KEP: Dejligt at være tilbage

OB-spillerne mødte ind til træning i dag for første gang i 2018, og sidst på eftermiddagen fik vi en snak med vores anfører, Kenneth Emil Petersen.

Hvordan er det at være tilbage i Ådalen efter ferien?

– Det er altid rart at være tilbage. Tilbage efter en lang ferie og se gutterne igen, og man falder hurtigt ind i jargonen, så det er dejligt at være tilbage.

Vi tabte de to sidste kampe i efteråret, har du fået lagt de skuffelser bag dig, og er klar til at starte på en frisk?

– Ja, det har jeg. Vi er rigtig ærgerlige over den afslutning, vi fik på efteråret, for der var nogle muligheder, som vi ikke tog vare på, og det ærgrer vi os over. Omvendt kan vi også kigge på tabellen og sige, at vi ikke er længere væk fra top 6, end at hvis vi kan have et godt forår, er vi også at finde i top 6.

Nederlagene har altså betydet, at vi ikke længere er i top 6. Er du overbevist om, at vi er det, når de sidste syv kampe er spillet?

– Det håber jeg da. Overbevist er store ord, og der er mange, der er med. Jeg synes, vi er en af kandidaterne. Det kræver, at vi får et godt forår, og vi er fortrøstningsfulde. Vi starter hjemme mod Helsingør, og der er vi pisket til tre point, så det er bare derudaf.

Hvad betyder det for holdet, at Izunna og Tingager er væk?

– Det betyder jo, at vi mister to, der har været meget inde omkring start-11. Med det her transfervindue skal man passe på, at man ikke drager nogle konklusioner for hurtigt, for jeg tror da, at klubben er på udkig efter noget nyt blod, og jeg tror egentlig, det er sundt nok, at posen bliver rystet.

Når du nu blev siet fra til Ligalandsholdet, tager du vel Tingagers plads til KMD Cup?

– Jeg vil gerne spille indendørs, jeg er faktisk en okay habil indendørsspiller, men jeg tror desværre, der er nogen, der er endnu bedre end mig, så det lader jeg dem om.

Du kan vel sætte et par tacklinger ind?

– Det tror jeg da. Det har jeg hørt, man godt må engang imellem i indendørs. Jeg har da sågar fået et rødt kort engang, da vi spillede indendørs i Brøndby Hallen.

Du vil måske også kunne lide...