KEP: Fandt hurtigt en løsning med Jesper Hansen

Tidligere på sæsonen blev Kenneth Emil Petersen sat af holdet hos OB, og kort tid efter skulle han heller ikke længere være anfører.

Den rutinerede forsvarsspiller havde egentlig kontraktudløb efter sæsonen, men han har valgt at stoppe i OB allerede til nytår og samtidig indstille sin aktive karriere.

– Først og fremmest er jeg jo røget ud af holdet, og jeg har fundet ud af, at det er kedeligt at sidde oppe på tribunen og kigge på, at de andre spiller fodbold. Sammenblandet med at jeg er nået en alder, hvor der er lidt flere skavanker, og der også er andet i livet, så tænkte jeg, at det var et meget godt tidspunkt at stoppe. Jeg kan ikke se mig selv sidde et halvt år mere på bænken, eller helt oppe på tribunen.

Det har ikke været i dine overvejelser at spille sæsonen færdig et andet sted?

– Nej, det har det ikke. Jeg har også en familie at tænke på, og hvis vi skulle til at rykke teltpælene op igen for at starte et nyt sted, så jeg kunne spille et halvt eller et helt år mere, det var ikke det værd.

Det har hele tiden været planen, at Kenneth Emil ville indstille sin karriere, når kontrakten med OB udløb, men at stoppe til nytår er også noget, han har tænkt over i noget tid.

– Ja, det er det. Jeg har hele tiden vidst, at til sommer ville det være slut, og så ville jeg gerne lave noget andet med mit liv end at være professionel fodboldspiller. Det har jeg vidst lang tid, at det så kommer et halvt år før tid, det har jeg måske vidst i et par måneder.

Var det dig selv, der tog initiativ til at gå til Jesper Hansen for at lave en aftale om det?

– Ja, det var det vel. Jeg gik op til Jesper, og sagde, vi skulle have fundet en løsning, og det fandt vi heldigvis hurtigt, så det var positivt.




Forsvarsspilleren har så i alt været i OB i to og et halvt år, og når han ser tilbage på tiden i klubben, ved han også godt, hvilke ord han skal sætte på.

– Den vil jeg nok se tilbage på som værende udfordrende og skuffende. At komme til OB var for at spille med i toppen, og vi har ikke levet op til de forventninger, vi havde, og omverdenen havde. Hvad der er skyld i det, kan være mange ting. Det har været en udfordring og overordnet set skuffende spillemæssigt.

Hvordan vil du gerne have, at folk i og omkring OB husker dig?

– Det synes jeg næsten, andre skal svare på. Det må være op til folk selv at vurdere, hvordan de vil huske mig. Der er sikkert nogen, der hurtigt vil glemme mig.

Hvordan ser du fremtiden for det OB-hold, der er nu?

– Den synes jeg, ser fin og lys ud.

Kommer du selv til at følge OB i fremtiden?

– Jeg kommer til at følge Superligaen, det er der ingen tvivl om. Jeg elsker dansk fodbold og fodbold generelt, så jeg kommer selvfølgelig også til at følge OB.

Kenneth Emil har trods alt haft en karriere, mange kun kan drømme om, og han er da også meget stolt af det, han har opnået.

– Den er jeg meget stolt af. Som du selv siger, er jeg en af de få, der har prøvet at vinde noget, og det er der ikke nogen, der kan tage fra mig. Det var en helt fantastisk oplevelse og en helt fantastisk tid, som altid vil stå som noget helt specielt, når jeg tænker tilbage på min fodboldkarriere.

De sidste måneder af hans karriere, har Kenneth Emil brugt på at sidde på tribunen, men selvom det ikke har været så opløftende, så siger han stop med en god følelse.

– Selvfølgelig vil man altid gerne have et festfyrværkeri af en afslutning, men jeg kan også finde lidt opmuntring rundt omkring i de andre Superligaklubber og se, at det ikke er så unormalt, at det går den her vej, når man når en vis alder. Så jeg stopper egentlig med en god følelse, og med en følelse af at jeg har haft en god og fin karriere. Jeg er afklaret med det hele.



Hvad kommer du til at savne mest, når du i det nye år ikke længere skal møde ind til træning?

– Nu møder vi jo ind i januar, og der er en masse løb, så det får jeg svært ved at svare på, haha. Jeg kommer til at savne omklædningsrummet, det er klart. Det er jo der, man har haft sin daglige gang. Nu kommer jeg fra to omklædningsrum, først i Horsens og senere i AaB, som var helt ekstremt stærke, og det har jeg overlevet, at skulle væk fra de to omklædningsrum, så jeg overlever helt sikkert også, at skulle væk fra det her.

Er der noget, du ikke kommer til at savne?

– Løbene. Alle løbene i december kommer jeg heller ikke til at savne. Alle de analyser og alt det opvarmning og alt muligt, hvad der efterhånden er blevet sluset ind her, som der ikke har været før. Det kommer jeg ikke til at savne.

På hvilken TV-kanal kommer vi til at se dig i det nye år?

– Haha.. Det er et godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad fremtiden den bringer endnu. Fremtiden generelt ser lys ud. Jeg glæder mig til et andet liv end det at være fodboldspiller. Jeg er sikker på, jeg stadig kommer til at have noget berøring med fodbold. Jeg er åben for det meste.

Du vil måske også kunne lide...