldrig super sjovt, når man ikke er med i truppen. Så det er klart, at ens humør måske er lidt dalende. Lidt op og ned. Fordi man selv synes, man træner fint, og måske fortjener mere. Men det er trænerens valg i forhold til, hvem han gerne vil have på bænken og med til kampene. Det kan jeg ikke gøre så meget andet ved end bare at køre på. Selvom man synes, det er skide irriterende for at sige det lige ud.

Har du fået at vide, hvad det er, du skal gøre anderledes for at komme i betragtning til holdet igen?

– Nej, jeg har ikke fået så meget at vide. Der er jo forskel på, hvordan trænerne gør det. Man kan også selv spørge ind til, hvad det er, man skal gøre anderledes, men den forklaring jeg har fået, er, at vi er så mange angribere, og i forhold til de forskellige kampe ser de, hvem de synes, de skal have med, og indtil videre har jeg ikke indgået i planerne.

– Det er selvfølgelig altid sur røv, men som jeg sagde før, er der ikke så meget andet at gøre ved det end bare at komme videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *