– Vi vil være den 12. mand

Det er ikke forkert at sige, at stemningen på Odense Stadion har været temmelig svingende i denne sæson. Der har været kampe, hvor stemningen har været svag, og der har været kampe, hvor det har været lidt bedre.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det har været svært for De Stribede at få koordineret en ordentlig stemning på RMN-tribunen, selvom det har været helt tydeligt, at man i fanklubben rigtig gerne ville præstere på tribunen.

I de to seneste kampe på Odense Stadion har fanscenen dog for alvor vist sig fra den bedste side. Til pokalkvartfinalen mod Esbjerg var der godt nok kun 4310 tilskuere, men fansene på RMN-tribunen leverede en rigtig god indsats, der viste, at der i hvert fald er et grundlag at bygge videre på.

Til weekendens kamp mod Brøndby toppede stemningen så for alvor. 11.166 tilskuere var mødt frem, omkring 2300 af dem var dog fra Brøndby, og det er det højeste tilskuertal i Odense i mere end fem år.

Det er med stor sandsynlighed også den bedste stemning leveret på stadion i lige så mange år, eller måske endda mere, og formanden for De Stribede, Brian Larsen, er da også rigtig positiv overfor det, han har oplevet på tribunen i de sidste to hjemmekampe.

– Jeg har oplevet, at det selvfølgelig er nemmere, når man er mange på stadion, og man står sammen. Det har været en rigtig positiv oplevelse.

Der har selvfølgelig også været meget på spil i de to kampe mod Esbjerg og Brøndby, og det spiller nok også automatisk ind på stemningen på tribunen.

– Ja, det vil jeg sige. Det er jo logisk, at lige så snart der er fremgang på banen, så begynder folk at komme ud på stadion. De vil være med, hvor det sjove sker. Men jeg vil da anbefale, at folk kommer ud, og viser, at de støtter OB, uanset hvor godt det går.

Hvilke tiltag er der blevet gjort for at hæve stemningen?

– Jeg ved ikke rigtig, om man kan sige, at vi har gjort nogle tiltag. Vi er blevet enige om i De Stribede, og i bestyrelsen, at nu skal vi frem, og vi skal vise, at vi vil være den 12. mand. Jeg synes, det har fungeret rigtig godt med Jesper oppe i capo-tårnet. Han yder en sindssyg god indsats.

Hvor meget arbejde kræver det på tribunen for at holde stemningen kørende i 90 minutter?

– Hvis du havde lavet interviewet med mig i mandags, så havde du vidst, hvor meget det kræver. Ens stemme er helt ødelagt bagefter. Det kræver sindssygt meget, for der er nogle, der står og kigger, og tænker, ‘Det skal i ikke bestemme’, og så er der andre, der tænker, ‘Nu skal vi fandme give den gas, det er fedt der her’. Det kræver meget, og det kræver også meget at stille sig op i capo-tårnet, hvor alle står og kigger på én, og man tænker, ‘Nu varer det ikke længe, før der kommer et eller andet flyvende’.

RMN-tribunen var godt fyldt op i kampen mod Brøndby, og hvis den bliver ved med det i fremtiden, vil det også være nemmere at lave tifoer til kampene.

– Det er klart. Jo flere folk der er på tribunen, jo nemmere er det både med stemningen og med tifoer. Der er flere folk, der er villige til at hjælpe til.

De to kampe mod Esbjerg og Brøndby har været ovre i den sjove kategori. Hvad gør man for at holde dampen oppe, så stemningen også er god i de kampe, der er knap så sjove?

– Det er jo bare at fortsætte. Vi skal vise, at vi gerne vil det her. Folk skal også tage sig sammen og komme på stadion, uanset om det er sjove eller ikke sjove kampe, så skal det hele nok blive sjovt.

Der har været en del kritik af stemningen på Odense Stadion det sidste halve års tid, og formanden er da også glad for, at De Stribede har fået vist, at de godt kan skabe en god stemning.

– Jeg vil sige, at da de uofficielle valgte at boykotte, så måtte vi jo træde til. Vi har også taget vores kampe, og det har bestemt ikke været lige sjovt altid, for som jeg sagde før, så er det sådan noget med, at folk står og kigger på én, og siger, ‘Kan de nu finde ud af det?’, og ‘Kan de nu løfte det?’.

– Jeg vil rose Jesper, og jeg vil rose Martin, og Kenny der står og slår på tromme. Der skal noget til at stå og blive ved. Det er sindssygt vigtigt, at vi supplere hinanden, som vi gør nu Jesper og jeg. Han står for det meste i capo-tårnet, og jeg går op, og hjælper ham. Når vi ligesom kan mærke, at det dykker lidt, så er det vigtigt, at der er to energibomber, som kan sætte lidt fut i det. Vi fortsætter, og så ser vi, om vi kan gøre det endnu bedre næste gang.

Den gode indsats på tribunen er da også noget, der bliver lagt mærke til ude på banen. Flere af spillerne har været ude og rose kulissen fra de to seneste kampe på Odense Stadion.

Hvis man spørger Ryan Johnson Laursen, så har han da også kunne mærke, at stemningen har været opadgående i de to seneste kampe.

– Der har været pil op. Det har virkelig været godt. Man har kunne mærke på fansene, hvor meget det betyder for dem. De har været helt oppe at køre, nærmest mere end vi selv har. Det smitter, og det tror jeg også, de kunne se på banen. Den energi de kommer med, det gør lige, at vi får lidt ekstra. Vi løber meget, men hvis de hjælper os, kan vi lige løbe de der 5% ekstra.

Hvor meget har man overskud til at lægge mærke til det, når man løber ude på banen?

– Det er svært at sige. Det er sådan en følelse man har, man kan tydeligt mærke, om stemningen er positiv eller negativ, uden at du tager det hele ind, for du er selvfølgelig fokuseret på, hvad der sker inde på banen. Det ligger sådan i baghovedet, at hvis du har en god aktion, en god aflevering, en god tackling, så får man det der boost, når man får klap med på vejen eller positive råb. Det er helt sikkert noget, der kan mærkes.

En af de største klichéer i fodboldens verden er nok, at tilskuerne er den 12. mand, men Johnson Laursen slår dog fast, at der helt klart er noget om snakken.

– Der er da noget om det. Det er der helt sikkert. Jo flere der er til at støtte os, jo større er chancen for, at vi vinder, det er jeg helt overbevist om. De to ting går helt sikkert hånd i hånd. Flere fans giver også flere sejre.

De Stribede vil forsøge at fortsætte den gode stemning, når OB på mandag spiller på udebane mod AGF. Vil du med på bustur til kampen? Så kan du se, hvordan du tilmelder dig lige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *