Ikke alt står stille i Ådalen

Der sker ikke meget i det danske fodboldlandskab i øjeblikket. Superligaen har efterhånden ligget stille længe, og det er svært at vide, om der skal spilles mere i denne sæson eller ej.

Hos OB er spillerne sendt hjem, og de har derfor ikke den store kontakt til klubben i øjeblikket. De passer sig selv, holder sig i gang med lidt hjemmetræning, og ellers skal de bare holde sig klar til, hvis de lige pludselig bliver kaldt til træning.

Når man kommer ned forbi klubhuset i Ådalen, er der lys på Michael Hemmingsens kontor. Han er, som en af de eneste, ikke sendt hjem. Men selvom det ikke summer af liv, som det plejer i klubhuset i Ådalen, så er der ikke helt dødt dernede.

Den første man møder, når man kommer forbi dernede, er klubbens Groundsman, Yousry Yousef, der er i sit vanlige fremragende humør, selvom han dog erkender, at han savner det liv, der plejer at være i klubben.

Han er godt i gang med at få styr på Bane 1, der længe har set ud som noget, der aldrig ville blive en fodboldbane igen. Man kan godt se, at det går fremad med den, og at det nok skal blive til noget igen. Han er glad for udsigten til lidt regn, for i morgen, tirsdag, skal græsset sås på banen, og så kan nedtællingen til en klar bane for alvor begynde. Går det hele efter planen, kan den være klar om otte uger.


Indenfor i klubhuset er der også sket noget, mens fodbolden har ligget stille. Omklædningsrummene har fået en overhaling, så de er klar til, at U17 og U19 kan rykke ind i dem, når Superligaholdet flytter over i det nye Superligahus.

Der er selvfølgelig også fuld gang i byggeriet af Superligahuset, og selvom det ikke er så ofte, vi kommer forbi dernede i denne tid, så kan man se en fremgang fra gang til gang.

Så selvom der ikke bliver spillet fodbold for tiden, så står alting altså ikke stille i Ådalen.

One Reply to “Ikke alt står stille i Ådalen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *