Michelsen: Kunne være sjovt at møde Marienlyst




Onsdag aften var OB en tur i Thisted for at spille pokalkamp. De seneste år er fynboerne flere gange blevet slået ud af hold fra 1. division, men sådan gik det ikke denne gang.

OB vandt kampen med 2-0, og spillede sig dermed videre i turneringen. Klubbens træner, Jakob Michelsen, fortæller om, hvordan han så kampen fra sidelinjen.

– Det var en kamp, vi dominerede fra start til slut mod et godt organiseret og godt kæmpende Thisted-hold, der stod meget lavt i en formation, der lignede 6-3-1. Det krævede noget tålmodighed og noget koncentration, og jeg talte en halv Thisted-chance kampen igennem. Vi havde en god organisation igen, og vi skabte det, der skulle til. Det var vel egentlig bare et spørgsmål om tid, inden vi scorede, og det gjorde vi så i starten af 2. halvleg, hvor vi scorede to relativt hurtige mål, og så var det bal forbi.

– Der var stor forskel på holdene i går. Begge hold havde valgt at rotere nogle spillere, og det var tydeligt at se, at vores bredde var større end Thisteds.

Var du tilfreds med det, du så fra vores hold?

– Bestemt. Jeg synes, vi ydede en god, moden og professionel indsats.

Kan man sige, vores bundniveau er blevet bedre?

– Man skal passe på med at komme med generelle termer, men det lader til, at vi lige pt. Har en god substans i holdet, og vi er blevet svære at spille imod, og vi lukker ikke mange mål ind, samtidig med at vi egentlig stadig holder fast i at skabe de chancer, der skal til, hvilket vi både gjorde mod Horsens og i Thisted.

Det var vores tredje sejr i træk, og samtidig var det også tredje kamp i træk, at vi spillede til nul. Det er træneren da også meget godt tilfreds med.

– Det er svært at gøre det ret meget bedre, end vi gjorde i de tre kampe. Rent defensivt har vi fået en god organisation og en masse interne aftaler på plads. Vi er blevet svære at spille imod, og når man holder modstanderen nede på så få chancer, som vi har gjort i de sidste tre kampe, så er forudsætningerne for at spille til nul også bedre.

Med sejren over Thisted er OB med i bowlen, når der fredag middag bliver trukket lod til den næste runde i pokalturneringen. Michelsen ved godt, hvem hans drømmemodstander er.

– Det kunne være rigtig sjovt med et lokalopgør mod Marienlyst. Både fordi det er det lavest rangerede hold, der er tilbage, sammen med Kolding, men også fordi vi så kunne få et lokalopgør her i Odense. Det ville være ønskelodtrækningen, også fordi der ikke er nogen transporttid. Man håber selvfølgelig på at få så let en lodtrækning som muligt, og alternativt at skulle spille på hjemmebane.

– Det siger sig selv, at jo lettere modstand man får, jo nemmere er det at komme videre, men jeg har det også sådan, at hvis man skal vinde turneringen, så skal man kunne slå dem allesammen, og med den måde turneringen er struktureret på, så har Superligaholdene, indtil den runde vi kommer til nu, relativt gode forudsætninger for at komme blandt de sidste 16. Der er så 13 Superligahold tilbage, hvis Vejle slår Nykøbing, så man skal i hvert fald ramme 2-3 sejre over andre Superligahold for at komme i finalen.



På lørdag spiller OB hjemme mod AGF i Superligaen, og det er en kamp, Michelsen glæder sig rigtig meget til.

– Jeg har sagt mange gange, at hvis du tager de tre store væk, så er der så små forskelle på de øvrige hold, så det er dagsformen, der afgør det, og det bliver det også på lørdag. Jeg glæder mig til, at der kommer mange mennesker på stadion, det bliver en fed kamp mellem to traditionsklubber. Det kan blive en rigtig god lørdag.

Sten Grytebust var ikke med i kampen mod Thisted grundet en skade, og Troels Kløve har også siddet ude med en forstrækning, han pådrog sig i kampen mod Horsens. Hvordan det kommer til at se ud på lørdag er stadig lidt tvivlsomt, men træneren vil ikke bruge skader som en undskyldning.

– Vi har et par skader i truppen, det er ikke nogen statshemmelighed. Der er vel også et par stykker, der vil gå under kategorien ‘småtvivlsom’. Det får vi et overblik over i morgen. Når vi udtager truppen, så er vi jo klogere, men det ser fornuftigt ud. På det her tidspunkt af turneringen er det altid sådan, at man mangler et par stykker, og det kan jo ikke være anderledes. Det er sådan, det er. Hvis man endelig skal finde hullerne i osten, så irriterer det mig lidt, at vi ikke har haft længere forberedelsestid, i forhold til at det er den tredje kamp på seks dage.

– Vi fik roteret lidt i Thisted, og så hård var den kamp heller ikke. Der er ikke nogen undskyldning herfra for, at vi ikke er klar på lørdag.

Du vil måske også kunne lide...