Kadrii: Jeg er købt som angriber

Mens Jesper Hansen har været sportsdirektør i OB, har klubben ikke været kendt for at handle på transfervinduets sidste dag.

Det er en disciplin, han kun har gjort tre gange tidligere, hvor det er blevet til lejeaftaler med Dusan Djuric, Thomas Dalgaard og Maksym Koval.

Sommerens transfervindue lukkede i fredags, og her overraskede Jesper Hansen ved at hente Bashkim Kadrii på en fire-årig kontrakt, ni timer inden vinduet smækkede i.

Kadrii slog aldrig for alvor igennem ovre i FCK, og han fortæller, at han valgte at tage tilbage til OB, da han kender klubben fra tidligere.

– Jeg har været her før, og haft det godt herovre. Jeg kender en masse mennesker herovre, og jeg har haft en god snak med Jakob og Henrik, så det er primært de grunde.

Havde du andre tilbud på hånden?

– Ja.

Vil du fortælle hvorfra?

– Nej.

Den offensive spiller håber selv på, at han kan komme ind på holdet og hjælpe til med at rykke klubben i forhold til de seneste sæsoner.

– Jeg forventer, at jeg kan hjælpe holdet op igen, og forhåbentlig komme op på nogle højere placeringer, end vi har været de sidste mange år. Det er primært det.

Da Kadrii forlod OB for at skifte til FCK, var han meget utilfreds med behandlingen af en skade i den fynske klub, hvilket han ikke lagde ret meget skjul på. Det er dog ikke noget, der har haft betydning omkring skiftet.

– Nej slet ikke. Jeg havde fire gode år, og så har der været én dårlig situation, og sådan er det. Hvis du sammenligner de 1000 andre gode situationer, jeg har haft, så har der været én dårlig.

Der er blevet skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2022, og Kadrii fortæller, det betyder noget for ham, at det er en fire-årig aftale.

– Ja, det gør det da. Det gør, at man har lidt ro på, og ikke skal stresse over, hvad der skal ske om et halvt eller et helt år. Det giver en masse ro, det gør det da.

Forud for denne sæson blev Jakob Michelsen præsenteret som ny træner for OB, og Kadrii mener, han passer godt ind i trænerens system.

– Jeg synes, jeg passer godt. Jeg tror, det passer godt. Det er også en af grundene til, at jeg er kommet, at jeg tror, at systemet og hele set-uppet passer godt til mig.

Hvor vil du helst spille på banen?

– Det er angriber.

Er det også den plads, du er købt ind til?

– Ja, det er det.

Hvad kan fansene forvente af dig?

– De kan forvente det, de også kunne forvente sidste gang. Hårdt arbejde, forhåbentlig en masse mål og godt spil.

Bliver det et glædeligt gensyn med Odense Stadion?

– Ja selvfølgelig. Jeg håber, de tager godt imod mig, og jeg glæder mig rigtig meget til at spille på stadion.

Du vil måske også kunne lide...