Juel Andersen: Vendsyssel og OB er to forskellige verdener

Natten mellem mandag og tirsdag lukkede transfervinduet, og mandag eftermiddag kunne OB præsentere en ny spiller, da Alexander Juel Andersen blev hentet til klubben.

Han kom til OB fra Vendsyssel, og han er indtil videre på en lejeaftale der gælder for resten af 2019. Juel Andersen kan både spille i det centrale forsvar og på højre back, og han har fået et rigtig godt første indtryk af den fynske klub.

– Det har været godt. Det er altid med sommerfugle i maven, når man skifter klub, men jeg har været rigtig glad for at komme til OB. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg godt kunne tænke mig at komme tilbage til Superligaen hurtigst muligt, men samtidig havde jeg også sagt, at det skulle være til en rigtig god klub, og derfor ventede jeg helt til sidst.

– Det har været rigtig nemt, og jeg kender også nogen af dem i forvejen. Nu fik vi en god kamp i går, hvor jeg lige fik lov til at mærke spillestilen på egen krop, og det var godt.

Er du blevet taget godt imod af de andre på holdet?

– Det synes jeg. Det virker som om, at der er fin harmoni i truppen. Nu har jeg været her i tre dage, og det hele er meget nyt, men jeg synes, jeg er blevet taget rigtig godt imod, og både spillere og folk omkring har været meget behjælpelige.

I sidste sæson spillede han i Superligaen med Vendsyssel, og i starten af denne sæson har den stået på 1. division, da de rykkede ud af den bedste række. Juel Andersen mener da også, der er stor forskel på Vendsyssel og OB.

– Jeg skal jo være oppe på dupperne i hvert træningspas. Det er et højere niveau, for det her er toppen af Superligaen. Jeg vil ikke sammenligne alt for meget, for det er jo to forskellige verdener. Det er en lidt anden spillestil, og det er lidt mere med at være god på bolden. Jeg kan også mærke, at der skal løbes rigtig hurtigt.

Juel Andersen har tidligere i karrieren spillet sammen med flere af spillerne i OB’s trup, og han har da også rådført sig en lille smule med en tidligere holdkammerat inden skiftet til Fyn.

– Ja, det har jeg. Men meget kort. Det var lige til sidst i transfervinduet, og det er svært at nå at snakke med så mange mennesker. Jeg har haft en god kontakt med Troels Kløve, fordi jeg spillede med ham i Horsens, så jeg har godt vidst, at OB var en rigtig god klub at komme til. Derfor var det nemt for mig at sige ja.

Som tidligere skrevet er hans aftale med OB kun gældende i fire måneder, men Juel Andersen lægger ikke skjul på, at han er kommet til Odense for at tilspille sig en permanent kontrakt.

– Ja, det håber jeg. Det er selvfølgelig derfor, jeg er her, ellers havde jeg ikke sagt ja til en lejeaftale. I bund og grund vil man som fodboldspiller gerne have styr på sin fremtid, men det var det, som det kunne blive til her, og det måtte jeg tage imod. Så nu skal jeg bare arbejde hårdt for, at det kan blive til mere.

Hvad mener du selv, du kan bringe ind på holdet?

– Jeg kommer med en masse erfaring fra mange år i dansk fodbold, og så har jeg en vilje af stål. Jeg har også nogle fodboldmæssige kvaliteter, men jeg synes, jeg skal lade fødderne tale. Der er ingen grund til at melde alle mulige ting op, men jeg vil give den fuld gas i hverdagen, og hvis jeg får chancen, skal jeg nok levere mit.

OB er den 6. danske klub Juel Andersen kommer til som seniorspiller, og han er ikke i tvivl om, at OB er en af de største klubber, han har været i.

– Det er i hvert fald deropad. OB og AGF er store klubber i Danmark. Jeg synes også, jeg har været i nogle andre klubber i Danmark, men det er en stor klub det her, og det kan jeg også godt mærke. Der er stort forventningspres, og det glæder jeg mig til at være med til at indfri.

Inden interviewet med Alexander Juel Andersen, havde vi en kort snak med Moses Opondo, som han spillede sammen med i Vendsyssel i sidste sæson. Opondo kunne godt tænke sig, at vi spurgte Juel Andersen, om han var den bedste, han nogensinde havde spillet sammen med. Svaret skuffer måske Opondo en smule.

– Haha.. Måske var han den bedste i Vendsyssel.

Du vil måske også kunne lide...