Johnson Laursen: Den fedeste kamp i min OB-tid

OB fik en skrækkelig start på denne sæson, hvor de første fem kampe kun gav et enkelt point, men fynboerne er dog kommet rigtig godt efter det.

Starten på 2019 var heller ikke sjov, da man tabte med hele 6-1 til FCK i Parken, men siden da er der kommet lutter sejre ind på kontoen.

Det betyder, at OB er i semifinalen i pokalturneringen, ligesom man er nummer tre i Superligaen, og Ryan Johnson Laursen er da også rigtig glad for at være OB’er lige for tiden.

– Det er selvfølgelig rigtig sjovt. Det betyder meget, når vi vinder, det gør det jo ekstra sjovt. Det er dejligt at gå ude i byen og snakke med folk, og alle er glade, men det har også krævet hårdt arbejde at nå her til, og vi skulle igennem en masse dårligt, både i starten af sæsonen, og da vi taber ovre i Parken.

– Vi har vendt det, og vi har spillet to kampe, hvor vi er kommet tilbage efter at have været bagud. Det giver noget ekstra, og der er stor tro på tingene i øjeblikket.

De to sejre over Horsens og Brøndby i Superligaen og sejren over Esbjerg i pokalkvartfinalen kom på en uge, og Johnson Laursen fortæller, hvordan han oplevede den uge.

– Meget hektisk. Vi aftalte fra starten af, at vi tager en kamp ad gangen, og så må vi se, hvor vi står bagefter. Så da vi i mandags stod efter en uge med tre sejre, og var videre i pokalen, så nød vi det også ekstra meget. Det har virkelig været en god uge, men vi gav også alt ude på banen, og vi var helt døde til sidst. Men at stå med tre sejre det betød alt.

Tidligere har Johnson Laursen haft problemer med at spille mange kampe på kort tid, og han var da heller ikke med i startopstillingen i pokalkampen mod Esbjerg. Han blev dog skiftet ind i den forlængede spilletid, men det var ikke mere af nød end af lyst.

– Nej, overhovedet ikke. Jeg ville gerne spille. Jeg stod klar, og havde også varmet op hele anden halvleg. Jeg tror, både Barrett og Desler var løbet tør for kræfter. De havde løbet meget, og der var en af dem, der skulle ud, og det blev så Barrett. Man kunne også se, at Desler havde krampe i hele den forlængede spilletid. Det var ikke af nød overhovedet. Jeg var klar, og det var også det, holdet havde brug for, og det Jakob mente var bedst, så det må være derfor.

Wingbacken var tilbage i startopstillingen til weekendens kamp mod Brøndby, og her så han en rigtig god indsats, hvor OB var i kontrol, hvos man lige ser bort fra de første ti minutters tid.

– Vi starter egentlig ret dårligt. Vi kommer under stort tryk de første ti minutter, hvor det de gerne vil med at lægge lange bolde op og vinde andenboldene, virker for dem. Vi begynder så stille og roligt at finde pladsen nede bagved dem og også i mellemrummene, og det gør, at det bliver lidt svært for dem at presse os ordentligt.

– Derfra synes jeg egentlig, at vi har styr på kampen. Vi har en periode igen i anden halvleg, hvor de får overtaget lidt, men sådan er det i alle kampe, at dem der har overtaget, smider det lidt væk. Da vi kommer på 2-0, der er vi i kontrol hele vejen igennem, og følelsen på banen er også, at vi har flere kræfter, end de har. Vi kan egentlig score til både 3-0 og 4-0.

Målet til 2-0 var et rigtig flot mål, hvor Johnson Laursen serverer bolden for Barrett, der flugter bolden i kassen med sit højre ben, men det var ikke en decideret indøvet detalje mellem de to wingbacks.

– Nej, jeg ved ikke, om det var indøvet. Vi har snakket lidt om, at der er muligheder, fordi vi kommer lidt bagfra, og det er svært for forsvarsspillerne at have styr på os.

– Barrett har tidligere på året lagt en assist for mig, så han har flere gange spurgt efter den, og da den så kom, så leverede han også, må man sige. Det var dejligt, at det faldt i hak.

Til kampen mod Brøndby var der mere end 11.000 tilskuere på Odense Stadion, og den kulisse var også noget, der blev lagt mærke til nede på banen.

– Den var vild. Det er nok den fedeste kamp, jeg har været med til i mine to år her i OB. Man kunne mærke lige fra opvarmningen, at der var en særlig summen på stadion, og det viser også, at Odense er en by, der vil OB det bedste. Når vi præsterer, så præsterer de også. Det er klart noget, vi skal blive ved med, både os spillere men også fansene her i Odense.

Tør du love os nu, at vi kommer i top seks?

– Nej, det tør jeg ikke. Det er så tæt, og det er så uforudsigeligt, så det tør jeg ikke love. Det ligger i vores egne hænder, og det er klart det bedste. Vi kan afgøre selv, om vi kommer med eller ej.

Du vil måske også kunne lide...