Ingen slemme skader før Brøndby-kampen

Der er kun to dage til, OB spiller deres næste kamp i Superligaen på Brøndby Stadion, og der var lidt nervøse miner rundt omkring efter torsdagens træning.

Her måtte man nemlig se langt efter Jeppe Tverskov, Jacob Barrett og Troels Kløve under træningen på bane 1, da de alle tre sad på en kondicykel under træningen.

Samtidig måtte Oliver Christensen også forlade torsdagens træning med en flænge i hovedet, og han måtte derfor lige lappes sammen.

Derfor kunne man godt være lidt nervøs for, hvordan det ville se ud til fredagens træning, men det så umiddelbart ikke ud til, at der er så meget at være nervøs for.

De tre der havde siddet på en kondicykel i går, var alle med fra starten af dagens træning, men Jeppe Tverskov forlod dog træningen efter 30-40 minutter, og satte sig ud på en kondicykel. Han er dog selv optimistisk omkring hans muligheder for at spille på søndag.

Barrett var der som sådan ikke noget galt med, og han kunne sagtens have trænet torsdag, men han fortalte, at det var ‘trænerens ordre’, at han skulle stå over, og så måtte han hellere gøre det.

Man kunne også godt se på Troels Kløve, at han ikke var helt oppe på 100%, men også han regner med, at han kan spille på søndag mod Brøndby.

Oliver Christensen var også på træningsbanen fredag, og han var nærmest ikke til at kende. Han kom ud med en hjelm på, ligesom man har set Petr Cech spille i, men inden træningen var overstået, havde han taget den af. Han havde ingen problemer overhovedet, og han er helt sikkert klar til kamp.

Ham der er mest tvivl om, er nok Jeppe Tverskov, men det er før set, at han ikke har trænet nogle dage før en kamp, og så alligevel har spillet, så der er nok alligevel gode muligheder for, at han spiller.

Et andet spørgsmålstegn kan være, hvor langt Moses Opondo er fra at være der, hvor han kan begynde at gøre sig gældende. Han spillede en times tid i reserveholdets træningskamp mod Næsby tidligere på ugen, og Janus Blond arbejder hårdt på at få ham i god form, og han ligner efterhånden en, der kan løbe og aldrig stoppe igen.

Der er heller ingen tvivl om, at den nye norske angriber, Sander Svendsen, banker gevaldigt på til en plads i startopstillingen efter hans gode debut med to scoringer i kampen mod Lyngby, og hans to mål i træningskampen mod Næsby dagen efter.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *