Hyllegaard startede inde mod Horsens: Det blev en slåskamp

Da OB i weekenden spillede på udebane mod Horsens i Superligaen, var der fundet plads til den hurtige angriber, Mikkel Hyllegaard, i startopstillingen.

Det endte med en målløs affære, og et point til hvert hold, og Hyllegaard, der glæder sig over at starte inde, fortæller, det ikke var det, OB var kommet efter.

– Det er altid dejligt, når man kan få lov til at starte inde og få lidt mere spilletid, end jeg ellers har fået. Resultatet var godt nok ikke lige det, vi havde håbet og regnet med, men Horsens er altid en svær modstander, og det bliver altid en slåskamp af en art, når man møder dem. Det var lidt forventeligt, men selvfølgelig havde vi hellere set, at vi havde fået tre point med.

Der er ingen tvivl om, at Hyllegaards store spidskompetence er hans hurtighed, men en del gange i opgøret kom der høje bolde op mod ham, og der kom han lidt til kort mod Horsens’ forsvarsspillere.

– Horsens stod super lavt på banen, så i forhold til mine løb blev de måske lidt overflødige til tider. Når vi endelig prøvede, lå det bare til en duel på mig i stedet for, og det er jo ikke der, mine spidskompetencer ligger. Når det så er sagt, var det egentlig okay til tider. Jeg synes ikke, vi tabte alle dueller, men vi havde da hellere set, at de var kommet længere frem på banen, så vi havde muligheden for at lægge den længere ned i bagrummet.

– Der var ikke rigtig nogen, der kom frem til noget super farligt. Horsens bliver farlige på standardsituationer, hvor de kan smide folk ind i feltet. Det forsøger vi også til tider, men vi rammer ikke rigtig dagen i forhold til det.

– Rent spillemæssigt havde vi bolden meget, men qua de står så lavt, er det svært at spille sig igennem. Det er lidt svært at sige, hvad man skulle gøre anderledes, måske spille lidt hurtigere, men derudover kan man også rose Horsens for, at de står så godt på banen.

Der har været en del kritik af Odense Stadion her i foråret, men den hurtige angriber var heller ikke imponeret af banen i Horsens.

– Det var ikke en god bane. Den var mere hård i underlaget. Den var meget bumpet, og bolden hoppede meget, når den kørte langs græsset, så på den måde er det lidt svært at sige, hvad man helst vil spille på.

– Odense Stadion er trods alt jævn nok på en måde, den er bare helt vildt blød. Men det var bestemt ikke en god bane.

Selvom OB satte point til i kampen mod Horsens, hentede de alligevel et point på SønderjyskE i kampen om top seks, så der lige nu er tre point op og fem kampe tilbage.

– Det spidser til, men som du siger, har vi fem kampe tilbage, og fire af dem er mod de hold, vi ligger og kæmper med. Chancen er der selvfølgelig stadigvæk, og selvfølgelig tror vi på det.

– Hvis vi kan komme afsted med seks point i de næste tre kampe, ser det lige pludselig rigtig godt ud, så muligheden er der selvfølgelig.

5 Replies to “Hyllegaard startede inde mod Horsens: Det blev en slåskamp”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *