Khemdee: Jeg bløder gerne for holdet

Da OB mandag aften fejrede klubbens 134-års fødselsdag, var en af gaverne, at man havde givet en professionel kontrakt til den unge forsvarsspiller, Jonathan Khemdee.

Den nyslåede professionelle fodboldspiller lægger ikke skjul på, at det er en drøm, han har haft, siden han var en lille dreng.

– Jeg synes, det er rimelig fedt, og det har været en drøm, siden jeg var lille. Da jeg kom til OB som U17, har det altid været en drøm, når jeg så Superligaholdet spille kamp og træne, at det en dag var mig, der skulle spille på stadion. Det er en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse.

Khemdee havde egentlig et år tilbage af sin ungdomskontrakt med OB, og han mener selv, at han har arbejdet hårdt for, at den nu er blevet vekslet til en professionel én af slagsen.

– Jeg har arbejdet rigtig hårdt. For et år siden var jeg fjerdevalg på U19-holdet. Jeg har altid arbejdet hårdt, og nu belønnes det så med en professionel kontrakt, og det er jeg rigtig glad for.

Hvad kommer det til at betyde for dig, at du bliver professionel?

– Det kommer til at betyde meget. Nu har jeg rigtig meget fritid også, så efter træning kan jeg bruge tid på at styrketræne eller ekstratræning. Så det er super fedt.

Når den unge forsvarsspiller skal beskrive, hvilken type spiller han er, så lyder det som om, han har den OB DNA, der så tit bliver snakket om.

– Jeg er en fysisk og hurtig spiller. Jeg elsker dueller. Men jeg har også udviklet mig rigtig meget på bolden, og jeg tager rigtig meget ansvar på banen. Jeg går altid forrest, og jeg bløder gerne for holdet, og går ind i alle dueller.

I sidste sæson startede Khemdee meget pludseligt inde i pokalkampen på udebane mod FC Midtjylland, og han her også været med oppe og træne en del med Superligaholdet.

– Nu har jeg trænet med i det her halve år, og så har jeg spillet nogle kampe. Jeg har været med i opstarten, og jeg føler mig godt tilpas. Der er ikke nogle problemer, i hvert fald ikke det fysiske. Jeg skal bare lige vænne mig til, at det nogle gange går lidt hurtigere.

Der er efterhånden også en del andre unge spillere med i Superligatruppen, og Khemdee er glad for, at de kan læne sig lidt op ad hinanden.

– Jeg synes, det er fedt, at vi er rigtig mange unge spillere på holdet. Jeg kan også godt mærke, at vi støtter hinanden rigtig meget ude på banen og inde i omklædningsrummet. Vi er meget sammen. Det er jeg rigtig glad for.

Forsvarsspilleren skrev under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2023, men han har store ambitioner for, hvordan hans situation i OB gerne skal se ud allerede om et år.

– Der håber jeg selvfølgelig, at jeg starter inde, og har spillet mig fast på holdet. Det er i hvert fald det, der er målet. Jeg er ikke kommet op for at spille U19 eller sidde på bænken, jeg er kommet op for at tage pladsen og vise fans, trænere og hele klubben, at det er mig, der skal spille. Jeg vil gerne gøre klubben stolt.

I hans debutkamp i pokalen mod FC Midtjylland viste Khemdee nogle af de tacklinger og dueller, han selv vægter så højt, og han lover, at man kommer til at se meget mere af det i fremtiden.

– Ja, i kommer til at se flere af de ting. Jeg elsker tacklinger, og jeg går altid ind i duellerne. Det kommer i til at se mere af.

– Jeg elsker at forsvare. Det bedste resultat i fodbold er nok 1-0, hvor vi holder nullet, og bare scorer et enkelt mål. Det er det bedste resultat, man kan få.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *