Michelsen: Vi skal bruge 8-10 point

OB’s Superligahold har været på juleferie i lidt mere end tre uger, men i dag var de så tilbage til den første træning i opstarten frem mod forårssæsonen.

Det startede med en 1000 meter løbetest på Atletikken, inden holdet kom tilbage til Ådalen, hvor der blev trænet i en lille time på kunstgræsset, og Jakob Michelsen er glad for det, han så i den første træning.

– Ja, det er jeg grundlæggende. Omvendt har jeg også været igennem så mange opstarter, at jeg ved, man ikke skal lægge så meget i, om det ser godt eller skidt ud første dag. Det var først og fremmest dejligt at se kollegaerne igen, både spillere og trænere. Det var dejligt at komme i gang igen efter en juleferie, hvor man til at starte med var lidt ærgerlig over AaB-kampen, men som juleferien skred frem glædede man sig til at komme i gang igen til et spændende forår.

– Det er jo ikke en opstart som i gamle dage, hvor man havde 2-3 måneder opstart på frosne baner. Vi har jo kun fem uger, så det bliver to uger i Danmark, halvanden uge i Tyrkiet og så halvanden uge herhjemme, og så går vi i gang med et spændende forår. Det bliver sådan lidt en palet af det hele, hvor det fysiske selvfølgelig er i højsædet, men omvendt, da de blev sendt på ferie, blev de også sendt hjem med et individuelt løbeprogram og et pulsbælte, så vi har fuldstændig styr på, hvad de har lavet, og de er ikke mødt ind i dårlig form, nu skal de bare tilbage i fodboldform. Så der er noget fysisk, men der er også noget taktisk. Der er noget teknisk, og der er også noget mentalt, der er lidt f det hele. Her i starten handler det om at få noget fodboldform bygget på igen.

Har det nogen betydning for din planlægning, at opstarten er forholdsvis kort?

– Ja, det har det selvfølgelig. Det giver jo sig selv, at der er mindre tid til at eksperimentere, og man skal hurtigere i gang med det taktiske og fodboldmæssige, fordi man kun har de her fem uger.

I vores interview med Jesper Hansen kort før jul fortalte sportsdirektøren, at OB på sigt skal spille 4-4-2, og Michelsen vil da også eksperimentere lidt i træningskampene.

– Vi kommer til at spille flere systemer i træningskampene, fordi vi gerne vil være fleksible, ligesom vi var i efteråret, hvor vi både fra kamp til kamp, og undervejs i kampene, kunne skifte system, så det kommer vi også til at se her i opstarten.

Her til formiddag bekræftede Alexander Ludwig overfor os, at hans skade holder ham ude i nogle måneder, og det betyder, at vi er meget tynde i det centrale forsvar. Michelsen vil dog ikke forholde sig til spørgsmål om transfers.

– Det spørgsmål skal du adressere til Jesper Hansen. Jeg ser gerne, at vi køber både Messi og Ronaldo.

Mathias Jørgensen er på træningslejr med Gladbach. Hvilke overvejelser blev der gjort, før man sagde ja til det?

– Der blev gjort relativt mange overvejelser. Først og fremmest ser vi det som en rigtig god mulighed for Mathias og hans udvikling. Det vigtigste når man har med unge mennesker at gøre, er at se på deres udvikling, og at komme med et af de helt store hold på træningslejr, det er der en masse læring i.

– Han har meldt afbud til U19-landsholdet, og han misser egentlig ikke meget mere tid med truppen herhjemme, end han havde gjort, hvis han var tager med landsholdet, så det var en rigtig fin løsning for os og for Mathias, og det var det vigtigste.

Der er seks kampe tilbage i grundspillet, hvor vi skal ud og jagte en plads i mesterskabsspillet, og træneren mener, at vi er godt rustet til den opgave.

– Vi står med fine kort på hånden. Vi kan selv afgøre vores skæbne. Som jeg sagde inden sæsonen, så er der tre hold, der har bedre forudsætninger end os andre, og de kommer med næsten statsgaranti i slutspillet, og det har vist sig at holde stik. FC Midtjylland og FCK er allerede sikret pointmæssigt, og lur mig om Brøndby ikke også kommer med. Så er der tre pladser tilbage, og der er vel syv hold, der kæmper om de pladser. De bliver tæt lige til det sidste, men vi kan selv afgøre det. Vi skal møde mange af vores direkte konkurrenter, så det er op til os selv, og det er jo dejligt.

Hvordan ser du vores restprogram?

– Jeg har haft god tid i min ferie, så jeg har både kigget på vores restprogram og vores konkurrenters restprogram, og man kan sige, at hvis der er tre kasser, der hedder ‘Rigtig svært restprogram’, ‘Mellem restprogram’, og ‘Let restprogram’, så er vi nok i mellemkategorien. Vi har nok et mellem restprogram, hvis man kan tale om nemme og svære kampe i en yderst tæt Superliga, hvor alle kampe er så lige. Man skal passe på med at snakke om nemme og svære kampe, men vi starter nok et af de sværeste steder, i Parken.

Hvor mange point tror du, vi skal have for at komme i top seks?

– Det er sgu et godt spørgsmål. De sidste to år skulle der 35 point til, og det kan godt være, der skal et enkelt eller to mere til i år. Det kommer an på, hvordan de andre kampe går, men det er jo i det lag, så der skal nok 8-9-10 point til for at komme med. Det kommer helt an på, hvordan forårets kampe spiller an, hvor mange indbyrdes krydser der er, og om der er nogle hold, der stikker af. De sidste to hold skulle der 35 point til, og hvis man skal tage det pointsnit, holdene har lige nu, så skal der 36,4 point til.

Det har du regnet på?

– Jeg kan konstatere, at dem der ligger i top seks, har lavet 1,4 point i snit, og tager man 1,4 x 26, så giver det 36,4, hvis jeg ikke tager meget fejl. Jeg tager lige lommeregneren frem her, og det giver 36,4, så jeg havde regnet rigtigt.

Har du et eget succeskriterie for de seks kampe?

– Vi skal lave nogle gode performances, og så skal vi se, om vi for første gang i otte år kan komme med i top seks, hvilket ville være fantastisk, hvis vi kunne. Det bliver tæt, og det gør det, fordi vi fik en jammerlig start på sæsonen, som kom til at jagte os, og det gør den stadigvæk. Vi havde muligheden mod AaB for at smide vores dårlige sæsonstart væk, og den mulighed missede vi. Den kamp tog også længere tid at få ud af systemet end normalt. Hvis man ser bort fra de første kampe, og det kan man jo ikke, så har vi et rigtig flot pointsnit. Det er jo sådan, at sæsonen starter ved kamp 1, og der må vi sige, at vores start ikke var god nok. Det kan sagtens vise sig, at det bliver afgørende, men jeg håber, vi kam ride stormen af.

Du vil måske også kunne lide...