Michelsen: Skal holde os til indtil jul

For nogle runder siden rundede vi første halvdel af Superligaens grundspil. Der er nu spillet 16 kampe, og OB har hentet 26 point.

Det rækker til en placering som nummer fem i Superligaen, og OB’s træner, Jakob Michelsen, er udmærket tilfreds med det, han har overværet i de første 16 kampe.

– Det har vist sig at være lige så tæt som forudsagt. Jeg synes overall, vi har set stabile ud. Vi ville rigtig gerne have haft noget med fra Lyngby, men sådan skulle det ikke gå. Vi har lavet et jævnt pointflow, og vi er der, hvor vi skal være.

Er du tilfreds med vores pointantal?

– Man er altid farvet af den sidste kamp, hvor man selvfølgelig gerne ville have haft minimum et point, når vi nu kommer tilbage i kampen. Det er tæt. FCK, FC Midtjylland og Brøndby har allerede nu lagt sig i en position, hvor de formentlig kommer i top seks, og så vil der være seks klubber, der kæmper om de sidste tre pladser. Der er vi iblandt, og det bliver først afgjort til marts. Det er med at holde sig til nu her indtil jul. Vi har et svært program efter landskampspausen, og det handler om at holde os til, så vi er med, når tingene afgøres til marts.

Flere gange i sæsonen har Michelsen skiftet spilsystem, men det skyldes ikke, at han leder efter, hvilken måde han skal spille på, det har simpelthen bare været tvunget.

– Vi forsøger hele tiden at optimere vores hold, i forhold til hvilke spillere vi har til rådighed, og hvilken modstander vi står overfor. Det er ingen statshemmelighed, at vi har haft forholdsvis mange skader og karantæner i det her efterår, så det har hele tiden handlet om at få sammensat et hold, som vi troede, var klar til opgaverne, og det er lykkedes langt hen ad vejen, og så er der nogle gange, hvor det ikke er lykkedes.

– I sidste sæson kunne vi stille med samme besætning i rigtig mange kampe, og det gav noget af den her berømte kontinuitet. I år har vi været tvunget til at skifte på besætningen, qua en del skader og karantæner, og også i systemet, fordi vi har haft forskellige besætninger til rådighed. Det har selvfølgelig gået ud over noget af den kontinuitet.

I de sidste par kampe er vi faldet tilbage i banen, efter vi er kommet foran. Er det bevidst eller ubevidst?

– Mod Hobro var det bevidst i forhold til, at vi følte vi var i kontrol, og holder også Hobro væk fra chancer ud over deres frispark, som var godt smidt ind af Sabbi. Mod Lyngby var det knap så bevidst. Efter deres scoring til 1-1 fik de blod på tanden, og var bedre end os fra minut 25 og resten af første halvleg.

– Ellers synes jeg egentlig, vi kommer godt fra land derovre, spiller bedst, og kommer foran, og fortsætter egentlig med at være bedst, indtil de får udlignet. Jeg synes også, vi spiller en god anden halvleg, hvor vi kører på, til trods for at Oliver taber en bold, og jagter comebacket. Vi får jo udlignet, og så dummer vi os i overtiden, hvor vi ikke er korrekt positioneret på et indkast, vi selv har to meter fra baglinjen. Det er både dårligt og træls.

Michelsen har tidligere nævnt, at det nok kræver 39 point at komme med i top seks i denne sæson. Det betyder, at OB skal hente 13 point i de sidste ti kampe.

Grunden til han mener det, er, at der i denne sæson er flere hold, der ligger omkring midten, og har flere point end i sidste sæson.

– Jeg ved det jo ikke, for hvis jeg kunne vide det, sad jeg jo ikke her. De seneste par år, har det krævet 36 point, men jeg konstaterer, at der halvvejs gennem turneringen er flere hold med omkring midten af ligaen, der har flere point, end de har haft de andre år. Derfor tror jeg, der skal et par stykker mere til end de 36, der har været nok de seneste par år. Vi skal op på 38-39 point, og det jagter vi til det allersidste, for vores målsætning er at komme i top seks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *