Odense Stadion skal hedde Nature Energy Park

OB har fået ny stadionsponsor, og derfor skal Odense Stadion de kommende tre sæsoner hedde Nature Energy Park.

Tidligere i dag var der pressemøde på Odense Stadion, og her blev Nature Energy præsenteret som ny stadionsponsor. Det betyder, at OB skal spille på Nature Energy Park de næste tre sæsoner.

Nature Energy er et biogasselskab, og de vil bruge sponsoratet til at sætte mere fokus på sortering af madaffald. Fra 2023 skal alle til at sortere deres madaffald, og det er det, de fra Nature Energys side vil sætte fokus på allerede nu, for det er nemlig ikke mange, der ved, at madaffald bliver omdannet til biogas, og hvad den biogas rent faktisk bliver brugt til.

På stadion vil Nature Energy lave en kampagne, der hedder ‘Doner dine rester’, og det går ud på, at de madrester der kommer fra VIP’en, madboderne og specielle affaldsspande vil blive samlet ind og omdannet til biogas, og værdien af det biogas bliver doneret til en stemningspulje, der skal gå til at sætte gang i stemningen på stadion.

Nature Energys adm. direktør, Ole Hvelplund, fortæller lidt om selskabets tanker omkring sponsoratet.

(Vi beklager for den lidt dårlige lydkvalitet).

 

OB’s kommercielle chef er glad for den nye stadionsponsor, og for ham er det vigtigt, at det er en lokal samarbejdspartner, der er kommet på banen.

– Det betyder meget. Det er jo med i vores strategi omkring en større lokal forankring. Ligesom med vores hovedsponsor har det også spillet ind, at vi fik en lokal partner på vores stadion. Det gør mange ting. For det første bakker det op om, når vi siger, at vi gerne vil være mere lokalt forankret, at vi så også gør det. Det er den ene ting, og så er det bare, sådan helt lavpraktisk, meget nemmere for os i hverdagen at samarbejde med nogen, der bor lige om hjørnet, siger Jack Jørgensen til OBstruktion.

Den kommercielle chef fortalte, at der var flere muligheder i spil, men der var dog flere grunde til, at det endte med at blive Nature Energy.

– Det gjorde det af tre årsager. Den ene var økonomien, det er jo som regel det, der i sidste ende er tungen på vægtskålen. Økonomien var vigtig for os, og den kunne de opfylde. Det med at være en lokal partner, kunne de opfylde. Så havde vi også et ønske om at finde en stadionsponsor, der ville være med til at gribe det lidt anderledes an, end at det bare er et navn på et skilt eller nogle pladser i en VIP Lounge, som det klassisk ville være. Det er den her mere innovative og nytænkende måde at tilgå det på.

– Idéen opstod ret hurtigt, og vi har jo kendt dem i mange år, de har været sponsor i klubben i mange år, og derfor faldt vi ret hurtigt i hak omkring det her, og kunne godt se, det var noget, der ville give mening, ikke bare for os som sælger, og dem som køber, men også at tage med indover, at vi tænker på miljøet omkring os, og at vores fans også kan blive bragt i spil og være med til at øge stemningen på stadion, og det synes jeg, er helt genialt. Det var de tre årsager til, at det blev dem.

OB har også fået en rigtig fin aftale i stand med den nye sponsor, og i bund og grund var det den bedste løsning, de fandt frem til.

– Ja. Det var faktisk mere, for det ikke skal være løgn. Det er en rigtig god aftale for os. Blandt de bejlere der var, så var det den samlede bedste løsning for os. Det har også noget at gøre med, hvad man har af udgifter den anden vej på et sponsorat. Én ting er jo at sælge det for X antal kroner, men så skal man også tænke over, hvor mange udgifter der er for os, så på bundlinjen var det den bedste løsning for os.

Der bliver for tiden arbejdet med nogle nye tiltag frem mod den kommende sæson, og Jack Jørgensen slutter lige af med at fortælle lidt om, hvordan det ser ud på den front.

– Vi er i fuld sving med vores Fanzone oppe bagved tribunen, som vi for alvor skruer op for arbejdet omkring på mandag, og den står klar til den nye sæson. Vores fanpanel hjælper os med at finde ud af, hvordan området skal indrettes, og hvordan der skal aktiveres i timerne før kampen og efter kampen. Jeg kan ikke fortælle så meget om det endnu, det synes jeg, ville være synd, før vi har noget helt konkret at præsentere omkring det, og det har vi inden så længe.

– Nede i den modsatte ende laver vi et familieområde, som jeg også er sikker på, vil blive taget rigtig godt imod, så vi har noget for børnefamilier også.

– Så har vi jo vores nye hovedsponsor, Albani, og det kommer også til at gøre en forskel. Jeg tror også, der er nogen, der vil sætte stor pris på, at det er den lokale øl, der flyder i hanerne herude. Det lægger Albani meget på sinde, at de også skal være med til at gøre en forskel for publikum, så man faktisk oplever en øget kvalitet i stadionoplevelsen, så det kan man også vente sig noget af og glæde sig til.

– På den måde har vi gennem det sidste halve år arbejdet rigtig meget med kvaliteten af vores stadionoplevelse, for at gøre os selv mere attraktive for folk, når de skal finde ud af, hvad de skal bruge deres fritid på. Vi vil jo gerne højere op på listen over ting, man tager sig til, når man har fri. Vores overordnede mål er jo, at få gjort vores stadion til byens samlingspunkt, og så skal vi arbejde med hele den tankegang, at det skal være et fællesskab for alle.

  

 

Du vil måske også kunne lide...